Arkiv | Myter RSS for this section

Hvordan håndterer vi myter – og forskningsformidling?

Der eksisterer en række myter indenfor den pædagogisk-didaktiske praksis. Tre af de mest sejlivede, som jeg desværre meget ofte støder på, er:

  • Synlig læring – her tænker jeg på hele effekt/Hattie-hypen
  • Læringsstile
  • Digitalt indfødte

Alle tre har gennem længere tid været udsat for stærk kritik – især blandt internationale forskere – og er reelt blevet “debunked”. Karakteristisk for disse myter er, at de appellerer til praktikere, fordi det er så dejlig bekvemt og i en vis udstrækning harmonerer med vores private anekdoter (jeg ser mig selv i spejlet her!). Interessant er også, at disse myter i stor udstrækning indgår i ministeriets og mange faglige organers vokabular.

Udfordringen er blandt andet, at der er et gran af sandhed i disse myter; ja, visse didaktiske elementer har større effekt end andre, ja mennesker lærer forskelligt – og ja, set kronologisk er visse unge opvokset med teknologi på en måde som ældre generationer ikke er.

Problemet er blandt andet alle de konsekvenser, som disse myter tilskrives – ikke mindst i forhold til hvad det kan og skal betyde for en pædagogisk-didaktisk praksis.

DebunkerClub
Billedet er hentet fra: http://www.debunker.club/ – der varmt kan anbefales.

Vi skal naturligvis kunne appellere til og kommunikere med praktikere, men i hvor høj grad kan vi – som forskere og professionelle i øvrigt – tillade os at gå på kompromis?

Min egen tilgang er, at jeg som underviser adresserer disse myter, lægger op til kritisk refleksion og i så vid udstrækning som muligt forsøger at komme med alternative måder at drøfte og tilgå fænomenerne på. Som underviser kan jeg altså bruge disse myter konstruktivt, hvilket jo også hænger sammen med min rolle som “gatekeeper”.

Som forsker finder jeg det imidlertid langt mere kompliceret. På Metropol er der et klart krav om, at vi skal “omsætte” vores forskning til praksis. Det vil sige, at der er en generel anerkendelse af, at vi ikke bare kan bruge vores forskning direkte ind i undervisningen eller ude i praksis. I denne forbindelse har jeg flere gange oplevet, at jeg er nødt til at gå på kompromis med min faglighed for at gøre min kommunikation forståelig. Det er ikke en kritik af hverken Metropols tilgang eller af praktikerne, men snarere en personlig undren og til tider frustration: hvordan kan jeg kommunikere troværdigt og samtidig forståeligt, således at den viden der skabes i forskningen reelt kan kvalificere og forhåbentlig anvendes?

Forskningsformidling – ikke bare i forhold til aflivning af myter, men helt generelt – er en tricky størrelse, men også meget spændende!

/Marianne

I The Debunking Handbook kan man i øvrigt læse om de risici, der kan være forbundet med at forsøge at aflive myter; nemlig at de forstærkes ..

Reklamer