Om ‘moralsk panik’ og behovet for flere nuancer

På dette års Læringsfestival hørte jeg en keynote med Anette Prehn & Imran Rashid, som havde titlen ‘Klædt på til livet i en digital tidsalder‘. Både Prehn og Rashid har skrevet flere bøger om ‘hjernesmart’ og ‘sund’ teknologianvendelse, og holder jævnligt oplæg, der formidler forskningsresultater på en jordnær måde. Jeg har ikke læst deres bøger, men især Rashid’s (2017) bog ‘Sluk – kunsten at overleve i en digital tidsalder‘ har fået en del opmærksomhed i den offentlige debat. Prehn & Rashid’s keynote var beskrevet på følgende måde:

Årets første keynote på Danmarks Læringsfestival 2018 fokuserer på, hvordan vi bedst kan bruge de digitale muligheder til at fremme læring, dannelse og trivsel på landets uddannelsesinstitutioner.

I en digital tidsalder med konstante fristelser og distraktioner kræver det nemlig en vedholdende og værdibevidst indsats fra både undervisere og elever, hvis man vil styrke de ”stier” i hjernen, som skal forblive en vigtig rygrad på børn og unge resten af livet. En del af svaret er at lære børn og unge at træffe bevidste tilvalg af henholdsvis online eller offline – alt efter relevans og social hensigtsmæssighed – i stedet for at lade dem blive vænnet til kun én eneste virkelighed, nemlig den, hvori konstante forstyrrelser er et grundvilkår. Den digitale udvikling i dag forløber hurtigere og mere indgribende end nogensinde før. En dannelse, som skal kunne forberede individer til livet i det moderne samfund, handler derfor på den ene side om at lære at kunne skelne klogt mellem de kommercielt styrede opmærksomhedstyverier og de reelt brugbare teknologiske redskaber samt at kunne begå sig i nærvær og indre ro i en dynamisk verden, der i stigende grad digitaliseres.

Jeg var på forhånd indstillet på, at det ville blive en udfordring for mig at overhøre deres keynote – og det blev det. Men hvorfor nu det? Ovenstående lyder jo for så vidt meget fornuftigt?

For det første er selve formen, altså den populærvidenskabelige formidling, altid en udfordring for mig. Læringsfestivalen er ikke en forskningskonference, men slår sig op på at være ‘en mulighed for at blive inspireret og opdateret som underviser, konsulent, studerende, pædagog og leder.’ Det minder jeg mig selv om hvert år, men ikke desto mindre, kan jeg stadig blive udfordret og provokeret af forsimplede forklaringer og one-liners pakket ind i animerede slides, svulstig retorik og ofte plat humor, der bruges til at skabe gehør og velvilje hos publikum. Dette er ikke specifikt rettet mod Prehn & Rashid, men mere en kritik af genren. Der er ingen tvivl om at mange forskere, heriblandt jeg selv, kan blive bedre til at formidle forskning på en lettere tilgængelig måde, men forskning i, om og med mennesker er bare sjældent entydig, simpel eller let at forstå.

Og det bringer mig frem til min anden udfordring, nemlig indholdet. Både Prehn & Rashid er optaget af hjernens rolle ift. digital teknologianvendelse, og at dømme ud fra deres keynote, betragter de samspillet mellem mennesker og teknologi ud fra en behavioristisk ‘stimulus-respons’ tilgang.

Som et eksempel på denne tilgang, blev der indledningsvist refereret til det såkaldte Stanford Marshmallow experiment (fra 1960’erne). I dette eksperiment blev børn placeret foran en tallerken med én skumfidus med besked om, at hvis de kunne vente 20 min. med at spise den, ville de få en skumfidus mere. De børn, der faktisk kunne udøve selvkontrol og udsætte deres umiddelbare behov for tilfredsstillelse klarede sig, iflg. studiet, sidenhen bla. bedre i skoletest og blev ikke afhængige af vanedannende stoffer i modsætning til de børn, som ikke kunne vente. En, i øvrigt omdiskuteret, konklusion på eksperimentet blev, at viljestyrke og behovsudsættelse er væsentlige faktorer ift. forudsigelse af børns præstationer og livskvalitet senere i livet. Samtidig blev eksperimentet brugt som argument for ‘betingning’, dvs. en behavioristisk tænkning, hvor adfærd bestemmes af respons på og konsekvenser af stimuli. Og det var også sådan, at jeg opfattede Rashid bruge eksemplet med ord som ‘alt der går galt i verden skyldes folk, der tog den første skumfidus’, ud fra en forståelse af, at ‘sociale medier er vor tids skumfiduser’.

Ifølge Prehn & Rashid, så er størstedelen af vores adfærd lystbetonet og impulsstyret:

Og det får konsekvenser ift. vores/børns anvendelse af digitale og især sociale medier:

Som jeg forstod Prehn & Rashid her, så var pointen, at børns anvendelse af sociale medier hovedsageligt er impulsiv og lyststyret, dvs. at børn ikke magter at udøve selvkontrol og behovsudsætte, men pr. automatik reagerer så snart, der kommer en notifikation – hvilket de mener ikke blot er medvirkende til manglende koncentration, men også til stress og dårlig trivsel.

En væsentlig pointe hos Prehn gik på hjernens plasticitet, dvs. formbarhed, og en af de metoder Prehn advokerer for ift. at skærpe børns opmærksomhed og koncentrationsevne, er gennem øvelser med at tegne ‘stier i hjernen‘. Øvelsen har, så vidt jeg forstod det, som formål at træne elevernes bevidsthed om, hvilke ‘stier’ der fylder i deres adfærd og evt. ændre fokus på nogle af disse, hvilket iflg. Prehn er ønskværdigt , da ‘man bliver, hvad man træner hjernen til’. Herudover bemærkede jeg, at Prehn gentagne gange skelnede mellem online og ‘den almindelige’ virkelighed, og at Prehn mener, at sociale medier træner (eller betinger) børn til impulsive reaktioner, der sker ‘på bekostning af koncentration, selvkontrol og empati’.

De samme negative konsekvenser genfindes iflg. Prehn & Rashid i skolen, hvor digitale teknologier og især sociale medier giver for mange distraktioner sammenlignet med bøger:

Opsummerende opfordrede Prehn & Rashid til kritisk, reflekteret anvendelse af nye medier og digitale teknologier i skolen – hvilket jo er svært at være uenig i – og de stillede følgende spørgsmål:

Jeg hørte ikke Prehn & Rashid tale om deciderede forbud, men omvendt hørte jeg dem heller ikke tale om de positive pædagogiske-didaktiske anvendelsesmuligheder, der er for sociale medier og smartphones i undervisnings- og læreprocesser. Så jeg sad tilbage med en både trist og frustreret fornemmelse, selv om deres hovedærinde egentlig var sympatisk og relevant nok: at skabe opmærksomhed omkring nogle af de udfordringer, der kan være forbundet med digital teknologianvendelse for børn og unge (i skolen).

Der er, i min optik, mange problematiske forhold i Prehn & Rashid’s oplæg, som for størstedelens vedkommende hænger sammen med, at jeg kommer fra en helt anden videnskabelig, ikke mindst læringsmæssig, tradition og har et helt andet syn på teknologi. Mange af Prehn & Rashid’s udtalelser og konklusioner kolliderer med, hvad vi ellers ved fra både medie- og uddannelsesforskning, hvor der lægges vægt på nuancer frem for forsimplinger.

Helt overordnet havde oplægget karakter af det fænomen, der kendes som ‘moralsk panik‘ – et fænomen som er velbeskrevet og grundigt studeret både i dansk og international forskning. I Danmark har eksempelvis Kirsten Drotner (SDU) og Malene Charlotte Larsen (AAU) begge beskæftiget sig indgående med at forstå og forklare børn og unges medievaner. Siden 1970’erne har stort set alle nye medier (tv, videofilm, computerspil og senest sociale medier) resulteret i uforholdsmæssig stor frygt for deres negative påvirkning af børn og unge. Men som Larsen (2010) skriver i sin ph.d. afhandling, med reference til Drotner (1999), så er der som oftest tale om et ensidigt fokus, hvor man overser at ‘mediet indgår som et element i en hverdagskultur, der for flertallet af børn og unge præges af mangesidighed, ikke ensidighed’. Problemet er, at sådanne massemediebårne moralske panikker afføder stor bekymring i befolkningen og i samfundet.

Larsen peger i sin afhandling på en række klassiske problematikker, hvor især den forsimplede online/offline distinktion er særlig interessant i denne sammenhæng. Det er efterhånden mange år siden, at forskningen bevægede sig væk fra skarpe adskillelser og fra at betragte det, som foregår online som noget ‘ikke-virkeligt’. For børn og unge – og mange voksne – er dét, der foregår online ikke mindre virkeligt, om end der naturligvis er forskelle ift. resten af den fysiske verden.

Internationalt kan Sonia Livingstone og danah boyd eksempelvis nævnes. boyd har gennem årene udforsket den frygt, der så ofte følger med nye medier og teknologier og som rammer alle, ikke kun børn. I en kronik med titlen ‘ Whether the digital era improves society is up to its users – that’s us‘ fra 2012, skriver boyd bla:

Technology doesn’t determine practice, but how a system is designed does matter. How systems are used also matters, even if those uses aren’t what designers intended. For example, as social media has gone mainstream, some fascinating shifts have emerged that require reflection. Yet, even as the conversation becomes more important to have, it’s often hard to talk in a nuanced way about the role that technology is playing in shifts that are already underway. (mine fremhævelser)

At teknologi aldrig er neutral, er der ikke noget nyt i, men ifm. keynoten bemærkede jeg, at Rashid’s kritik af sociale medier især gik på deres indbyggede/designede notifikationsmekanismer, der kan stresse børnene. For at nuancere billedet, kunne man her kigge på den del af medieforskningen, som har beskæftiget sig med affordance begrebet –  se eksempelvis Mogens Olesen (KU) arbejde hermed. Ganske vist tilbyder medier, teknologier og artefakter i øvrigt bestemte handlemuligheder, men vi brugere har også en tendens til at omgå disse og skabe vores egne betydningsfulde handlemuligheder. At dette også gør sig gældende ift. børns mediebrug fremgår eksempelvis af forskning foretaget for Medierådet for Børn og unge –  se eksempelvis Stine Liv Johansen (AU) og Malene Charlotte Larsen’s undersøgelse af 0-8 åriges brug af digitale medier i hjemmet, som også fokuserer på de aktive valg, der er mulige – og træffes. Pointen er altså, som også boyd skriver, at teknologi ikke determinerer vores praksis, og hun problematiserer spredningen af misinformation og frygt:

Networked media connects people to their friends and loved ones, but it also creates an infrastructure through which information can flow rapidly. Baby pictures and celebratory notices spread like wildfire, but so does misinformation and fear. How does such fearmongering affect society? Who is responsible for curbing fear? Is this a design issue? An individual responsibility issue? A societal issue?

Som jeg læser boyd og andre medieforskere, så er vores omgang med nye medier og teknologi så indfiltret i komplekse sociale sammenhænge, at forsimplede og meget ofte individfokuserede og kontekstuafhængige forklaringer kommer til kort og i værste fald tegner et fordrejet billede af virkeligheden. boyd afslutter med en opfordring til kollektiv refleksion og ansvarstagning ud fra devisen om, at vores mediebrug og -vaner er komplicerede (her især med fokus på teenagere), og at ‘the values of technologists have been baked into the infrastructure, but it’s also possible to change the ecosystem through cultural practices‘ (min fremhævelse).

Medieforskning er ikke blind for de reelle udfordringer, der kan være forbundet med vores omgang med de stadigt mere allestedsnærværende og gennemtrængende medier og teknologier, men forholder sig løbende kritisk til tillidsbrud, krænkelser og mobning for blot at nævne et aktuelt eksempel. På tværs af studier og målgrupper synes der at være enighed om, at moralsk panik og frygt ikke er vejen frem. Som Thomas Enemark Lundtofte (SDU) skriver i denne kronik om teknologifrygt, etik og overvågning, er der risiko for, at de dystopiske forklaringer og simple handlemuligheder (sluk, forbyd osv.), som tilbydes af selvbestaltede eksperter på komplicerede problemstillinger, blokerer for væsentlig indsigt:

Problemet er bare, at vi ikke får diskuteret det centrale spørgsmål, som handler om, hvordan vi gerne vil leve med teknologi. Når vi ikke får diskuteret det, så er det måske fordi spørgsmålet ikke afføder entydige svar. Vi har forskellige ønsker, grænser og behov i det digitaliserede samfund. (min fremhævelse)

Såvel som de øvrige nævnte forskere, opfordrer Lundtofte til kritisk stillingtagen på et nuanceret og balanceret grundlag. Grundet sagens kompleksitet, trækker medieforskningen ofte på beslægtede forskningsområder, og inden for feltet Human-Computer-Interaction er man også optaget af vores omgang med nye medier og teknologi. I dette oplæg, stiller Peter Dalsgaard (AU) det klassiske, men stadigt centrale spørgsmål ‘Do we shape technology, or does technology shape us?‘, og Dalsgaard har bla. disse pointer, som jeg synes på fin vis opsummerer, hvad der er på spil og hvad, der er behov for:

Med reference til Douglas Rushkkov’s ‘Progam, or be programmed‘, taler Dalsgaard om behovet for, at vi alle – børn, unge og voksne – udvikler socio-tekniske forståelser og kunnen. Målet er jo netop, at vi ikke skal blive slaver af teknologien, og måske i særdeleshed af de store kommercielle teknologivirksomheder.

Moralsk panik berører ikke alene vores generelle hverdagsliv, men forgrener sig således ofte også til mere konkrete praksisser i relation til skole- og uddannelsessammenhænge. At nye medier og digitale teknologier kan give distraktioner og medføre en række negative konsekvenser, er der vist ingen, som betvivler. Hvordan vi håndterer sådanne udfordringer, er imidlertid omdiskuteret. Inden for uddannelsesforskning har især Jesper Tække (AU) & Michael Paulsen (SDU) bidraget med nuancer gennem deres Socio Media Education Experiment, som var et aktionsforskningsprojekt om sociale medier i undervisning. At der var tale om aktionsforskning er væsentligt i denne sammenhæng, da studiet af teknologianvendelse i brugskonteksten bidrager til nuanceringer – i modsætning til eksempelvis studier baseret alene på laboratorieforsøg eller spørgeskemaundersøgelser. Tække & Paulsen har gennem deres studier vist, at undervisere håndterer inddragelse af og udfordinger med sociale medier i undervisningen ud fra forskellige strategier, der udgør et nuanceret kontinuum mellem forbud, refleksivitet og ligegyldighed. Hverken forbud eller ligegyldighed er hensigtsmæssige strategier, hvis vi – som også Prehn & Rashid synes at ønske – skal klæde børn og unge på til at kunne begå sig i et stadig mere digitaliseret samfund.

Koblingen mellem digital teknologi og undervisning og læring er langt mere kompliceret, end en enkelt eller to faglige discipliner kan begribe og redegøre fyldestgørende for. Det kræver, efter min mening, et nuanceret, tværdisciplinært fokus baseret på solide empiriske studier. Der er naturligvis grænser for, hvor mange nuancer, der kan være i en keynote, men forsimplinger leder sjældent til større forståelse, nok snarere misforståelse. Jeg opfattede som sagt Prehn & Rashid’s hovedærinde som værende sympatisk og relevant, men hvis vi skal gøre os forhåbninger om at lykkes med at (ud)danne børn og unge i, med og gennem digitale teknologier, må vi bevæge os ud over den deterministiske ‘stimulus-respons’ tænkning og anerkende, at mennesker er andet og mere end viljeløse, fortrinsvis primitive hjerner. For at blive i jargonen, har vi brug for at slukke for de behavioristiske forsimplinger og i stedet tænde for de socio-kuturelle og -materielle nuancer.

/Marianne

Reklamer

Ny pædagogisk-didaktisk viden om EUD – fra EUD-faglærere

Torsdag d. 1. marts 2018 blev de tre bedste afgangsprojekter fra Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP) kåret på konferencen ‘Ny Viden om Erhvervsuddannelser‘. Bedømmelseskomitéen består bla. af repræsentanter fra DEP-udbyderkredsen og Praxis forlaget lægger hjemmeside til og er medsponsor.

Uddannelses- og forskningsminister, Søren Pind var inviteret til at holde festtale og overrække præmierne.

Læs Søren Pinds tale ‘Når lærere lærer

Søren Pind holdt en god og vedkommende tale med mange morsomme sidebemærkninger. Han fremhævede bla. følgende:

I jeres afgangsopgaver gemmer sig en guldgrube af viden og inspiration. Det gælder hvad enten I beskæftiger jer med anvendelse af simulation på SoSu-uddannelsen, akademisering af elever på kontoruddannelsen eller voksne kursisters motivation for at deltage i livslang læring. Jeres afgangsopgaver kan være med til at sætte gang i de faglige diskussioner på lærerværelset og andre steder. Og forhåbentlig også gøre undervisningen på landets erhvervsuddannelser endnu bedre.

At dømme ud fra de tre vinderes egne ord, så er de allerede i fuld gang med at virkeliggøre deres ideer fra DEP-opgaverne i praksis – og det er jo netop hele formålet med DEP’en, at EUD-faglærerne bliver klædt på til at skabe bedre sammenhæng mellem teori og praksis.

Lisbeth Danielsen, der blev tildelt 3. præmien har i sin opgave været nysgerrig på følgende spørgsmål: Hvordan kan jeg være med til at skabe en kursusmodel, hvor inddragelse af kursisternes erfaring er med til at give dem forståelse for kursets formål, så de motiveres for at ændre deres faglige rolle?

Læs mere om Lisbeth her og download opgaven her.

 

 

Nina Kanstrup Kjær, der blev tildelt 2. præmien har i sin opgave været nysgerrig på følgende spørgsmål: Hvilke tegn på akademisering kan identificeres på kontoruddannelsen offentlig administration på Niels Brock? Hvilke strukturer og kulturer understøtter denne akademisering? Hvordan påvirker eller bidrager denne akademisering til kvalificeringen af eleverne?

Læs mere om Nina her og download opgaven her.

 

Helle Birkkjær, der blev tildelt 1. præmien har i sin opgave været nysgerrig på følgende spørgsmål: Hvordan kan jeg pædagogisk og didaktisk fremme anvendelse af simulation på SSAuddannelsen, så eleverne via transfer kobler teori og praksis og udvikler kompetencer som matcher branchens krav nu og i en fremtidig praksis?

Læs mere om Helle her og download opgaven her.

 

 

DEP-opgaverne bedømmes ud fra kriterier om billeder på lærerarbejdet, indsigtsfulde analyser, samt refleksion og udvikling, og som sådan er de gode eksempler på de faglærtes udvikling til faglærere.

/Marianne

EUD Videnscentre – hvad er meningen?

Aftalekredsen bag erhvervsuddannelses- reformen besluttede i 2017, at der skulle oprettes ni nye EUD videnscentre, ‘der blandt andet skal bidrage til at elever i erhvervsuddannelserne kan håndtere den hastige teknologiske udvikling og matche de kompetencer, som virksomhederne efterspørger på et digitalt arbejdsmarked’ (UVM).

Af ministeriets brev om indkaldelse til ansøgninger fremgår det, at videnscentrene får følgende overordnede mål:

  1. Understøtte de øvrige erhvervsskoler i deres arbejde med den digitalisering af uddannelserne, der følger af nye teknologier, og i at udarbejde og afprøve nye undervisningsforløb, der kan anvendes bredt i talentarbejdet.
  2. Bidrage til at alle elever i erhvervsuddannelserne udfordres og bliver så dygtige, som de kan.
  3. Bidrage til at uddanne elever i erhvervsuddannelserne til at håndtere den teknologiske udvikling og matche de kompetencer, som virksomhederne efterspørger på et digitalt arbejdsmarked.
  4. Øge erhvervsuddannelsernes prestige og dermed tiltrække flere ressourcestærke unge til uddannelserne.
  5. Bedre udnyttelse af erhvervsskolernes samlede rammebetingelser – herunder videndeling og samarbejde.

Det noteres, at ‘digitalisering af uddannelserne’ både omfatter et erhvervsfagligt og et pædagogisk fokus, hvilket betyder, at eleverne skal lære at håndtere de digitale teknologier, der indgår i deres uddannelse og fremtidige erhverv, men også at undervisnings- og læreprocesser skal understøttes af digitale teknologier. De ni centre placeres på værtsskoler rundt omkring i landet og indbefatter en række partnerskoler inden for udvalgte udannelsesområder (se en oversigt til sidst i dette indlæg).

På konferencen ‘Ny Viden om Erhvervsuddannelser‘, som foregik 1. og 2. marts, havde vi valgt at sætte fokus på disse nye videnscentre bla. ved at afholde en paneldebat mellem afdelingschef Jesper Nielsen* (UVM) og direktør Lars Kunov (DEG), som blev faciliteret af NCE’s institutchef, Henrik Vinther Odgaard.

Jesper Nielsen, Henrik Odgaard & Lars Kunov i debat på NVE-konferencen 2018.

Jesper Nielsen lagde for med at forklare om baggrunden for videnscentrene, der går en del år tilbage:

Samtidig har der også været en voksende erkendelse af, at de enkelte erhvervsskoler kun vanskeligt kan holde sig ajour med de nyeste teknologier, programmer, redskaber osv, hvorfor der også følger midler med til indkøb. Oprettelsen af de nye videnscentre hænger sammen med Regeringens forskellige dagsordener på digitaliseringsområdet, og Jesper Nielsen udtrykte en klar forhåbning om at centrene vil kunne bidrage til at flere unge får interesse for og opnår kompetencer inden for STEM. Her kunne jeg så godt tænke mig, at man – som flere også gør i USA, hvorfra begrebet stammer – begyndte at inkludere et A (arts/design, altså STEAM), således at mere humanistiske ideer, tænkninger og fremgangsmåder også kom frem i arbejdet med disse nye digitale teknologier.

Jeg har tidligere skrevet om Regeringens strategi og handleplan ift. EUD/de erhvervsrettede uddannelser inden for disse områder, og de var også synlige i oplægget. Jesper Nielsen fortsatte med ambitionerne for videnscentrene og tilføjede en forhåbning om, at initiativet vil kunne være med til at skabe et bedre samarbejde mellem aktørerne i sektoren og ikke mindst at udvikle undervisningen på erhvervsskolerne.

Lars Kunov startede med at fokusere på de kompetencer, som DEG mener bliver afgørende fremadrettet – også ift. videnscentrenes arbejde:


Læs mere om disse kompetencer her.

Her var det godt at se, at DEG også har fokus på mere end højt specialiserede kompetencer. Lars Kunov så både stærk faglighed og udvikling af faglig identitet som væsentlige ambitioner. På samme vis som UVM, ser også DEG et potentiale i centrene ift. bla. at styrke EUD’s prestige og tiltrækningskraft, og her tænker jeg, at det vil være væsentligt at tale til og med de unge som andet end ‘kommende højt specialiseret arbejdskraft’ – jf. EEO’s Helene Glundholts indlæg her.

Og iflg. DEG kan centrene yderligere bidrage til at hjælpe med at indfri nogle af de målsætninger, der bla. fulgte med den seneste EUD-reform:

Særligt interessant var det at se, hvilke områder DEG mener, at centrene skal være opmærksomme på i deres arbejde med at blive både lokalt/regionalt og nationalt forankrede og relevante:

Til denne liste, ville jeg tilføje et opmærksomhedspunkt ift. de erhvervsskoler, der ikke på den ene eller anden måde er tilknyttet videnscentre. Jeg talte med et par undervisere, der kom fra én af de skoler, der ikke er tilknyttet noget videnscenter, og de var meget nervøse for den åbenlyse konkurrencefordel som videnscenterskolerne får. Deres kommentar var, at man måske hellere skulle have placeret videnscentrene på neutrale lokationer. Under alle omstændigheder var mange deltagere på konferencen enige om, at den helt store udfordring bliver at gøre centrene nationale og bæredygtige ud over de allokerede midler, hvis indsatsen skal nytte noget på sigt.

Lars Kunov nævnte i denne forbindelse de tværgående initiativer, der også følger med centrene:

Ministeriet har også varslet, at det planlægges at etablere et 10. center for mere generel digitalisering på EUD-området – ifølge Jesper Nielsen var det dog endnu uafklaret, hvor dette skal placeres – og det vil være oplagt, at et sådant center får en rolle i også at opsamle og sprede viden fra de 9 øvrige centre.

Hvis man på forhånd havde sat sig ind i diverse information fra UVM om videnscentrene, var der reelt ikke noget nyt eller overraskende i Jesper Nielsens oplæg, men det var ikke desto mindre godt at få bekræftet, hvordan ministeriet tænker disse forskellige digitaliseringsinitiativer. Efterfølgende spurgte jeg Jesper Nielsen, om han havde nogen idé om, hvordan STILs nye kompetence dashboard tænkes ind ift. videnscentrene, men da det ikke er en del af hans arbejdsområde, havde han ikke hørt ret meget om det initiativ, så mere information om dette må vente til Danmarks Læringsfestival d. 6. marts, hvor dashboardet præsenteres.

Videnscentrene er stadig under oprettelse og der er mange ubesvarede spørgsmål. Der blev eksempelvis spurgt ind til hvilken rolle lærerne, de faglige udvalg og virksomhederne (aftagerne) kan tænkes at få. Ud over at alle aktører spås en central rolle, var det dog sparsomt med konkrete svar og initiativer. Iflg. UVM skal centrene evalueres første gang allerede i juni 2018.

/Marianne

*) Jesper Nielsen trådte til med få timers varsel, efter at UVM’s departementschef, Jesper Fisker havde måtte aflyse.

Oversigt over de ni videnscentre:

Automation og robotteknologi 
Syddansk Erhvervsskole (værtsskole), Herningsholm og EUC Syd.
TECHCOLLEGE (værtsskole), Mercantec, TEC, EUC Nordvest og NEXT

Velfærdsteknologi 
SOSU Nord (værtsskole), SOSU Frederica – Vejle – Horsens og SOSU Fyn
SOPU (værtsskole) og SOSU C

Procesteknologi 
EUC Lillebælt (værtsskole) og Kold College

Håndværk – design og arkitektur 
NEXT (værtsskole), Mercantec og TECHCOLLEGE

Håndværk – bæredygtighed, klimarenovering og byggeri 
Learnmark (værtsskole), Roskilde Tekniske Skole og Den jyske Haandværkerskole

Digital handel 
Aarhus Business College (værtsskole) og 11 partnerskoler

Databaseret service og forretningsudvikling
IBC International Business College (værtsskole) og 14 partnerskoler