Archive | Unge RSS for this section

It og frafaldstruede elever – et amerikansk litteraturstudie

IT-at-riskFor et par uger siden udgav Stanford Center for Opportunity Policy in Education (SCOPE) en spændende rapport om brugen af it i forhold til at støtte frafaldstruede elever. Rapporten opsummerer et litteraturstudie, hvor forfatterne har analyseret 70 nyere studier, der alle har brugt it til at støtte “high school students”, som var i fare for at droppe ud på grund af en række både personlige/sociale og faglige faktorer. Selve studiet, der formodes at definere, hvad der menes med eksempelvis både “high school students”, frafald, it og hvilke kriterier studierne er udvalgt fra, er endnu ikke offentliggjort*, og som sådan skal det følgende læses med en vis forsigtighed.

Desuagtet, at det således endnu ikke er muligt at gennemskue, hvordan forfatterne er nået frem til deres konklusioner, vil jeg på baggrund af min egen erfaring med at arbejde med it og undervisning gennem de seneste 15 år mene, at rapporten byder på nogle interessant fund, som også kan være relevante i en dansk EUD kontekst.

Forfatterne indleder med at problematisere brugen af it i undervisningen: i mange år har der været stor tiltro og store forhåbninger til, at it kunne løse alle mulige didaktiske-pædagogiske problemstillinger i skolerne, men de hævder, at it ofte ikke har levet op til forventningerne i forhold til frafaldstruede elever. På baggrund af litteraturstudiet, når forfatterne alligevel frem til følgende:

The good news is that research shows that if at-risk-students gain ready access to appropriate technology used in thoughtful ways, they can make substantial gains in learning and technological readiness (Darling-Hammond; Zielezinski & Goldman, 2014, s. 4).

Det interessante i denne sammenhæng er jo så hvad, der skal forstås ved hensigtsmæssig teknologi og gennemtænkte måder at bruge teknologien på? Til at forklare dette, har forfatterne udarbejdet en figur, der viser, hvad de kalder for “a digital learning ecosystem”, altså en form for digitalt læringsøkosystem:

DigitalLearningEcosystem(Darling-Hammond; Zielezinski & Goldman, 2014, s. 4).

Figuren illustrerer, hvordan forskellige didaktiske elementer relaterer sig til og påvirker hinanden. Hermed får forfatterne synliggjort en meget væsentlig pointe omkring valg og udbytte af it i undervisningen, nemlig at det afhænger af mål, teknologiske aspekter, læringskonteksten og den lærende. Figuren viser også, hvorfor det er så vanskeligt at sige noget skråsikkert om hvilken form for it, der har hvilken form for virkning – det afhænger af mange flere forskellige faktorer. Således fortsætter forfatterne:

The ecosystem is much more complex than the binary concepts of technology use that were common at the end of the twentieth century. (…) Even now, it is common for researchers to attend some but not all aspects of the digital learning ecosystem presented here. It is these details, however, that ultimately make the difference in technology outcomes (Darling-Hammond; Zielezinski & Goldman, 2014, s. 4 – min fremhævelse).

Enhver, der har undervisningserfaring genkender kompleksiteten, og således problematiserer forfatterne også, efter min mening, typiske effektstudier, der kun kan forholde sig til få variable. I litteraturstudiet har forfatterne forsøgt at forholde sig til denne kompleksitet og kommer med en række eksempler på studier, hvor det har været muligt at identificere flere faktorer. På denne baggrund når forfatterne frem til tre variable, der har indflydelse på, hvorvidt it med succes kan støtte frafaldstruede elevers læreprocesser og -mål:

  • interaktiv læring (med fokus på multimodalitet)
  • brug af it til at udforske og skabe, fremfor repetition
  • passende sammensætning af lærere og teknologi

Især den midterste pointe med at bruge it til højere ordens aktiviteter, også selv om der er tale om frafaldstruede elever, finder jeg interessant, da jeg kunne forestille mig, at mange lærere ville være nervøse ved at stille den form for krav til målgruppen, men her er det jo også værd at huske på, at der stadig kan differentieres indenfor forskellige niveauer i enhver form for taksonomi.

Nedenfor følger en række fremhævelser fra rapporten s. 7-14, hvor forfatterne uddyber de tre variable.

Scope_7

Scope_8

Scope_11

Scope_12

Forfatterne har også et par interessante overvejelser i forhold til Flipped Classroom, hvor de finder:

The studies that do exist suggest that college students in flipped classrooms are more likely to watch video lectures at home than to complete text-based reading, and that they learn more from interactive video lectures than other video lectures or in-person lectures (Darling-Hammond; Zielezinski & Goldman, 2014, s. 14)

Om dette også gælder “high school students”, og om frafaldstruede kan finde tid og rum til at benytte denne form for udenfor-skolen aktivitet, kan forfatterne ikke udtale sig om pga. manglende studier. Værd at bemærke her, er under alle omstændigheder, at succes med Flipped Classroom er forbundet med interaktiv video.

Rapporten lister også en række gode råd til beslutningstagere, der ønsker at bruge it til at støtte frafaldstruede elever:

  1. It-strategier bør gå efter 1:1 computer adgang
  2. It-strategier skal sikre hurtig internetadgang
  3. Frafaldstruede elever får størst udbytte af it, hvis der designes med henblik på høj interaktivitet og multimodalt engagement i forhold til materialer
  4. Det digitale didaktiske design skal muliggøre, at de frafaldstruede elever kan både skabe og tilegne sig ny viden
  5. Beslutningstagere og lærere bør stræbe efter blendede læringsmiljøer karakteriseret ved høj lærersupport og muligheder for interaktion mellem både elever og teknologi.

Endelig afslutter forfatterne med et væsentligt råd i forhold til lærernes kompetencer og skolens it-infrastruktur:

All of these recommendations must rest on a base of adequate supports for teacher learning about how to use the technologies and pedagogies that are recommended. In addition, such initiatives must include the technical assistance that educators need to manage the hardware, software, and connectivity that make technology infusion possible (Darling-Hammond; Zielezinski & Goldman, 2014, s. 15).

Alt i alt, er det en fin rapport som medvirker til at udfylde noget af det videnshul, vi har i forhold til brug af it til at støtte frafaldstruede elever. Når det så er sagt, vil jeg i øvrigt mene at alle typer af elever, vil kunne få gavn af ovennævnte råd.

/Mariis

*) Via Twitter har jeg været i kontakt med en af rapportens forfattere, Molly B. Zielezinski (@MollyBullock), som kunne fortælle, at studiet publiceres i løbet af efteråret. Når det sker, opdaterer jeg denne post med link.

Børns/unges kompetencer i videnssamfundet – et erhvervsskole perspektiv

Sammen med to kolleger har jeg i dette efterår undervist tre hold på valgmodulet ”Digitale teknologier i de erhvervsrettede uddannelser” på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP). Modulet består af syv lektioner, og i den sidste lektion var temaet digital dannelse. Som en del af denne lektion bad jeg alle tre hold om at identificere 10 kompetencer som deltagerne mente, at børn og unge skal være i besiddelse af for at kunne begå sig i videnssamfundet, og det kom der nogle interessante resultater ud af. Det kan bestemt diskuteres om deltagernes bud handler om kompetencer, evner, færdigheder og/eller viden, men for nuværende vælger jeg her blot at bruge kompetencebegrebet.

Skive-holdet bestod udelukkende af kvindelige undervisere fra PAU- og SOSU-området, og her havde deltagerne følgende bud sammenfattet i en Wordle, dvs. en ord-sky:

Skive

I ord-skyen ses ord der går igen fremhævet og jo tydeligere ordet vises, jo oftere er ordet blevet valgt. For Skive-holdet var der således fokus på etik, dannelse, vidensdeling, refleksion, sociale kompetencer, kreativitet og kildekritik og ansvar for egen læring.

Deltidsholdet bestod også af undervisere fra PAU- og SOSU-området med en overvægt af kvinder, og deres bud så således ud:

Deltid

For deltidsholdet var der således især fokus på nysgerrighed, kreativitet, samarbejdsevner, etik, kritiske evner og fordybelse.

Det sidste hold var et heltidshold, hvor deltagerne var undervisere på forskellige tekniske skoler og med en klar overvægt af mænd. Deres bud så således ud:

Heltid

Heltidsholdet havde især fokus på kulturel forståelse, socialt samvær, tidshåndtering, etik, kritiske evner og kreativitet.

Sammenfattes de tre bud, ser ord-skyen således ud:

Wordle_samletE13

For udenforstående kan de mange ord nok tåle lidt forklaring. Hvad angår etik, så lagde deltagerne på alle tre hold stor vægt på at børn/unge besidder nogle etiske/moralske kompetencer ift. deres handlinger ikke mindst i deres online liv. Eksempler her gik på børns/unges vurdering af, hvad man kan tillade sig at dele med andre (både om sig selv og andre), vurdering af konsekvenser, og dette blev nært koblet til børns/unges evner til at forholde sig kritisk ift. den megen information, der tilbydes og deles. I forlængelse heraf udtrykte deltagerne også bekymring for børns/unges (ofte manglende) evner til fordybelse og refleksion. Netop som konsekvens af den stadig stigende informationsmængde og en stigende angst for at gå glip af noget væsentligt og ikke være tilstrækkeligt deltagende, igen især møntet på online livet (jf. FOMO), blev børns/unges evner til at håndtere deres tid, at vælge til-og-fra, vurderet som en væsentlig kompetence. Børns/unges evner til at kunne håndtere forandring blev ofte italesat, og nysgerrighed og kreative evner blev vurderet som essentielle ift. at kunne følge med/omstille sig, og i mange tilfælde blev dette også koblet til en form for ansvar-for-egen-læring og livslang læring.

Interessant ift. disse ord-skyer er også nogle af de kompetencer som synes fraværende. De fleste ord relaterer sig til bløde kompetencer. Kulturfærdigheder såsom at kunne læse, skrive, regne og basale it-færdigheder blev ganske vist nævnt, men når disse ikke dominerer skyldtes det ifølge deltagerne ikke manglende prioritering, men at disse blev betragtet som selvfølgelige. I den forbindelse er det også interessant, at to af holdene lagde stor vægt på, at børn/unge skal besidde gode engelsk kundskaber.

Noget andet der slog mig ifm. disse øvelser, var fraværet af erhvervsrettede kompetencer – der er langt mere ånd end hånd i deltagernes bud. Da jeg nævnte dette for det sidste hold (som var Skive-holdet), var forklaring herpå dog ganske simpel. Øvelsen gik på at identificere børns/unges kompetencer, og derfor havde holdet slet ikke haft deres egne elever i tankerne. Således blev jeg lige mindet om, at som man spørger, får man svar ;-) Ovennævnte bud skal derfor ses som kompetencer deltagerne gerne ser at især grundskolen arbejder med. Det skal dog bemærkes, at deltagerne ikke fralagde sig medansvaret, men snarere udtrykte forhåbning om at kunne arbejde videre med erhvervsskoleeleverne på baggrund af sådanne grundlæggende kompetencer.

/Mariis

Bonus information:

  • Engelsk blogpost om ord-skyer – også på iPad