Arkiv | Didaktik RSS for this section

Om forholdet mellem skole, undervisning og læring

Tidligere på ugen fulgte jeg en debat på twitter mellem @eDidaktik (Niels Jakob Pasgaard) og @NannaTolborg, som handlede om formålet med skolen. Jeg har ofte set Niels Jakob argumentere imod læring i den henseende, og jeg har undret mig. Så jeg blandede mig, og Niels Jakob opfordrede mig til at læse noget af den Hollandske uddannelsesforsker, Gert J.J. Biesta, der gennem de senere år har argumenteret imod, det han kalder for læringsgørelse (learnification) af uddannelse.

Den skole som Nanna og Niels Jakob diskuterede er Folkeskolen (FS), hvilket har betydning for, hvad der menes om formål mv. Det skal indledningsvist understreges, at jeg ikke personligt har erfaring som underviser i FS, så mine synspunkter er baseret på teori uden konkret erfaring, hvilket ikke er optimalt. Siden 1999 år har jeg derimod undervist på erhvervsskole, universitet og nu senest på professionshøjskolen Metropol, hvilket naturligvis præger min tilgang til undervisning og læring.

Nanna og Niels Jakobs diskussion udsprang af en anmeldelse i Folkeskolen.dk af bogen ”Læringscentreret skoleledelse” (Bjerg & Staunæs, 2015), hvor Niels Jakob kom med følgende kommentar:

NJP_FS250315

(kilde)

Hvis man kigger på FSs formålsparagraf, er der er tale om et pluralistisk formål med skolen, som sideløbende skal tjene både individets og samfundets interesser – der i øvrigt ikke nødvendigvis er sammenfaldende, men det er en anden diskussion.

FSformaal

(kilde)

Jeg bemærker, at formålet er tredelt, og at drejer sig om, at der gennem undervisning og forældresamarbejde skal skabes betingelser for læring og hvad, der nok skal tolkes som nutidens dannelsesideal (ofte italesat som livsduelighed*). Jeg lægger mærke til, at der er tale om, at eleverne både skal lære noget specifikt og få lyst til at lære mere, og at elevernes alsidige udvikling og samfundsdeltagelse er i fokus. Så jeg læser det altså sådan, at skolen har både læring og dannelse som formål, og at dette skal ske gennem undervisning – selv om ordet undervisning ikke fremgår.

Når jeg læser ”læring” og ”undervisning” ud af formålsparagraffen hænger det sammen med sætninger som ”give eleverne kundskaber og færdigheder”, ”give dem forståelse for …” og ”skabe rammer for …”. For mig handler undervisning primært om at skabe betingelser for læring af noget – fx viden om dansk kultur og historie. Desuagtet, hvad jeg i øvrigt mener om skolens formål, så er jeg altså ikke enig med Niels Jakob i, at læring ikke er skolens formål. Men vi kan nok godt enes om, at læring ikke bare skal skal være et mål i sig selv – nej, der skal læres noget. Og som jeg ser det, er det præcis dette noget, som underviseren skal træffe pædagogiske-didaktiske beslutninger omkring, dvs. undervisningens hvad, hvordan og hvorfor. Jeg tror dog ikke, at Niels Jakob og jeg er helt enige om omfanget af underviserens beslutningskompetence og ansvar.

I starten af marts delte Niels Jakob følgende interessante præsentation på slideshare:

I slide #2 skriver Niels Jakob følgende:

eDidaktik_slide2

Jeg kan følge Niels Jakob et langt stykke af vejen, men når det kommer til udgangspunktet, er jeg ikke enig. Skolen har, som vi så ovenfor, en dobbelt forpligtigelse ift. at varetage både individuelle og samfundsmæssige interesser, og som sådan må der tages udgangspunkt i de ministerielle formål og mål, når undervisningen skal planlægges. Skolen skal forberede til livet, men både det individuelle og det samfundsmæssige. Skolen skal forberede til videre uddannelse, og hvis ikke der var en vis ensartethed i den viden og de færdigheder og kompetencer, som elever kan forventes at være i besiddelse af efter endt skolegang, så ville det, efter min mening, underminere elevers fortsatte færd i uddannelsessystemet.

I slide #8 skriver Niels Jakob:

eDidaktik_slide8

Igen er jeg uenig, idet jeg mener, at ministeriet faktisk har defineret formålet og at det skal respekteres. Men baseret på min egen undervisningserfaring, vil jeg nu mene, at formål og ofte også mere konkrete læringsmål typisk er åbne for fortolkning, så jeg tænker at underviseren stadig har vide rammer. Her kan min manglende erfaring fra FS dog godt udgøre en bias – min oplevelse er, at der er meget fokus på målstyring/-kontrol i FS , og det kan reducere underviserens beslutnings- og handlemuligheder uhensigtsmæssigt. Eksempelvis mener jeg, at dette tiltag om, at lærerstuderende skal lære at undervise “læringsmålstyret” er dybt problematisk, idet det umiddelbart lægger op til en samlebåndsdidaktik, som fuldstændig underkender undervisningens situerede karakter og deraf følgende behov for variation. Men igen, må jeg understrege, at jeg udtaler mig fra distancen.

I slide #12 kommer Niels Jakob selv ind på fortolkningsmulighederne:

eDidaktik_slide12

Som skrevet, mener jeg også, at formål kan og skal tolkes – ikke mindst fordi der altid skal ske en tilpasning ift. lokale kontekster og elevers forudsætninger, men jeg er uenig i Niels Jakobs brug af ordet gerne. Jeg ville faktisk erstatte gerne med “- og altid i dialog med andre lærere, pædagogiske ledere og skoleaktører (fx forældre og andre faggrupper end lærere)”. Det hænger sammen med, at jeg ikke ser undervisning som et ansvar underviseren kan eller skal stå alene med. Med alle de krav, der stilles til undervisning fra mange forskellige sider af samfundet, mener jeg faktisk, at det kan være til underviserens egen fordel at få ansvaret delt med andre**. Det betyder i min optik ikke, at underviseren skal reduceres til en passiv nikkedukke, som blot skal tage ja-hatten på og makke ret ift. ledere og andre beslutningstageres forgodtbefindende (for nu at skrive mig ind i den aktuelle og lidet frugtbare FS-diskurs). Nej, samarbejdet og ansvarsfordelingen må naturligvis bero på en respektfuld dialog, hvor underviserens ekspertise og erfaring skal udgøre fundamentet. Og, det er nok her, at nogle FS-undervisere desværre oplever at blive overhørt og underkendt pga. dårlig pædagogisk ledelse.

Niels Jakob og jeg har før diskuteret forskellige emner på Twitter,  og som skrevet opfordrede han mig til at læse noget af Biesta, hvilket jeg nu har gjort i form af artiklen “Giving Teaching Back to Education: Responding to the disappearance of the Teacher” (Biesta, 2012). Det er, indrømmet, det eneste, jeg indtil videre har læst af Biesta, så igen må jeg erkende at være på lidt usikker grund, men ikke desto mindre synes jeg, at artiklen har kastet lyst over nogle af Niels Jakobs ideer og holdninger, som tydeligvis er præget af Biesta.

Biestas artikel udspringer af en bekymring over en samfundsudvikling,

[t]hat has been going on in our educational institutions and our societies more generally, which is the disappearance of teaching and the concomitant disappearance of the teacher. (Biesta, 2012, s. 35 – min fremhævelse)

Udgangspunktet er altså en bekymring for, at både undervisning og dermed samtidig underviseren er ved at forsvinde – ikke i bogstavelig forstand, men snarere forstået som vores/samfundets normative opfattelse heraf. Biesta peger på to hovedårsager, der hænger sammen:

  1. opfattelse af undervisning som ren kontrolinstans, og
  2. læringsgørelse af undervisning

Biesta advarer mod at reducere alt, hvad der er betydningsfuldt ifm. uddannelse til spørgsmål om læring (Ibid., s. 36), og han opsummerer sine pointer på følgende vis:

The quickest way to express what is at stake here is to say that the point of education is never that children or students learn, but that they learn something, that they learn this for particular purposes, and that they learn this from someone. The problem with the language of learning and with the wider ‘learnification’ (Biesta, 2010a) of educational discourse is that it makes it far more difficult, if not impossible, to ask the crucial educational questions about content, purpose and relationships. (Ibid., s. 36 – original kursivering)

For Biesta er formålet med uddannelse altså ikke at elever lærer, men at de lærer noget af bestemte årsager og af nogen. Vi ser altså, at Biesta lægger vægt på didaktikkens normative dimension – jf. også Niels Jakobs slide #3. Det kan synes en smule overflødigt at fremhæve, at læring i sig selv ikke bør være formålet***. Når jeg selv fremhæver læring som et af  FSs formål, ligger det implicit i min forståelse, at læringen naturligvis er rettet mod noget. Men jeg er med på, at Biestas fremhævelse hænger sammen med hans argumentation ift. læringsgørelse. Denne læringsgørelse, ser Biesta bla. udtrykt i den aktuelle diskurs om uddannelse, hvor han ser en voksende tendens:

[t]o refer to teachers as facilitators of learning, to teaching   as the creation of learning opportunities, to schools as learning environments, to students as learners and adults as adult learners, to the field of adult education as that of lifelong learning, and to the very idea of education as that of ‘teachingandlearning’—which I deliberately write as one word, as this is how many people nowadays seem to use it. (Ibid, s. 37)

Jeg er for så vidt enig med Biesta og Niels Jakob i, at der i efterhånden mange år har været et meget stort fokus på læring – og ofte desværre på bekostning af undervisning. Når vi i den danske pædagogiske debat – måske især initieret af Illeris’ arbejde – begyndte at vende blikket mod læring i sin tid, mener jeg imidlertid, at det var både nødvendigt og tiltrængt. Spørgsmålet er så bare, om vi har erstattet et stadig nødvendigt fokus med et andet?

Biesta forklarer læringsgørelse med forskellige forhold i samfundsudviklingen, men peger også på tendenser indenfor pædagogikken. Særlig vægt lægger han på den betydning som konstruktivistiske læringsteorier har fået i det pædagogisk-didaktiske arbejde:

But the most important factor in the rise of the language of learning and its impact on educational practice has been the emergence of new theories of learning, particularly constructivist approaches. Constructivist theories have shifted the emphasis away from the activities of the teacher towards those of the student and have thus put those activities—often referred to as ‘learning’ (but see Biesta, in press- a)—on centre stage.

Although constructivism is first of all a theory of learning, the uptake of this theory in schools, colleges and universities has led to a change in practice that is often characterised as a shift ‘from teaching to learning.’ (Ibid., s. 37)

Igen vil jeg give Biesta ret. Indenfor mit eget felt, omtalte vi eksempelvis Erhvervsuddannelsesreform2000 som en reform, der skulle afstedkomme skift i fokus fra undervisning til læring, og i den aktuelle FS-debat omtales reformen – i hvert fald af beslutningstagere – stort set kun som en læringsreform. Og ift. den rolle konstruktivistisk (og især socialkonstruktivistisk) læringsteori har fået, erindrer jeg tydeligt, hvordan studerende på universitetet ikke sjældent spurgte mig, om det var ok at bruge andre læringsteorier i deres opgaver. Jeg vil dog stille mig tvivlende overfor om “miseren” skyldes konstruktivistiske teorier per se, eller om det snarere skyldes den måde, hvorpå disse teorier er blevet fortolket og anvendt i det pædagogisk-didaktiske arbejde og diskurser. Det er imidlertid en længere diskussion, som jeg vil reservere til et fremtidigt indlæg.

Biesta udfolder naturligvis sine argumenter og har eksempelvis også bud på uddannelsens formål (1. kvalificering, 2. socialisering og 3. subjektivisering), underviseren som giver af undervisning, samt effekt- og evidensproblematikken. Alt sammen interessant og læseværdigt. For nu vil jeg dog afslutte med at kigge på Bieastas skelnen mellem “at lære fra” og “at blive undervist af”, hvorom han skriver:

When we learn from our teachers, we could say that we ultimately approach and use our teachers as a resource. The teacher here is structurally at the same level as a book, the internet or any other ‘learning resource’ in that when we learn from such resources we go to them with our questions in order to find (our) answers. We could say, therefore, that when we learn from our teachers we are in a very fundamental sense ‘in control’ of our learning and our engagement with our resources more generally.

This is precisely where the experience of ‘being taught’ is a radically different one, because when we are being taught by someone, something enters our field of experience in a way that is fundamentally beyond our control.(Ibid., s. 42)

Bista lægger her vægt på, at undervisning bringer noget “other”, noget fremmed ind i situationen, og som jeg læser ham, vægter han det at blive “undervist af” højere end det at “lære fra”. Jeg synes her, at Biesta underkender, at andre end underviseren (fx andre elever eller folk udenfor skolen) kan bringe noget fremmed til bords. Dermed returnerer han underviseren til en ekspertrolle, hvor der, efter min mening, ikke er langt til fordoms “jeg-alene-vide” opfattelsen af underviseren – hvilket, jeg mener, er fejlagtigt i et medialiseret videnssamfund. Men måske tolker jeg ham for firkantet her?

Det, der sammenfattende måske nok undrer mig mest, når jeg læser Biesta og diskuterer med Niels Jakob, er hvorfor et perspektiv nødvendigvis skal udelukke et andet? Hvis vi skal til at fokusere på underviseren og undervisning alene, gør vi os så ikke skyldige i netop det, som Biesta og Niels Jakob tilsyneladende opponerer imod; nemlig et ensidigt fokus på det ene eller det andet. Jeg synes, at der er en tendens til at skabe nogle falske dikotomier forstået sådan, at tingene adskilles for skarpt og den gensidige afhængighed går fløjten. Jeg ville foretrække et dialektisk syn på tingene ..

/Marianne

*) Jeg synes dette dannelsesideal er problematisk, fordi det knyttes så tæt til nytteværdi og dermed fuldstændig underkender dannelsens egenværdi – og at viden i det hele taget kan have værdi uafhængigt af praktisk nytte. Og hvad angår livsduelighed, lægger det så ikke også op til, at man omvendt kan være livsuduelig? Det er da en trist måde at opfatte mennesker på …

**) Også i et meget væsentligt videndeling og -udviklingsperspektiv, men det er en anden diskussion.

***) Det kan i øvrigt også diskuteres om ikke læring i nogle tilfælde kan være et mål i sig selv, men det er også en anden diskussion.

Reklamer

EUD-reform – fokus på it og undervisningsdifferentiering

I denne uge var jeg inviteret til at holde oplæg på en konference om EUD-reformen arrangeret af Praxis – Erhvervsskolernes Forlag og Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE). Temaet for konferencen var “Bedre erhvervsuddannelser på elevniveau”, og jeg var blevet bedt om at holde to forskellige oplæg: et rettet mod lederne og et rettet mod lærerne. Begge oplæg handlede i større eller mindre grad om it og undervisnings-differentiering, der er to fokusområder i den nye EUD-reform. Invitationen hang sammen med, at vi i NCE dels fungerer som paraplyorganisation for et FoU-projekt om Pædagogisk Ledelse, og dels at vi er i gang med en forundersøgelse om lige præcis it og undervisningsdifferentiering.

Tirsdag d. 16. september holdt jeg oplæg for lederne ad to omgange, og mine slides kan ses herunder. I disse to sessions deltog i øvrigt både ledere og lærere, hvilket understreger, at lærerne også er nysgerrige på, hvad lederne tænker om reformen og hvad, der egentlig forstås ved “pædagogisk ledelse”.

 

Onsdag d. 17. september holdt jeg plenumoplæg på den “store” scene – jeg følte mig i hvert fald lidt lille og klemt bag pult og høje borde, men heldigvis er mikrofonen jo opfundet ;-)

1709_1

Og de slides kan ses herunder:

 

I forhold til begge oplæg, var det vigtigt for mig at pointere, at undervisningsdifferentiering ikke er een bestemt metode, men et undervisningsprincip, der som sådan bør gennemsyre hele den didaktiske tænkning, hvilket faktisk kan være temmelig kompliceret. Og det bliver ikke mindre kompliceret af at inddrage it. Begge dele forudsætter stor didaktisk viden og kunnen, men det kan lade sig gøre – og lærerne kan og vil gerne. Min bøn til lederne var, at give lærerne rum (også mentalt) og tid – og i øvrigt at inddrage lærerene i stor udstrækning, da det er dem, der sidder med ekspertisen i forhold til kerneydelsen. I oplægget til lederne, trak jeg ikke blot på vores erfaringer fra projektet om Pædagogisk Ledelse, men også på en af EVA’s rapporter, hvor de har analyseret kvalitetsinitiativerne på EUD-området. En pointe heri, er at eleverne med fordel kan inddrages mere – også i arbejdet med at gøre det Fælles Didaktiske-Pædagogiske Grundlag (FDPG) levende i hele organisationen.

Desværre var jeg nødt til at suse hjem efter mit sidste oplæg pga. andre aktiviteter, men det var mit indtryk, at konferencen var en stor success – jeg nød i alle tilfælde at få snakket med både ledere og lærere. Det engagement, som EUD-ledere og -lærere altid udtrykker på trods af endnu en reform, er en kilde til stadig inspiration :-)

/Mariis

Indtryk fra konferencen kan ses i denne facebook-gruppe, hvor jeg også forventer, at der vil komme besked om de øvrige oplægsholderes slides.

Pædagogisk Ledelse på EUD – de første opmærksomhedspunkter og spørgsmål

PædLed_deltagereSom tidligere beskrevet er vi i NCE blevet udpeget som paraplyorganisation i FoU-programmet om udvikling af pædagogisk ledelse på erhvervsskolerne. I denne forbindelse har vi bl.a. ansvar for at organisere erfaringsudveksling mellem de 11 deltagende skoler og for at indsamle viden om, hvordan skolerne arbejder med udvikling af pædagogisk ledelse. I forhold til at indsamle viden har vi valgt at arbejde i faser, hvor der vil være fokus på forskellige aktiviteter, og hvor vi vil benytte forskellige metoder til indsamling af viden. Figuren nedenfor giver et overblik over processen:

PædLedelse_vidensindsamlingsprocessen

I januar 2014 afholdt vi det første fælles seminar på Kold College med deltagelse af ledelsesrepræsentanter fra skolerne (2 i gns.) og Undervisningsministeriets konsulent, Vibe Aarkrog, hvor mine kolleger Jørgen, René og jeg indsamlede den første viden.

Rene_2014-01-08 10.21.42

René holdt oplæg om de pædagogiske ledelsesudfordringer

Det skal bemærkes, at formålet med det første seminar primært var at lære hinanden og skolernes lokale udviklingsprojekter at kende – ikke desto mindre fik vi gjort os en del observationer ift. fænomenet pædagogisk ledelse. Idet forskning/viden om pædagogisk ledelse på erhvervsskoler er yderst sparsom, har vi i denne første fase valgt at tilgå vores data ud fra Grounded Theory principper, hvor vi så at sige lader data tale for sig selv uden at lade et prædefineret teoretisk perspektiv styre indsamling og analyse.

Vi havde på forhånd bedt skolerne om at forberede et kort oplæg om deres lokale udviklingsprojekt ift. pædagogisk ledelse, og i forbindelse med disse fremlæggelser bad vi alle deltagerne om at nedskrive deres overvejelser ift. ledelsesudfordinger forbundet med de respektive projekter. Dette resulterede i en række spørgsmål og kommentarer, og efter nærmere bearbejdning kan skolernes selvrapporterede opmærksomhedspunkter illustrereres som nedenfor:

Pædagogisk ledelse_EUD_150214

Opmærksomhedspunkter ift. pædagogisk ledelse
– baseret på data indsamlet 8. januar 2014

I forhold til disse opmærksomhedspunkter er det værd at bemærke, at disse er fremkommet på baggrund af skolernes projektfremlæggelser og som sådan kun repræsenterer et lille udsnit af den pædagogiske ledelseskompleksitet. På baggrund af fremlæggelserne blev der også forumleret en lang række interessante spørgsmål, som viser noget om, hvad der optager lederne:

Spørgsmål vedr. OK13/reformen

  • Hvordan fastholdes fokus på pædagogik efter OK13?
  • Hvad vil reformen bringe ift. pædagogisk ledelse?

Spørgsmål vedr. implementering af fælles didaktisk-pædagogisk grundlag

  • Er ETU’ens spørgsmål i overensstemmelse med det fælles didaktisk-pædagogiske grundlag?
  • Hvordan opnår ledelsen indsigt i undervisningen?
  • Pædagogisk ledelse kræver en kulturændring – hvordan i praksis?

Spørgsmål vedr. eleverne

  • Hvordan sikres et godt læringsmiljø?
  • Hvad er et godt læringsmiljø?

Spørgsmål vedr. lærerne

  • Hvad er lærernes/lærerteamets pædagogiske ledelsesopgaver? Er det identisk med klasseledelse?
  • Hvordan kan lærere med diplomuddannelse fungere som forandringsagenter? I ledelsens tjeneste?
  • Hvordan kommer man fra en individualiseret kultur med læreren som privatpraktiserende til et fælles pædagogisk-didaktisk grundlag?

Spørgsmål vedr. pædagogisk ledelse – aktionsorienteret

  • Hvordan synligøres ledelsen i pædagogiske udviklingsprocesser?
  • Hvordan kan team-baseret MUS være en del af pædagogisk ledelse?
  • Kan der identificeres tydelige mål for pædagogisk ledelse? Hvordan er sammenhængen mellem vision, strategi og handleplaner?
  • Hvad er den pædagogiske ledelsesopgave ift. skolens kerneydelse?
  • Hvordan findes passende balance mellem at lede og at uddelegere?
  • Hvordan får man tænkt ejerskab ind i den pædagogiske udviklingsproces?
  • Skal pædagogisk ledelse udrulles ift. hele skolen eller starte i det små?
  • Hvordan sikres at drift ikke overtager?
  • Hvad forventer medarbejderne af den pædagogiske ledelse?
  • Hvordan leder man relationer?
  • Er pædagogisk ledelse kun ledelse af undervisnings- og læreprocesser?
  • Hvilken grad af frivillighed skal der være i forandringsprocesser?
  • Hvordan praktiseres pædagogisk ledelse?
  • Hvordan synliggøres pædagogisk ledelse?
  • Pædagogisk ledelse kræver omprioritering af opgaver – hvordan?
  • Hvordan sikres passende balance mellem drift, økonomi og pædagogik?
  • Uddelegering af pædagogisk ledelse – er det muligt? Er det ønskeligt?
  • Hvordan omsættes strategiske intentioner taktisk?
  • Hvordan kan MUS bruges som værktøj ift. pædagogisk ledelse?
  • Hvordan kan ETU bruges som værktøj ift. pædagogisk ledelse? Hvordan anvendes elevernes kommentarer/evalueringer i praksis?

Spørgsmål vedr. pædagogisk ledelse – aktørorienteret

  • Hvad skal der til for at uddannelsescheferne bruger pædagogisk ledelse?
  • Hvilke barrierer oplever ledelsen ift. at lave pædagogisk ledelse?
  • Hvilke kompetencer skal ledelsen være i besiddelse af for at kunne praktisere pædagogisk ledelse?
  • Pædagogiske ambassadører/konsulenter – hvilket ledelsesrum har de?
  • Hvad betyder det at ledelsen skal udfordre lærernes faglighed? Hvordan skaber man legitimitet for det?
  • Rollemodel ift. pædagogisk udvikling contra afdelingsleder? Mellemlederrollen i forandring
  • Har ledelsen ejerskab til de pædagogisk-didaktiske indsatsområder?
  • Er den pædagogiske leder ”klædt på” til dialog med lærere/elever?
  • Hvordan sikres samspil i ledergruppen ift. forskellige kompetencer?
  • Hvordan kommer ledelsen ”til orde” i den daglige pædagogiske praksis?
  • Hvordan kommer ledergruppen til at fremstå som et ”enigt forum” ift. den pædagogiske praksis?
  • Nedsættelse af et pædagogisk udvalg?
  • Vil der være accept af at lederen træder ind på lærerens scene?
  • Hvordan sikres passende balance mellem pædagogisk ledelsesansvar og lærernes ansvar?
  • Er statiske funktionsbeskrivelser hensigtsmæssige i forandringsprocesser?

Som det fremgår er udvikling af pædagogisk ledelse en process, der fremkalder mange overvejelser, der især viser ledernes optagethed af at skulle blande sig i det, der historisk har været set som lærernes arena – det er ikke kun lærerne, men også i høj grad ledernes selv, der skal omstille sig.

På baggrund af ministeriets anbefalinger, har vi bedt skolerne tænke deres lokale udviklingsprojekter ind i en indsatsteoretisk ramme og tilbage i denne første fase af vidensindsamlingen står nu at bearbejde skolernes bud herpå. Den viden, vi opnår herigennem kombineret med data fra 1. seminar, vil vi efterfølgende bruge til at udarbejde bla. interviewguide til skolerne. I anden fase af projektet besøger vi skolerne (grupperet regionalt) på såkaldte erfadage, hvor vi dels tilbyder skolespecifik konsulentbistand, dels arbejder med erfaringsudveksling og endeligt interviewer repræsentanter fra de enkelte skoler.

Der er lagt op til nogle spændende dage!

/Mariis

Synliggørelse af studieaktivitet – timetælleri og didaktik

Her til formiddag postede en af mine tweeps, eDidaktik,  følgende på Twitter:

eDidaktik_150214

Linket henviser til denne artikel i Jyllandsposten, og handler kort sagt om:

Professionshøjskolerne føler sig provokeret af debatten om de studerendes korte arbejdsuge. En såkaldt »studieaktivitetsmodel« skal tydeliggøre, at uddannelse er andet og mere end tavleundervisning.

eDidaktik’s tweet medførte lidt debat om hensigtsmæssigheden i at bruge sådanne ”studieaktivitetsmodeller”. Som ansat på Professionshøjskolen, Metropol følger jeg naturligvis den type debat med stor interesse. Det skal dog straks bemærkes, at jeg ikke har arbejdet med den pågældende model. Modellen er, så vidt jeg har forstået det, i første omgang tænkt til brug på professionshøjskolernes grunduddannelser, og da jeg er ansat i NCE har jeg ikke berøring med disse, men derimod med efter- og videreuddannelse (af erhvervsskolelærere).  Ikke desto mindre har vi i NCE netop påbegyndt en pædagogisk-didaktisk udviklingsproces, hvor vi vil arbejde på at justere og udvikle vores primære uddannelse, nemlig Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP’en).

Én af eDidaktik’s anker mod sådanne modeller er risikoen for, at de studerende fratages ansvar for egen læring – og deri er jeg ikke nødvendigvis enig. Det er dog en diskussion med mange nuancer. For det første er der spørgsmålet om at visualisere diverse studieaktiviteter, og her skal man lige være opmærksom på ECTS-systemet.

ECTS står for European Credit Transfer System, og det er et internationalt pointsystem, der angiver den arbejdsbelastning, som et uddannelsesforløb er normeret til. 60 ECTS-point svarer til en gennemsnitsstuderendes fuldtidsstudiearbejde i et år, og ifølge Undervisnings- og Uddannelses- ministerierne svarer 60 ECTS til ca. 1650 arbejdstimer, mens 1 ECTS svarer til en gennemsnitlig studieindsats på ca. 27, 5 timer. De ECTS-point et forløb angiver omfatter den tid, som den studerende skal forvente at skulle bruge til undervisning, forberedelse, læsning, øvelser, opgave- skrivning, eksamen og andre aktiviteter, der er nødvendige for at gennemføre det pågældende forløb.

Det er min erfaring, at mange studerende ikke er bevidste om, hvad ECTS-systemets egentlig betyder, og i min tid på Aalborg Universitet (2003-2013) oplevede jeg dette både blandt masterstuderende og dagstuderende. Det vil sige at jeg oplevede, at både voksne (hvoraf mange faktisk var undervisere) og unge voksne, der fx kom direkte fra gymnasiet, godt nok havde hørt om ECTS og mange havde trods alt en ide´om, hvad det betød i teorien, men slet slet ikke i praksis, dvs. for deres egen studieaktivitet. I mange år brugte jeg derfor ECTS-oversigter for at synliggøre og italesætte de forskellige studieaktiviteter. En ECTS-oversigt kunne se ud som i eksemplet nedenfor (der dog er rettet mod DEP’en):

ECTS-oversigt

Når jeg oplevede, at en sådan oversigt kunne være hensigtsmæssig at bruge, hang det i høj grad sammen med synliggørelse. For mange studerende var det et stort spring ”at blive studerende” , mange var forvirrede og utrygge ift. forventninger, og mange efterlyste værktøjer til studieteknik. ECTS-oversigten var jo mit bud på, hvordan jeg forestillede mig, at de studerende kunne strukturere deres tid, men den var netop kun et bud. Studerende er forskellige og arbejder i forskellige tempi, nogle er stærke læsere, nogle er stærke opgaveløsere, og som sådan kan oversigten kun være et bud. Ofte vendte jeg derfor også tilbage til oversigten ifm. evaluering, hvor jeg så kunne danne mig et indtryk og evt. justere på mængden af litteratur, hjemmeopgaver mv. Og brugt på denne måde fungerede oversigten som et godt værktøj, både for mig og de studerende. I debatten på Twitter, var der såmænd også enighed om at synliggørelse kan være gavnligt:

eDidaktik_SuneWeile_150214

Imidlertid – og her deler jeg eDidaktik’s bekymring – kan sådan ECTS-oversigt udfoldes ift. detaljeringsgrad, og det er hvad jeg læser, at professionshøjskolernes uddannelsesudvalg, repræsenteret ved formanden Ulla Koch gør i eksemplet fra Jyllandsposten, som ses her nedenfor:

Studieaktivitet_JP140214

En så detaljeret oversigt over studieaktiviteter kan godt bekymre mig. Igen skal det dog påpeges, at jeg ikke har erfaring med modellen, ej heller med de studerende på grunduddannelserne, så der kan være forhold og argumenter, som jeg ikke er bekendt med. Når jeg udtrykker bekymring handler det i høj grad om det meget store arbejde, der skal lægges fra underviserne ift. at udarbejde så detaljerede oversigter på ugebasis hen over et længere studieforløb (der følger også detaljerede tekstbeskrivelser med i arbejdet). En anden bekymring kunne være den ”elevificering” som eDidaktik også påpegede på Twitter, idet en så detaljeret studieplan risikerer at fratage de studerendes ansvar og mulighed for at lære at strukturere deres egen studietid.

En anden anke eDidaktik havde var, at han havde svært ved at se, hvordan studieaktivitetmodellen kunne være et didaktisk værktøj. Og her kan jeg godt følge eDidaktik, hvis man kigger på ovennævnte figur alene. Imidlertid er der tale om en større pakke, hvor modellen her nedenfor også skal indtænkes:

Studieaktivitetsmodellen

Den erfarne didaktiker vil kunne se inspiration fra især Erik Prinds, og som sådan er der ikke noget nyt over selve modellen.  Det nye er, som jeg vurderer det, ideen om at skabe, hvad man kunne kalde et fælles pædagogisk-didaktisk grundlag på professionshøjskolerne. Som min egen dekan, Camilla Wang, påpegede på Twitter, så er det tanken, at arbejde med studieaktivitetsmodellen også skal være med til at illustrere – ikke kun overfor de studerende, men også i høj grad overfor omverden – at det at tage en professionsuddannelse ikke blot handler om at sidde som passive modtagere, men også indbefatter de studerendes egen aktive indsats på flere fronter.

CamillaWang_150214

Og som sådan synes jeg modellen er et rigtig godt bud til dialog mellem forskellige aktører.  I Jyllandsposten citeres en af de undervisere, der rent faktisk har erfaring med at brugen modellen, og alene den bevidstgørelse for både undervisere og studerende, der kan komme ud af arbejdet, synes jeg er både positivt – og tiltrængt.

Som tidligere nævnt, er vi i NCE nu så småt gået i gang med pædagogisk udvikling af vores egen DEP, og studieaktivitetsmodellen er én af de modeller, vi vil kigge på. Om modellen i tilstrækkelig grad tager højde for de særlige vilkår, der gælder for os og vores studerende, der jo som oftest er i arbejde, og hvor netop aftagerne (erhvervsskolerne og erhvervenes øvrige interessenter) spiller en meget aktiv rolle, skal jeg lade være usagt indtil videre.  Det er altid spændende at gå i gang med pædagogisk-didaktisk udvikling, og jeg tænker, at vi nok skal få nogle interessante diskussioner – også på baggrund af modellen.

/Mariis

Flere eksempler på hvordan Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle bruger modellen, kan ses her