Forførende formidling – om hjernekrymmel i teknologidebatten

Der synes at være en stigende tendens til at bruge illustrationer af hjernen og referencer til neurovidenskab i den aktuelle debat om anvendelse af digitale teknologier (fx computere, tablets, smartphones og videospil) i uddannelsessystemet. Det interessante er, at disse referencer bruges både af teknologikritikere og teknologienthusiaster.

Hvad angår teknologikritikere, hørte jeg i marts en keynote på Danmarks Læringsfestival med Anette Prehn og Imran Rashid, hvor der var fokus på hjernen både i ord og billeder. Begge har skrevet bøger, der også har fokus på hjernen og neurovidenskab i det hele taget, og ikke mindst Rashids (2017) bog Sluk – kunsten at overleve i en digital verden har fået meget opmærksomhed.

En af dette års mest omtalte teknologikritiske bøger er Jesper Balslevs Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse. Balslevs fokus på hjernen er ikke så udtalt, men han refererer dog til Manfred Spitzer og begrebet ‘digital demens’, når han beskriver de negative effekter af digitalisering.

Netop Manfred Spitzers bog Digital demens, der oprindeligt udkom på tysk i 2012, er nu udkommet på dansk med et opdateret forord, og her er der også billeder af hjernen og neurovidenskabelige forklaringer på fænomener som demens, afhængighed og manglende indlæring.

På den anden side har fokus på hjernen og neurovidenskab også været brugt til at argumentere for øget brug af digitalisering i uddannelse, ikke mindst ifm. personaliseret læring, således som det ses hos Area9 Lyceum (der i øvrigt benytter sloganet ‘It’s all about brains’ og et hjernelogo) i udvikling af deres adaptive læringssystem og hos KL i deres initiativ Teknologispring, hvor personaliseret læring ses som en vision for børne- og undervisningsområdet.

Set udefra, er dette fokus på hjernen og neurovidenskab en interessant, men også problematisk udvikling. Andreas Lieberoth fra Aarhus Universitet har meget rammende beskrevet den især negative udlægning af teknologianvendelse som noget, der ligner en spejling af tidligere tiders medieraseri, denne gang dog tilsat ‘en gavmild håndfuld hjernekrymmel‘. Men hvad er egentlig problemet, når man hælder lidt hjernekrymmel ud over sine (forskningsfaglige) budskaber?

Som begrebet hjernekrymmel antyder, så er der tale om mindre enheder (af et komplekst felt), der kan bruges til at forsøde et givent budskab. Når hjernen, og i det hele taget neurovidenskab, tillægges en sådan forklaringskraft, så skyldes det iflg. flere undersøgelser, at:

  1. folk føler sig mere overbevidste om forklaringer på psykologiske fænomener (som fx læring og afhængighed), når disse indeholder neurovidenskabelig information – også selv om sidstnævnte er irrelevant for argumentet (Minahan & Siedlecki, 2016Fernandez-Duque, Evans, Christian, & Hodges, 2015Rhodes, Rodriguez, & Shah, 2014), og
  2. billeder af selve hjernen (men ikke grafer el. billeder af hjerneaktivitet) øger folks oplevelse af validitet (McCabe & Castel, 2008).

Der er altså noget, der tyder på, at især billeder af hjernen og i det hele taget neurovidenskab besidder en forsødende, for ikke at sige forførende kraft. Og det gælder jo uanset om der argumenteres for eller imod et givent fænomen.

Derfor er der behov for at være særlig påpasselig, når man formidler emner baseret på neurovidenskab. I en artikel om neurovidenskab i den offentlige sfære, skriver O’Conner, Rees & Joffe (2012, p. 220), at ‘contemporary neuroscience carries particular social weight’ ift. folks opfattelser af sig selv og andre, fordi hjernen i det sekulariserede samfund repræsenterer ‘the seat of mind and self’. Og forfatterne fortsætter:

Consequently, the production of brain-related knowledge is culturally important, carrying implications for how people see themselves as individuals and human beings (ibid.).

Og dette skyldes, som vi også så ovenfor, at:

Brain-based information posses rhetorical power: logically irrelevant neuroscience information imbues an argument with authoritative, scientific credibility (ibid.).

O’Conner, Rees & Joffe’s artikel er baseret på et studie af den generelle mediedækning af neurovidenskab i England i perioden fra 2000-2010. I deres analyse heraf bygger de bla. videre på Racine et al. (2005, 2006, 2010 – som citeret i artiklen, p. 220), der identificerer tre tendenser i mediefortolkninger af neurovidenskab, som er:

  • Neurorealism – describes the use of neuroimages to make phenomena seem objective, offering visual proof that a subjective experience (e.g. love, pain, addiction) is a ‘real thing’
  • Neuroessentialism – denotes depictions of the brain as the essence of a person, with the brain as synonym for concepts like person, self or soul
  • Neuropolicy – captures the recruitment of neuroscience to support political or policy agendas

O’Conner, Rees & Joffe finder endvidere i deres studie, at hjernen ses som en ressource, en måde at differentiere og kategorisere folk på og endelig som bevis for dette og hint. Dette bør iflg. forfatterne have konsekvenser for både den offentlige debat og for beslutningstagere:

Incorporation of neuroscientific evidence into policy debate should be closely monitored to ensure that the contribution is substantive rather than purely rhetorical and that neuroscientific evidence is not used as a vehicle for espousing particular values, ideologies, or social divisions (ibid., p. 225).

Forfatterne slutter af med at konkludere, at det ser ud til at:

… the brain has been instantiated as a benchmark in public dialogue, and reference to brain research is now a powerful rhetorical tool. The key questions to be addressed in the coming years revolve around how this tool is employed and the effects this may have on society’s conceptual, behavioral, and institutional repertoires (ibid).

Min pointe med at referere til disse studier, er ikke at kritisere de ovennævnte forfattere, firmaer og institutioner i den danske debat for deres foki og inddragelse af neurovidenskab. Men jeg synes, at det er slående som ‘hjernekrymmel’ vinder ind i debatten, og jeg tænker, at alle vi uden for det neurovidenskabelige felt bør være ekstra opmærksomme, således at vi ikke ukritisk lader os forføre af hjerne-smarte argumenter og vores generelle påskønnelse af reduktionistiske forklaringer – hvad enten de er for eller imod, det vi nu debatterer.

OPDATERING

På Twitter gjorde Henning Wettendorff (@HenningCella) mig opmærksom på dette nummer af Børn og Unge, hvori der er fokus på neuropædagogik, og hvor der gives følgende 7 råd ift. at gennemskue og vurdere om, der er tale om seriøs hjerneforskning eller ej:

Rådene er udarbejdet af Andreas Lieberoth (@liberothdk) og hans kolleger, og er bla. beskrevet i denne artikel.

/Marianne

Reklamer

Om ‘moralsk panik’ og behovet for flere nuancer

På dette års Læringsfestival hørte jeg en keynote med Anette Prehn & Imran Rashid, som havde titlen ‘Klædt på til livet i en digital tidsalder‘. Både Prehn og Rashid har skrevet flere bøger om ‘hjernesmart’ og ‘sund’ teknologianvendelse, og holder jævnligt oplæg, der formidler forskningsresultater på en jordnær måde. Jeg har ikke læst deres bøger, men især Rashid’s (2017) bog ‘Sluk – kunsten at overleve i en digital tidsalder‘ har fået en del opmærksomhed i den offentlige debat. Prehn & Rashid’s keynote var beskrevet på følgende måde:

Årets første keynote på Danmarks Læringsfestival 2018 fokuserer på, hvordan vi bedst kan bruge de digitale muligheder til at fremme læring, dannelse og trivsel på landets uddannelsesinstitutioner.

I en digital tidsalder med konstante fristelser og distraktioner kræver det nemlig en vedholdende og værdibevidst indsats fra både undervisere og elever, hvis man vil styrke de ”stier” i hjernen, som skal forblive en vigtig rygrad på børn og unge resten af livet. En del af svaret er at lære børn og unge at træffe bevidste tilvalg af henholdsvis online eller offline – alt efter relevans og social hensigtsmæssighed – i stedet for at lade dem blive vænnet til kun én eneste virkelighed, nemlig den, hvori konstante forstyrrelser er et grundvilkår. Den digitale udvikling i dag forløber hurtigere og mere indgribende end nogensinde før. En dannelse, som skal kunne forberede individer til livet i det moderne samfund, handler derfor på den ene side om at lære at kunne skelne klogt mellem de kommercielt styrede opmærksomhedstyverier og de reelt brugbare teknologiske redskaber samt at kunne begå sig i nærvær og indre ro i en dynamisk verden, der i stigende grad digitaliseres.

Jeg var på forhånd indstillet på, at det ville blive en udfordring for mig at overhøre deres keynote – og det blev det. Men hvorfor nu det? Ovenstående lyder jo for så vidt meget fornuftigt?

For det første er selve formen, altså den populærvidenskabelige formidling, altid en udfordring for mig. Læringsfestivalen er ikke en forskningskonference, men slår sig op på at være ‘en mulighed for at blive inspireret og opdateret som underviser, konsulent, studerende, pædagog og leder.’ Det minder jeg mig selv om hvert år, men ikke desto mindre, kan jeg stadig blive udfordret og provokeret af forsimplede forklaringer og one-liners pakket ind i animerede slides, svulstig retorik og ofte plat humor, der bruges til at skabe gehør og velvilje hos publikum. Dette er ikke specifikt rettet mod Prehn & Rashid, men mere en kritik af genren. Der er ingen tvivl om at mange forskere, heriblandt jeg selv, kan blive bedre til at formidle forskning på en lettere tilgængelig måde, men forskning i, om og med mennesker er bare sjældent entydig, simpel eller let at forstå.

Og det bringer mig frem til min anden udfordring, nemlig indholdet. Både Prehn & Rashid er optaget af hjernens rolle ift. digital teknologianvendelse, og at dømme ud fra deres keynote, betragter de samspillet mellem mennesker og teknologi ud fra en behavioristisk ‘stimulus-respons’ tilgang.

Som et eksempel på denne tilgang, blev der indledningsvist refereret til det såkaldte Stanford Marshmallow experiment (fra 1960’erne). I dette eksperiment blev børn placeret foran en tallerken med én skumfidus med besked om, at hvis de kunne vente 20 min. med at spise den, ville de få en skumfidus mere. De børn, der faktisk kunne udøve selvkontrol og udsætte deres umiddelbare behov for tilfredsstillelse klarede sig, iflg. studiet, sidenhen bla. bedre i skoletest og blev ikke afhængige af vanedannende stoffer i modsætning til de børn, som ikke kunne vente. En, i øvrigt omdiskuteret, konklusion på eksperimentet blev, at viljestyrke og behovsudsættelse er væsentlige faktorer ift. forudsigelse af børns præstationer og livskvalitet senere i livet. Samtidig blev eksperimentet brugt som argument for ‘betingning’, dvs. en behavioristisk tænkning, hvor adfærd bestemmes af respons på og konsekvenser af stimuli. Og det var også sådan, at jeg opfattede Rashid bruge eksemplet med ord som ‘alt der går galt i verden skyldes folk, der tog den første skumfidus’, ud fra en forståelse af, at ‘sociale medier er vor tids skumfiduser’.

Ifølge Prehn & Rashid, så er størstedelen af vores adfærd lystbetonet og impulsstyret:

Og det får konsekvenser ift. vores/børns anvendelse af digitale og især sociale medier:

Som jeg forstod Prehn & Rashid her, så var pointen, at børns anvendelse af sociale medier hovedsageligt er impulsiv og lyststyret, dvs. at børn ikke magter at udøve selvkontrol og behovsudsætte, men pr. automatik reagerer så snart, der kommer en notifikation – hvilket de mener ikke blot er medvirkende til manglende koncentration, men også til stress og dårlig trivsel.

En væsentlig pointe hos Prehn gik på hjernens plasticitet, dvs. formbarhed, og en af de metoder Prehn advokerer for ift. at skærpe børns opmærksomhed og koncentrationsevne, er gennem øvelser med at tegne ‘stier i hjernen‘. Øvelsen har, så vidt jeg forstod det, som formål at træne elevernes bevidsthed om, hvilke ‘stier’ der fylder i deres adfærd og evt. ændre fokus på nogle af disse, hvilket iflg. Prehn er ønskværdigt , da ‘man bliver, hvad man træner hjernen til’. Herudover bemærkede jeg, at Prehn gentagne gange skelnede mellem online og ‘den almindelige’ virkelighed, og at Prehn mener, at sociale medier træner (eller betinger) børn til impulsive reaktioner, der sker ‘på bekostning af koncentration, selvkontrol og empati’.

De samme negative konsekvenser genfindes iflg. Prehn & Rashid i skolen, hvor digitale teknologier og især sociale medier giver for mange distraktioner sammenlignet med bøger:

Opsummerende opfordrede Prehn & Rashid til kritisk, reflekteret anvendelse af nye medier og digitale teknologier i skolen – hvilket jo er svært at være uenig i – og de stillede følgende spørgsmål:

Jeg hørte ikke Prehn & Rashid tale om deciderede forbud, men omvendt hørte jeg dem heller ikke tale om de positive pædagogiske-didaktiske anvendelsesmuligheder, der er for sociale medier og smartphones i undervisnings- og læreprocesser. Så jeg sad tilbage med en både trist og frustreret fornemmelse, selv om deres hovedærinde egentlig var sympatisk og relevant nok: at skabe opmærksomhed omkring nogle af de udfordringer, der kan være forbundet med digital teknologianvendelse for børn og unge (i skolen).

Der er, i min optik, mange problematiske forhold i Prehn & Rashid’s oplæg, som for størstedelens vedkommende hænger sammen med, at jeg kommer fra en helt anden videnskabelig, ikke mindst læringsmæssig, tradition og har et helt andet syn på teknologi. Mange af Prehn & Rashid’s udtalelser og konklusioner kolliderer med, hvad vi ellers ved fra både medie- og uddannelsesforskning, hvor der lægges vægt på nuancer frem for forsimplinger.

Helt overordnet havde oplægget karakter af det fænomen, der kendes som ‘moralsk panik‘ – et fænomen som er velbeskrevet og grundigt studeret både i dansk og international forskning. I Danmark har eksempelvis Kirsten Drotner (SDU) og Malene Charlotte Larsen (AAU) begge beskæftiget sig indgående med at forstå og forklare børn og unges medievaner. Siden 1970’erne har stort set alle nye medier (tv, videofilm, computerspil og senest sociale medier) resulteret i uforholdsmæssig stor frygt for deres negative påvirkning af børn og unge. Men som Larsen (2010) skriver i sin ph.d. afhandling, med reference til Drotner (1999), så er der som oftest tale om et ensidigt fokus, hvor man overser at ‘mediet indgår som et element i en hverdagskultur, der for flertallet af børn og unge præges af mangesidighed, ikke ensidighed’. Problemet er, at sådanne massemediebårne moralske panikker afføder stor bekymring i befolkningen og i samfundet.

Larsen peger i sin afhandling på en række klassiske problematikker, hvor især den forsimplede online/offline distinktion er særlig interessant i denne sammenhæng. Det er efterhånden mange år siden, at forskningen bevægede sig væk fra skarpe adskillelser og fra at betragte det, som foregår online som noget ‘ikke-virkeligt’. For børn og unge – og mange voksne – er dét, der foregår online ikke mindre virkeligt, om end der naturligvis er forskelle ift. resten af den fysiske verden.

Internationalt kan Sonia Livingstone og danah boyd eksempelvis nævnes. boyd har gennem årene udforsket den frygt, der så ofte følger med nye medier og teknologier og som rammer alle, ikke kun børn. I en kronik med titlen ‘ Whether the digital era improves society is up to its users – that’s us‘ fra 2012, skriver boyd bla:

Technology doesn’t determine practice, but how a system is designed does matter. How systems are used also matters, even if those uses aren’t what designers intended. For example, as social media has gone mainstream, some fascinating shifts have emerged that require reflection. Yet, even as the conversation becomes more important to have, it’s often hard to talk in a nuanced way about the role that technology is playing in shifts that are already underway. (mine fremhævelser)

At teknologi aldrig er neutral, er der ikke noget nyt i, men ifm. keynoten bemærkede jeg, at Rashid’s kritik af sociale medier især gik på deres indbyggede/designede notifikationsmekanismer, der kan stresse børnene. For at nuancere billedet, kunne man her kigge på den del af medieforskningen, som har beskæftiget sig med affordance begrebet –  se eksempelvis Mogens Olesen (KU) arbejde hermed. Ganske vist tilbyder medier, teknologier og artefakter i øvrigt bestemte handlemuligheder, men vi brugere har også en tendens til at omgå disse og skabe vores egne betydningsfulde handlemuligheder. At dette også gør sig gældende ift. børns mediebrug fremgår eksempelvis af forskning foretaget for Medierådet for Børn og unge –  se eksempelvis Stine Liv Johansen (AU) og Malene Charlotte Larsen’s undersøgelse af 0-8 åriges brug af digitale medier i hjemmet, som også fokuserer på de aktive valg, der er mulige – og træffes. Pointen er altså, som også boyd skriver, at teknologi ikke determinerer vores praksis, og hun problematiserer spredningen af misinformation og frygt:

Networked media connects people to their friends and loved ones, but it also creates an infrastructure through which information can flow rapidly. Baby pictures and celebratory notices spread like wildfire, but so does misinformation and fear. How does such fearmongering affect society? Who is responsible for curbing fear? Is this a design issue? An individual responsibility issue? A societal issue?

Som jeg læser boyd og andre medieforskere, så er vores omgang med nye medier og teknologi så indfiltret i komplekse sociale sammenhænge, at forsimplede og meget ofte individfokuserede og kontekstuafhængige forklaringer kommer til kort og i værste fald tegner et fordrejet billede af virkeligheden. boyd afslutter med en opfordring til kollektiv refleksion og ansvarstagning ud fra devisen om, at vores mediebrug og -vaner er komplicerede (her især med fokus på teenagere), og at ‘the values of technologists have been baked into the infrastructure, but it’s also possible to change the ecosystem through cultural practices‘ (min fremhævelse).

Medieforskning er ikke blind for de reelle udfordringer, der kan være forbundet med vores omgang med de stadigt mere allestedsnærværende og gennemtrængende medier og teknologier, men forholder sig løbende kritisk til tillidsbrud, krænkelser og mobning for blot at nævne et aktuelt eksempel. På tværs af studier og målgrupper synes der at være enighed om, at moralsk panik og frygt ikke er vejen frem. Som Thomas Enemark Lundtofte (SDU) skriver i denne kronik om teknologifrygt, etik og overvågning, er der risiko for, at de dystopiske forklaringer og simple handlemuligheder (sluk, forbyd osv.), som tilbydes af selvbestaltede eksperter på komplicerede problemstillinger, blokerer for væsentlig indsigt:

Problemet er bare, at vi ikke får diskuteret det centrale spørgsmål, som handler om, hvordan vi gerne vil leve med teknologi. Når vi ikke får diskuteret det, så er det måske fordi spørgsmålet ikke afføder entydige svar. Vi har forskellige ønsker, grænser og behov i det digitaliserede samfund. (min fremhævelse)

Såvel som de øvrige nævnte forskere, opfordrer Lundtofte til kritisk stillingtagen på et nuanceret og balanceret grundlag. Grundet sagens kompleksitet, trækker medieforskningen ofte på beslægtede forskningsområder, og inden for feltet Human-Computer-Interaction er man også optaget af vores omgang med nye medier og teknologi. I dette oplæg, stiller Peter Dalsgaard (AU) det klassiske, men stadigt centrale spørgsmål ‘Do we shape technology, or does technology shape us?‘, og Dalsgaard har bla. disse pointer, som jeg synes på fin vis opsummerer, hvad der er på spil og hvad, der er behov for:

Med reference til Douglas Rushkkov’s ‘Progam, or be programmed‘, taler Dalsgaard om behovet for, at vi alle – børn, unge og voksne – udvikler socio-tekniske forståelser og kunnen. Målet er jo netop, at vi ikke skal blive slaver af teknologien, og måske i særdeleshed af de store kommercielle teknologivirksomheder.

Moralsk panik berører ikke alene vores generelle hverdagsliv, men forgrener sig således ofte også til mere konkrete praksisser i relation til skole- og uddannelsessammenhænge. At nye medier og digitale teknologier kan give distraktioner og medføre en række negative konsekvenser, er der vist ingen, som betvivler. Hvordan vi håndterer sådanne udfordringer, er imidlertid omdiskuteret. Inden for uddannelsesforskning har især Jesper Tække (AU) & Michael Paulsen (SDU) bidraget med nuancer gennem deres Socio Media Education Experiment, som var et aktionsforskningsprojekt om sociale medier i undervisning. At der var tale om aktionsforskning er væsentligt i denne sammenhæng, da studiet af teknologianvendelse i brugskonteksten bidrager til nuanceringer – i modsætning til eksempelvis studier baseret alene på laboratorieforsøg eller spørgeskemaundersøgelser. Tække & Paulsen har gennem deres studier vist, at undervisere håndterer inddragelse af og udfordinger med sociale medier i undervisningen ud fra forskellige strategier, der udgør et nuanceret kontinuum mellem forbud, refleksivitet og ligegyldighed. Hverken forbud eller ligegyldighed er hensigtsmæssige strategier, hvis vi – som også Prehn & Rashid synes at ønske – skal klæde børn og unge på til at kunne begå sig i et stadig mere digitaliseret samfund.

Koblingen mellem digital teknologi og undervisning og læring er langt mere kompliceret, end en enkelt eller to faglige discipliner kan begribe og redegøre fyldestgørende for. Det kræver, efter min mening, et nuanceret, tværdisciplinært fokus baseret på solide empiriske studier. Der er naturligvis grænser for, hvor mange nuancer, der kan være i en keynote, men forsimplinger leder sjældent til større forståelse, nok snarere misforståelse. Jeg opfattede som sagt Prehn & Rashid’s hovedærinde som værende sympatisk og relevant, men hvis vi skal gøre os forhåbninger om at lykkes med at (ud)danne børn og unge i, med og gennem digitale teknologier, må vi bevæge os ud over den deterministiske ‘stimulus-respons’ tænkning og anerkende, at mennesker er andet og mere end viljeløse, fortrinsvis primitive hjerner. For at blive i jargonen, har vi brug for at slukke for de behavioristiske forsimplinger og i stedet tænde for de socio-kuturelle og -materielle nuancer.

/Marianne

NNU konference om ‘digital dannelse’ – også med fokus på EUD

10. april afholder Netværk for Netbaserede Uddannelser (NNU) konference, og årets tema er ‘Digital Dannelse – fleksible læringsformer i et fremtidigt perspektiv’. Konferencen foregår hos VIA, Campus Nord fra 9.30-16:00.

Arrangørerne, der kommer fra UCSyd, UCC og VIA, har fået sammensat et virkeligt spændende program. Beskrivelser af oplæg og praktiske informationer kan ses og downloades her:

NNU2018

Herunder følger arrangørernes beskrivelse af konferencen:

Med konferencen vil vi sætte begrebet digital dannelse til debat, særligt perspektiverne for menneske-teknologi interfacet, hvor vi forandrer teknologien og teknologien forandrer os. På den ene side kan man forstå teknologien som en forandringsfaktor og en udvidelse af vores muligheder for at modificere og ændre verden – på den anden side transformerer teknologien os, vores relationer og vores forhold til omverden.

Både uddannelse og skole har en særlig opgave i at undervise i værdifulde og meningsfulde tilgange til teknologi og bidrage til at vores studerende kan begå sig ansvarsfuldt og frit i det 21. århundrede. Men hvordan gør vi det? I forhold til planlægning og udformning af både tilstedeværelses- og netbaseret uddannelse vil konferencen forsøge at komme et spadestik dybere i forhold til at reflektere over betydningen af digital dannelse i uddannelserne.

Konferencen omfatter bla. oplæg fra uddannelsestæn­ker og -debattør Steve Wheeler, Plymouth Institute of Education og Anders Høeg Nissen kendt fra DR’s “Harddisken”, med et skarpt blik på teknologiens digitaliserede verden. Jeg glæder mig især til at høre Steve Wheeler, som jeg aldrig har oplevet, men kun har fulgt på hans blog og via twitter. Wheeler plejer at være både skarp og indsigtsfuld, så det skal nok blive interessant at høre ham tale om Learning with ‘e’s:

In this presentation I will briefly analyse new and emerging theories by evaluating their explanatory power in the context of technology supported learning. We will explore a number of allied concepts including personalised learning environments (Johnson & Liber, 2008), online collaborative learning (Selwyn et al., 2006), the wisdom of crowds (Surowiecki, 2010), open scholarship (Weller, 2011) and mobile forms of learning that leverage connected personal devices (Wheeler, 2015). I will then go on to discuss how the old and new theories might be combined to provide a more cogent and agile explanation of learning – the digital praxis of education – in the connected age.

Efter Wheeler er der fem forskellige forskningsoplæg, hvor jeg selv skal tale om ‘Grænser for dannelse i den digitale erhvervsuddannelse’. Over frokost er der så mulighed for at vælge mellem 16 forskellige oplæg over to omgange. Her skal der tales ud fra forskelligartede overskrifter, der tilsammen illustrerer spændvidden i feltet inden for professions- og efter-og videreuddannelser, som eksempelvis disse:

  • Dannelsen er ikke digital – men hvad er den så?

  • Teknologiforståelse i en professionsvirkelighed

  • Digital dannelse – et mål blandt flere

  • Filtret ind – medieret undervisning i et aktør-netværk-perspektiv

  • Skitser til en objekt-orienteret teknologiforståelse

  • Teknologien som forandringsfaktor i et fleksibelt blended design

  • Samarbejde og indsigt på tværs af uddannelser

Jeg er slet ikke i tvivl om at det nok skal blive en inspirerende og lærerig dag!

/Marianne