Arkiv | DigiTek_E13 RSS for this section

Børns/unges kompetencer i videnssamfundet – et erhvervsskole perspektiv

Sammen med to kolleger har jeg i dette efterår undervist tre hold på valgmodulet ”Digitale teknologier i de erhvervsrettede uddannelser” på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP). Modulet består af syv lektioner, og i den sidste lektion var temaet digital dannelse. Som en del af denne lektion bad jeg alle tre hold om at identificere 10 kompetencer som deltagerne mente, at børn og unge skal være i besiddelse af for at kunne begå sig i videnssamfundet, og det kom der nogle interessante resultater ud af. Det kan bestemt diskuteres om deltagernes bud handler om kompetencer, evner, færdigheder og/eller viden, men for nuværende vælger jeg her blot at bruge kompetencebegrebet.

Skive-holdet bestod udelukkende af kvindelige undervisere fra PAU- og SOSU-området, og her havde deltagerne følgende bud sammenfattet i en Wordle, dvs. en ord-sky:

Skive

I ord-skyen ses ord der går igen fremhævet og jo tydeligere ordet vises, jo oftere er ordet blevet valgt. For Skive-holdet var der således fokus på etik, dannelse, vidensdeling, refleksion, sociale kompetencer, kreativitet og kildekritik og ansvar for egen læring.

Deltidsholdet bestod også af undervisere fra PAU- og SOSU-området med en overvægt af kvinder, og deres bud så således ud:

Deltid

For deltidsholdet var der således især fokus på nysgerrighed, kreativitet, samarbejdsevner, etik, kritiske evner og fordybelse.

Det sidste hold var et heltidshold, hvor deltagerne var undervisere på forskellige tekniske skoler og med en klar overvægt af mænd. Deres bud så således ud:

Heltid

Heltidsholdet havde især fokus på kulturel forståelse, socialt samvær, tidshåndtering, etik, kritiske evner og kreativitet.

Sammenfattes de tre bud, ser ord-skyen således ud:

Wordle_samletE13

For udenforstående kan de mange ord nok tåle lidt forklaring. Hvad angår etik, så lagde deltagerne på alle tre hold stor vægt på at børn/unge besidder nogle etiske/moralske kompetencer ift. deres handlinger ikke mindst i deres online liv. Eksempler her gik på børns/unges vurdering af, hvad man kan tillade sig at dele med andre (både om sig selv og andre), vurdering af konsekvenser, og dette blev nært koblet til børns/unges evner til at forholde sig kritisk ift. den megen information, der tilbydes og deles. I forlængelse heraf udtrykte deltagerne også bekymring for børns/unges (ofte manglende) evner til fordybelse og refleksion. Netop som konsekvens af den stadig stigende informationsmængde og en stigende angst for at gå glip af noget væsentligt og ikke være tilstrækkeligt deltagende, igen især møntet på online livet (jf. FOMO), blev børns/unges evner til at håndtere deres tid, at vælge til-og-fra, vurderet som en væsentlig kompetence. Børns/unges evner til at kunne håndtere forandring blev ofte italesat, og nysgerrighed og kreative evner blev vurderet som essentielle ift. at kunne følge med/omstille sig, og i mange tilfælde blev dette også koblet til en form for ansvar-for-egen-læring og livslang læring.

Interessant ift. disse ord-skyer er også nogle af de kompetencer som synes fraværende. De fleste ord relaterer sig til bløde kompetencer. Kulturfærdigheder såsom at kunne læse, skrive, regne og basale it-færdigheder blev ganske vist nævnt, men når disse ikke dominerer skyldtes det ifølge deltagerne ikke manglende prioritering, men at disse blev betragtet som selvfølgelige. I den forbindelse er det også interessant, at to af holdene lagde stor vægt på, at børn/unge skal besidde gode engelsk kundskaber.

Noget andet der slog mig ifm. disse øvelser, var fraværet af erhvervsrettede kompetencer – der er langt mere ånd end hånd i deltagernes bud. Da jeg nævnte dette for det sidste hold (som var Skive-holdet), var forklaring herpå dog ganske simpel. Øvelsen gik på at identificere børns/unges kompetencer, og derfor havde holdet slet ikke haft deres egne elever i tankerne. Således blev jeg lige mindet om, at som man spørger, får man svar ;-) Ovennævnte bud skal derfor ses som kompetencer deltagerne gerne ser at især grundskolen arbejder med. Det skal dog bemærkes, at deltagerne ikke fralagde sig medansvaret, men snarere udtrykte forhåbning om at kunne arbejde videre med erhvervsskoleeleverne på baggrund af sådanne grundlæggende kompetencer.

/Mariis

Bonus information:

  • Engelsk blogpost om ord-skyer – også på iPad
Reklamer