Arkiv | Forskning RSS for this section

Program for konferencen ‘Ny Viden om Erhvervsuddannelser’ 2018

1.-2. marts 2018, afholder vi i Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) igen konferencen ‘Ny Viden om Erhvervsuddannelser’ i DGI-byen:

Der vil igennem forskellige talkshops, oplæg og dialogfora være fokus på, hvordan der arbejdes på nye, kreative og innovative måder ude i praksis. Vi vil dykke ned i nogle af de nye videnscentre og gå i dialog om muligheder og udfordringer.

Der er lagt op til en spændende konference med en fin blanding af forsknings- og praksisbidrag, både i keynotes og talk-shops:

  • Professor, Lene Tanggaard (AAU) vil tale om ‘Når kreativitet bliver til innovation’
  • Adm. Direktør og medstifter Mads Thimmer (Innovation Lab) vil tale om ‘Fagre nye faglighed – Erhvervsskolerne i et fremtidsperspektiv’
  • Lektor, Dorrit Sørensen (NCE) vil tale om ‘Fagligt entreprenørskab i erhvervsuddannelserne’
  • Departementschef Jesper Fisker (UVM) og direktør Lars Kunov (DEG) vil gå i dialog om muligheder og udfordringer ift. de nye digitale videncentre

Envidere er der mulighed for at vælge mellem 6 forskellige talk-shops, som bla. vil handle om nye måder at lære på gennem brug af digitale teknologier, portfolio og ‘aktiv læring’.

Endelig kommer også kåring af de tre bedste afgangsprojekter fra Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik.

Personligt ser jeg meget frem til 2. dagen, hvor fokus er på de nye videnscentre med repræsentanter fra:

1. Automation og Robotteknologi
2. Velfærdsteknologi
3. Håndværk – bæredygtighed, klimarenovering og byggeri
4. Digital Handel

Det fulde program kan ses her og tilmelding foregår via dette link.

Mere om konferencen følger i det nye år.

/Marianne

Reklamer

Hvordan håndterer vi myter – og forskningsformidling?

Der eksisterer en række myter indenfor den pædagogisk-didaktiske praksis. Tre af de mest sejlivede, som jeg desværre meget ofte støder på, er:

  • Synlig læring – her tænker jeg på hele effekt/Hattie-hypen
  • Læringsstile
  • Digitalt indfødte

Alle tre har gennem længere tid været udsat for stærk kritik – især blandt internationale forskere – og er reelt blevet “debunked”. Karakteristisk for disse myter er, at de appellerer til praktikere, fordi det er så dejlig bekvemt og i en vis udstrækning harmonerer med vores private anekdoter (jeg ser mig selv i spejlet her!). Interessant er også, at disse myter i stor udstrækning indgår i ministeriets og mange faglige organers vokabular.

Udfordringen er blandt andet, at der er et gran af sandhed i disse myter; ja, visse didaktiske elementer har større effekt end andre, ja mennesker lærer forskelligt – og ja, set kronologisk er visse unge opvokset med teknologi på en måde som ældre generationer ikke er.

Problemet er blandt andet alle de konsekvenser, som disse myter tilskrives – ikke mindst i forhold til hvad det kan og skal betyde for en pædagogisk-didaktisk praksis.

DebunkerClub
Billedet er hentet fra: http://www.debunker.club/ – der varmt kan anbefales.

Vi skal naturligvis kunne appellere til og kommunikere med praktikere, men i hvor høj grad kan vi – som forskere og professionelle i øvrigt – tillade os at gå på kompromis?

Min egen tilgang er, at jeg som underviser adresserer disse myter, lægger op til kritisk refleksion og i så vid udstrækning som muligt forsøger at komme med alternative måder at drøfte og tilgå fænomenerne på. Som underviser kan jeg altså bruge disse myter konstruktivt, hvilket jo også hænger sammen med min rolle som “gatekeeper”.

Som forsker finder jeg det imidlertid langt mere kompliceret. På Metropol er der et klart krav om, at vi skal “omsætte” vores forskning til praksis. Det vil sige, at der er en generel anerkendelse af, at vi ikke bare kan bruge vores forskning direkte ind i undervisningen eller ude i praksis. I denne forbindelse har jeg flere gange oplevet, at jeg er nødt til at gå på kompromis med min faglighed for at gøre min kommunikation forståelig. Det er ikke en kritik af hverken Metropols tilgang eller af praktikerne, men snarere en personlig undren og til tider frustration: hvordan kan jeg kommunikere troværdigt og samtidig forståeligt, således at den viden der skabes i forskningen reelt kan kvalificere og forhåbentlig anvendes?

Forskningsformidling – ikke bare i forhold til aflivning af myter, men helt generelt – er en tricky størrelse, men også meget spændende!

/Marianne

I The Debunking Handbook kan man i øvrigt læse om de risici, der kan være forbundet med at forsøge at aflive myter; nemlig at de forstærkes ..

Hvorfor forsker vi, for hvem og hvordan?

I min afdeling– Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) – på Professionshøjskolen Metropol, har vi gennem længere tid haft en livlig debat om vores forskning. Baggrunden er, at vi skal igangsætte nogle større og længerevarende forskningsprojekter og udarbejdelse af de tilhørende projektbeskrivelser har givet anledning til mange spørgsmål især vedr. formål, mål, forskningsdesign og leverancer. Ud over at vi har drøftet disse spørgsmål internt i de enkelte projektgrupper, har vi også haft løbende drøftelser på afdelingsniveau. På Metropol har man valgt en integreret model for forskningen, hvilket i princippet betyder, at alle fastansatte undervisere skal deltage i forskningsprojekter og forskningsmiljøer bygges op lokalt i de enkelte institutter og afdelinger. Opbygning af forskningsmiljøer har stået på igennem et par år, men alligevel synes der stadig at være behov for nogle grundlæggende diskussioner og afklaringer. Det er ikke en kritik, men en konstatering af komplekse forandringstiltag tager tid, og i virkeligheden betragter jeg det som et sundhedstegn, at vi igen og igen vender tilbage til de mere grundlæggende spørgsmål; hvorfor, for hvem og hvordan.

I min forskningsprojektgruppe er vi fem personer, der har vidt forskellige faglige baggrunde og erfaringer med at bedrive forskning. Vi har derfor brugt meget tid på at læse og drøfte forskellige typer af baggrundsdokumenter vedr. forskning.

Uddannelses- og forskningsministeriet henviser til OECD’s Frascati-manual, når det kommer til definition af forskning, innovation og udvikling. Hvad angår forskning skelnes der mellem hhv. grundforskning og anvendt forskning, der har forskellige formål:

Grundforskning er eksperimenterende eller teoretisk arbejde med det primære formål at opnå ny viden og forståelse uden nogen bestemt anvendelse i sigte.

Anvendt forskning er eksperimenterende eller teoretisk arbejde, som primært er rettet mod bestemte anvendelsesområder. (UFM. no date – mine fremhævelser)

Kigger vi videre i Bekendtgørelse af lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser står der bla. følgende om formål og opgaver:

 §5.Professionshøjskolen skal med udgangspunkt i sit uddannelsesudbud varetage praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter i tæt samspil med det aftagende arbejdsmarked, øvrige uddannelses- og videninstitutioner og det omgivende samfund.

Stk. 2. Forsknings- og udviklingsaktiviteterne har til formål at tilvejebringe ny viden og konkrete løsninger på udfordringer inden for de erhverv og professioner, som professionshøjskolens uddannelser er rettet mod. (LBK nr. 936 af 25/08/2014 – mine fremhævelser)

Så langt ser det altså ud til, at vi på Metropol/i NCE skal bedrive anvendt forskning rettet mod bestemte anvendelsesområder indenfor vores erhverv og professioner. Spørgsmålet er så, hvilke anvendelsesområder og hvordan anvendt forskning skal forstås. Sidstnævnte er ikke en diskussion, der er ny eller unik for professionshøjskolerne, men genfindes i universiteternes modus 1 og 2 diskussioner. Metropols prodekan for Det Samfundsvidenskabelige og Pædagogiske Fakultet, Tobias Høygaard Lindeberg, har udtalt følgende i et interview med Forskerforum:

”Der står i loven, at vores forskning og udvikling skal være rettet mod de problemstillinger, professionen står over for, og være relevant for de uddannelser, vi udbyder. Så det er ikke fri forskning. Der skal være en direkte anvendelighed.” (Lindeberg i Forskerforum, 2014)

Et spørgsmål vi drøfter i denne forbindelse er, hvad der forstås ved ”fri” forskning, altså det vi ikke skal. Er ”fri” kun at forstå som en modsætning til anvendelig, eller ligger der mere i det? Og, hvem skal definere, hvad der er anvendeligt – og for hvem?

Noget andet som vi også er usikre på i min gruppe er, hvorvidt der skal/bør skelnes mellem om det er forskningen eller udviklingsaktiviteterne, der skal tilvejebringe konkrete løsninger – og hvordan skal disse i øvrigt forstås? Det har konsekvenser for forskningsdesign og leverancer.

Metropol har, som alle andre videregående uddannelsesinstitutioner, indgået en udviklingskontrakt med uddannelses- og forskningsministeren, der måske kan kaste lys over nogle af vores spørgsmål. Af mål 6 i den aktuelle udviklingskontrakt (s.12) fremgår det:

Metropoludviklingskontrakt_6

Forskning og udvikling skal altså kvalificere både uddannelser og konsulentydelser. Igen kan man spørge, om der skal/bør skelnes mellem hvad, der skal kvalificere hhv. det ene eller det andet. Men det tyder på, at forskning på Metropol først og fremmest tjener vores interne videnudvikling og måske er knap så orienteret mod det omgivende samfund – i hvert fald er det en indirekte orientering? Spørgsmålet er interessant fordi det drejer sig om, hvem der kan forvente at få udbytte af forskningen*, og her bliver ”tilvejebringelse af konkrete løsninger” også relevant.

Der er i min afdeling bred enighed om, at den forskning vi bedriver skal kunne anvendes i vores undervisning, men spørgsmålet om hvorvidt og hvordan (fx gennem udvikling af konkrete løsninger) vi skal forholde os til resten af praksisfeltet, er omdiskuteret. Her er det også vigtigt at bemærke, at NCE hører til EVU-området, dvs. vi efter- og videreuddanner erhvervsskolelærere som er en noget anden målgruppe, end dem vi finder på grunduddannelserne og hertil kommer en årelang tradition for samarbejde med praksis gennem forsøgs- og udviklingsarbejde og konsulentydelser ude på skolerne. For mange i NCE, vil fokus på anvendelse af ny viden i undervisningen alene derfor være et brud med hidtidig praksis.

Opbygning af et forskningsmiljø er et brud med hidtidig praksis, og der skal naturligvis være forskel på forskning og andre aktiviteter, men der venter os en spændende proces med at få nærmere defineret væsentlige grundlagsspørgsmål. Vi har derfor inviteret vores prodekan til vores næste fælles NCE-forskningsmøde for netop at få drøftet, hvordan vi kan forstå og praktisere anvendt forskning.

/Marianne

*) Der er mange interessenter ift. den forskning, der foregår på professionshøjskolerne – bla. aftagerne af vores dimittender. Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Niels Christian Barkholt, skrev i marts 2015 denne blogpost med fokus på videnomsætning og om at gøre forskning ”modtager-orienteret”. Selv om der tales ind i et specifikt felt, synes jeg, at Barkholt har mange gode pointer, der kan være med til at kvalificere forskningsdiskussioner på professionshøjskolerne mere generelt.