Dataanvendelse og adaptive læringssystemer

Mandag d. 8. oktober 2018 deltog jeg i konferencen Den Digitale Erhvervsskole 6.0 arrangeret af forlaget Praxis, Uddannelsesforbundet, Danske Erhvervsskoler og -gymnasier, Danske SoSu-skoler og Danmarks Lærerforening. På dette års konference var fokus på ‘digitale læringsforløb’, hvilket bl.a. omfattede plenum oplæg om brug af data ifm. læringsforløb på erhvervsskoler og datainformeret lærersamarbejde. Hertil kom en række workshops, hvor jeg deltog i en om ‘Adaptiv læring i fire dimensioner’ og en om ‘De digitale læringsplatforme i praksis’. Det var nogle gode og informative oplæg og workshops med mange forskellige pointer. Her vil jeg fremhæve nogle af de pointer, som jeg tog med mig ift. den afsluttende debat om ‘adapative læringssystemer’, som jeg var blevet bedt om at moderere.

Brug af data i læringsforløb i erhvervsuddannelserne v. Pernille Hjermov (EVA)
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har gennemført en undersøgelse af erhvervsskolernes brug af data som et element i det pædagogiske udviklingsarbejde. Rapporten er endnu ikke offentliggjort, men Hjermov delte nogle af de foreløbige resultater. Skolerne og uddannelserne er nu så digitaliserede, at Hjermov advarede mod, at vi risikerer at drukne i digitale data. Der ligger derfor en stor ledelsesopgave i at organisere dataarbejdet, og Hjermov pegede på 5 væsentlige elementer, der med fordel kan fokuseres på, hvis data skal give mening ift. pædagogisk-didaktisk udviklingsarbejde:

Undersøgelsen dokumenterer en stor efterspørgsel på at vide mere om, hvordan data er blevet skabt, og hvad formålet med at anvende data skal være. Jeg synes også, at det er en meget vigtigt pointe, at data i sig selv ikke giver mening, men derimod skal bearbejdes og at dette tager tid. Her anbefalede Hjermov også, at man startede med at tage en diskussion om, hvordan data i det hele taget kan og skal forstås. Hvordan vi kommer fra data over information til egentlig viden, der kan anvendes meningsfuldt, er en stor udfordring, som kræver samarbejde på alle niveauer. Som Hjermov sagde, så er ‘dataarbejde et relationelt arbejde’. Skolerne indhenter typisk mange forskellige typer af data, og jeg overvejede i den forbindelse, om ikke der i den daglige (årshjuls-)praksis kan skelnes mere fordelagtigt mellem, hvem der beskæftiger sig med hvilke data. For netop ikke at drukne i dataoverflod, tror jeg, at det bliver vigtigt at beskytte især lærernes sparsomme tid.

Datainformeret teamsamarbejde – når data understøtter pædagogisk udvikling v. Niels Bjerre Tange (VIA)
Tid var også et emne i Tanges oplæg, der bød på et par dejligt konkrete eksempler på, hvordan lærere kan arbejde meningsfuldt med udvikling af datainformeret praksis. Tange var fokuseret på lærernes læring og udvikling, og mente at data kunne være med til at udfordre og kvalificere de antagelser, lærere har om egen praksis. Tange havde på baggrund af forskellige observationer bla. et bud på, hvordan et team (forstået som et Professionelt LæringsFællesskab, PLF) på en enkelt times møde kan få noget meningsfuldt ud af forskellige typer af afgrænsede data:

Ift. dette ville jeg nok tilføje, at der skal indgå noget systematisk opfølgning. Både i det enkelte team, men også på tværs og med deltagelse af den pædagogiske ledelse. Vellykkede møder kræver dog iflg. Tange, at der er etableret en klar teamkontrakt, der skal hjælpe med at strukturere og fastholde fokus:

Tange nævnte også en konkret observation, hvor medlemmer i et PLF diskuterede data om elever. Det var imidlertid svært at opnå enighed om, hvad data egentlig viste om eleverne. De lærere som kendte eleverne godt, havde andre fortolkninger, end de som ikke kendte eleverne så indgående. Der er ikke noget nyt i at fortolkning af data afhænger af ‘øjenene, der ser’, men det er vigtigt at gentage, da det siger noget om, hvor vanskelig og tidskrævende dataanalyse kan være i praksis. Og det aktualiserer udviklingen af en egentlig dataetisk praksis.

Både Hjermov og Tange advarede mod at tro, at datainddragelse kunne ses som en nem effektiviseringsløsning ift. pædagogisk-didaktisk udvikling, og begge påpegede ledelsens store ansvar og opfordrede lederniveauerne til aktivt at gå ind i arbejdet med at udvikle, monitorere og evaluere på skolernes digitale datapraksisser. Det handler, som jeg forstod oplægsholderne, om at udvikle en ny datakultur, hvor data ikke skal styre retningen, men informere og kvalificere praksis.

De digitale læringsplatforme i praksis v. Helga Schmidt Chemnitz (EUC Nordvestsjælland), Roelof Wouwenaar (ZBC) og Hans Jørgen Knudsen (NCE/Københavns Professionshøjskole)
Både på EUC Nordvestsjælland og på ZBC har man taget digitale læringsplatforme (Moodle/iPraxis) i brug og i denne workshop faciliterede min kollega dialogen mellem Chemnitz, der er malerfaglærer og Wouwenaar, der er digitaliseringschef. Fra begge fik vi helt konkrete eksempler på hvorfor og hvordan disse platforme indgår i den daglige pædagogiske praksis. Ift. den efterfølgende debat, var det dog især Wouwenaars oversigt over ZBC’s digitale teknologilandskab, som fangede min opmærksomhed:

Som det fremgår, har jeg markeret teknologierne i øverste venstre hjørne. Det illustrerer ikke-didaktiserede digitale teknologier, typisk sociale medier og services fra de store it-giganter. Her fortalte Wouwenaar, at han/ZBC er meget opmærksom på, at den pædagogiske-didaktiske anvendelse af digitale teknologier primært foregår gennem de systemer, der findes inden for den sorte ramme. Her er der nemlig tale om teknologier, hvor der kan indgås databehandleraftaler, hvilket er at foretrække – ikke blot af hensyn til regler og lovgivning (fx GDPR) som naturligvis er vigtigt, men også af mere dataetiske årsager.

Epinion har for nylig publiceret en undersøgelse af børn og unges adfærd omkring sociale medier og it-sikkerhed og er på vej med et opfølgende kvalitativt notat om skolernes håndtering af elevernes persondata og deres anvendelse af gratis digitale materialer. Heraf fremgår det, at skolerne (inkl. erhvervsskoler) har stor fokus på opbevaring og deling af personfølsomme data, men også, at der er udfordringer ift. eksempelvis anvendelse af sociale medier, hvor der mangler viden om it-sikkerheden og der hersker usikkerhed om, hvem der har ansvar ift. dataindsamling. Den manglende viden og usikkerhed genkender jeg fra min egen praksis med erhvervsskolelærere/-skoler, og derfor var det meget positivt at høre fra en skole som ZBC, hvor man altså forsøger at tage ansvaret alvorligt gennem udvikling af en egentlig dataetisk praksis.

Adaptiv læring i fire dimensioner v. Jan Krog Larsen (Area9 Lyceum)
Oplægget fra Larsen fandt jeg virkelig interessant, dels fordi jeg ikke vidste noget specifikt om det system, Rhapsode, som Area9 udvikler og anvender og dels fordi, der kan stilles så mange spørgsmål til arbejdet med adaptive systemer. Selv om det var vanskeligt at fange fuldt ud, hvad Area9 gør og tænker i løbet af et kort oplæg om et så komplekst system, så kommer her noget af det jeg noterede mig:

  • Termen ‘adaptiv læring’ er ikke entydig og derfor foretrækker Area9 at tale om personaliseret læring. Larsen betragter ikke nationale test som ‘adaptiv læring’.
  • Systemet er baseret på biologisk adaptive modeller og kunstig intelligens.
  • Det teoretiske fundament findes bla. i Fadel, Bialik & Trilling’s (2015) bog om fire-dimensionel læring, hvor der er fokus på viden, færdigheder, karakter og meta-læring
  • Det teoretiske fundament findes også i Blooms taksonomi. Der arbejdes i systemet med de laveste taksonomiske niveauer, mens det er op til læreren i undervisningen at arbejde med de højere niveauer. Det er således primært ‘viden’, der arbejdes med i systemet, mens de tre øvrige dimensioner lægges i undervisningen.
  • Alt indhold granuleres og gøres til konkrete mål. I en typisk undervisningsbog kan der, iflg. Larsen, være mellem 1500-2000 mål.
  • Indhold lægges ind af partnere, der også står for ‘curriculum design’ – mens Area9 står for indsamling og distribution. Hvordan forholdet mellem indholdspartnere, Area9 og de reelle brugere vægtes, er jeg i tvivl om.
  • Princippet bag systemet er ‘flipped learning’ – en form for avanceret lektielæsning, hvor systemet giver feedback, stiller spørgsmål og monitorerer progression.
  • Ud over faglige spørgsmål, spørges der også ind til elevens egen vurdering, der klassificeres ift. ubevidst/bevidst kompetence/inkompetence.
  • Endvidere arbejdes der med ‘recharge’, der så vidt jeg forstod det går ud på, at systemet gentager de elementer, den lærende har haft vanskeligheder med.
  • Læreren har også et dashboard, der bla. giver status på eleverne, som der kan handles ud fra.  Her synes jeg, at Larsen sagde, at læreren ikke selv skal tolke data, men snarere får målrettede handlingsanvisninger.
  • Læreren har mulighed for at anvende en tilknyttet ‘skills app’, der bl.a. kommer med bud på opfølgende opgaver og næste skridt i undervisningen.
  • Systemet kan iflg. Larsen tænkes ift. alle fag (det er allerede udviklet til US high schools), men vurderingen er, at det endnu ikke egner sig det mundtlige, gruppedynamikker og sociale aspekter. Her nævnes områder som ‘caring’ og ‘coaching’, der så vidt jeg forstod det, er områder, man arbejder på at udvikle.

Konferencen var målrettet erhvervsskoler, så der kom meget naturligt spørgsmål om, hvordan andre former for (ikke kodificeret) viden kunne tænkes at komme i spil, og her henviste Larsen til den nævnte ‘skills app’. Det var også en pointe, at Larsen og Area9 ofte oplevede at ibrugtagning af deres system krævede gentænkning af hele undervisningen – jf. inspirationen fra Fadel’s Center for Curriculum Redesign.

Undertitlen på Larsens oplæg var ‘fremtidens uddannelse i det 21. århundrede’, og set i det lys var jeg noget overrasket over, at der var tale om en art avanceret flipped learning, som jo kun adresserer en meget lille del af undervisning og læring. Men jeg kan sagtens have misset nogle pointer, og det kan også tænkes, at en uddybning af, hvad Area9 lægger i ‘curriculum redesign’ er langt mere omfattende end, hvad jeg lige nåede at opfatte. Endvidere gentog Larsen flere gange, at systemet ikke kan eller skal erstatte lærere og undervisning. Men læreren tiltænkes en anden rolle – sådan som det også er blevet fremhævet af andre, der arbejder med flipped learning.

Jeg synes som skrevet, at det var interessant at høre mere om Area9’s ideer og deres system, men der var mange aspekter, som jeg ikke helt fik fat i og en egentlig vurdering af systemets anvendelighed i en dansk kontekst, synes jeg kræver mere indsigt og en demonstration i praksis. Jeg synes i øvrigt heller ikke, at det lød som om, at Area9 har fokus på det danske uddannelsessystem lige pt. Der ligger i hvert fald nogle udfordringer ift. at få lavet indhold til så lille et sprogområde. Hertil og måske nok så vigtigt, kan det også tænkes at være mere passende til en amerikansk curriculum-kultur à la Tyler, mens der her i Danmark nok vil være mange som stiller spørgsmål ved, om det overhovedet giver mening at tale om, at læring kan findeles i kontrollerbare og fortløbende mikromål. Endelig synes jeg, at lærerens nye rolle som ‘træner’ ifm. anvendelse af denne type systemer fortjener en selvstændig debat. Træning og undervisning er for mig at se ikke det samme.

Debat om brug af adaptive læringssystemer – for og imod i en læringskontekst
I den afsluttende paneldebat deltog Jan Krogh Larsen (Area9 Lyceum), Morten Misfeldt (AAU) og Michael Lund Larsen (Det Nationale videnscenter for e-læring).

Jeg har vanskeligt ved at gengive debatten, da jeg ikke tog notater undervejs og der kom rigtig mange forskellige synspunkter og pointer frem. Min egen oplevelse var, at det blev en smule rodet fordi drøftelserne bevægede sig på forskellige niveauer. Nogle gange handlede det om principper og tanker bag, andre gange (og ofte) helt konkret om Area9’s system, som ingen af os (ud over naturligvis Larsen) havde set i funktion. Som Larsen også fremhævede i sin workshop, så er der ikke enighed om, hvad der skal forstås ved ‘adaptive læringssystemer’ og det giver de samme vanskeligheder, som når man diskuterer ‘digitalisering’. Arrangørerne havde bedt deltagerne om at forholde sig til følgende spørgsmål:

  1. Er adaptive læringssystemer måden vi skal lære på fremover, og hvad har det af betydning for elevernes læring?
  2. Hvad er de positive sider af adaptive læringssystemer?
  3. Hvad er de negative sider af adaptive læringssystemer?
  4. Hvordan skal skolerne håndtere teknologierne fremadrettet?

Som jeg oplevede det, så afhænger svarene på disse spørgsmål i høj grad af, hvilken type af adaptivt læringssystem, der menes. Det var nok tanken, at der kunne gives et generelt svar, men igen af deltagerne syntes at være direkte imod adapative systemer (jf. overskriften på debatten), da der netop kunne være tale om forskellige typer af systemer. Lund Larsen virkede umiddelbart som den, der var mest kritisk, hvilket han også har givet udtryk for i et par debatoplæg på Altinget her og her, hvor Area9’s direktør, Ulrik Juul Christensen kommer med et svar ind imellem. Lund Larsens pointe om, at adaptive systemer ikke kan bevæge sig ud over det lavtaksonomiske niveau og dermed være med til at udvikle kompetencer, som han gentog i debatten, blev ikke modsagt af Larsen, hvilket det så umiddelbart heller ikke er tanken, at det skal kunne jf. pointerne fra workshoppen oven for.  Misfeldt var især optaget af, hvad den type af systemer kan gøre ved det sociale aspekt af undervisning, og advarede også imod at bruge data fra denne type af systemer som den eneste form for vurdering af elever, læring og undervisning. Alle tre deltagere opfordrede til varsomhed ift. at tro, at adaptive læringssystemer kunne være svaret på diverse udfordringer i uddannelsessystemet. Det fremgik tydeligt, at disse kun skal ses som et supplement.

Een af mine største bekymringer vedr. adaptive systemer og i det hele taget brugen af data om elever, går på elevernes ret til privatliv. Her blev svaret at regler og love på området naturligvis skal overholdes. Men min bekymring rækker ud over regler og love, og handler snarere om, at jeg ikke er overbevist om at lærere, ledere og andre (fx forældre) bør have ret til at vide alt om elevers færden i digitale systemer – uanset intentionen. Det var en bekymring som Misfeldt godt kunne følge, for som han spurgte: kommer det så læreren ved, at han/hun kan se, at eleven har ‘læst lektier’ midt om natten? Jeg kan i hvert fald godt være bekymret for, hvordan det kan blive tolket og hvilke konsekvenser sådanne nye typer af ‘elevindsigter’ kan få.

Selv om det altså var min oplevelse, at debatten strittede lidt i alle retninger, så tog jeg det med, at vi har behov for langt mere viden om både adaptive systemer, dataanvendelse og ikke mindst dataetik – og det var faktisk også panelets afsluttende opfordring, at der bør etableres nogle erfaringsudvekslingsfora inden for området. Jeg er rigtig ærgerlig over, at jeg ikke kan gengive debatten mere udførligt, så derfor vil jeg opfordre til at dette læses som det det er, nemlig min oplevelse. Der er ganske givet nuancer og pointer, som jeg ikke har fået med.

/Marianne

OPDATERING

Slides fra de forskellige oplæg fremgår af denne side.

Reklamer

Nationalt Videnscenter for Automation og Robotteknologi

Syddansk Erhvervsskole (værtsskole), Herningsholm Erhvervsskole og EUC Syd (partnerskoler) er udpeget til stå for Videncenter for automation og robotteknologi. Videnscentret får til opgave at:

  • Levere både højt specialiseret udstyr og specialister.
  • Indkøbe og vedligeholde højt specialiseret udstyr og løbende vurdere behov for investering i udstyr.
  • Uddanne unge inden for automatikteknik og proces, industriteknik, smed, skibsmontør, elektriker, værktøjsuddannelse og CNC-teknikeruddannelse.
  • Gennemføre talentudvikling på specialer med talentspor.
  • Oprette faglærernetværk for erhvervsskolerne mellem videncentret og samarbejdsskoler.
  • Integrere ny teknologi i undervisningen med henblik på at kombinere teknologi og læring.
  • Tilbyde træningscamps forud for konkurrencer som Skills – et tilbud til alle skoler i Danmark.
  • Talentudvikling ved at udvikle og afprøve nye former for samarbejde mellem erhvervsskoler, virksomheder og videregående uddannelsesinstitutioner.

Min NCE-kollega, Hans Jørgen Knudsen, har taget en snak med videnscenterchef, Lars Mathiesen, som kan ses i videoen herunder:

/Marianne

EUD Videnscentre – hvad er meningen?

Aftalekredsen bag erhvervsuddannelses- reformen besluttede i 2017, at der skulle oprettes ni nye EUD videnscentre, ‘der blandt andet skal bidrage til at elever i erhvervsuddannelserne kan håndtere den hastige teknologiske udvikling og matche de kompetencer, som virksomhederne efterspørger på et digitalt arbejdsmarked’ (UVM).

Af ministeriets brev om indkaldelse til ansøgninger fremgår det, at videnscentrene får følgende overordnede mål:

  1. Understøtte de øvrige erhvervsskoler i deres arbejde med den digitalisering af uddannelserne, der følger af nye teknologier, og i at udarbejde og afprøve nye undervisningsforløb, der kan anvendes bredt i talentarbejdet.
  2. Bidrage til at alle elever i erhvervsuddannelserne udfordres og bliver så dygtige, som de kan.
  3. Bidrage til at uddanne elever i erhvervsuddannelserne til at håndtere den teknologiske udvikling og matche de kompetencer, som virksomhederne efterspørger på et digitalt arbejdsmarked.
  4. Øge erhvervsuddannelsernes prestige og dermed tiltrække flere ressourcestærke unge til uddannelserne.
  5. Bedre udnyttelse af erhvervsskolernes samlede rammebetingelser – herunder videndeling og samarbejde.

Det noteres, at ‘digitalisering af uddannelserne’ både omfatter et erhvervsfagligt og et pædagogisk fokus, hvilket betyder, at eleverne skal lære at håndtere de digitale teknologier, der indgår i deres uddannelse og fremtidige erhverv, men også at undervisnings- og læreprocesser skal understøttes af digitale teknologier. De ni centre placeres på værtsskoler rundt omkring i landet og indbefatter en række partnerskoler inden for udvalgte udannelsesområder (se en oversigt til sidst i dette indlæg).

På konferencen ‘Ny Viden om Erhvervsuddannelser‘, som foregik 1. og 2. marts, havde vi valgt at sætte fokus på disse nye videnscentre bla. ved at afholde en paneldebat mellem afdelingschef Jesper Nielsen* (UVM) og direktør Lars Kunov (DEG), som blev faciliteret af NCE’s institutchef, Henrik Vinther Odgaard.

Jesper Nielsen, Henrik Odgaard & Lars Kunov i debat på NVE-konferencen 2018.

Jesper Nielsen lagde for med at forklare om baggrunden for videnscentrene, der går en del år tilbage:

Samtidig har der også været en voksende erkendelse af, at de enkelte erhvervsskoler kun vanskeligt kan holde sig ajour med de nyeste teknologier, programmer, redskaber osv, hvorfor der også følger midler med til indkøb. Oprettelsen af de nye videnscentre hænger sammen med Regeringens forskellige dagsordener på digitaliseringsområdet, og Jesper Nielsen udtrykte en klar forhåbning om at centrene vil kunne bidrage til at flere unge får interesse for og opnår kompetencer inden for STEM. Her kunne jeg så godt tænke mig, at man – som flere også gør i USA, hvorfra begrebet stammer – begyndte at inkludere et A (arts/design, altså STEAM), således at mere humanistiske ideer, tænkninger og fremgangsmåder også kom frem i arbejdet med disse nye digitale teknologier.

Jeg har tidligere skrevet om Regeringens strategi og handleplan ift. EUD/de erhvervsrettede uddannelser inden for disse områder, og de var også synlige i oplægget. Jesper Nielsen fortsatte med ambitionerne for videnscentrene og tilføjede en forhåbning om, at initiativet vil kunne være med til at skabe et bedre samarbejde mellem aktørerne i sektoren og ikke mindst at udvikle undervisningen på erhvervsskolerne.

Lars Kunov startede med at fokusere på de kompetencer, som DEG mener bliver afgørende fremadrettet – også ift. videnscentrenes arbejde:


Læs mere om disse kompetencer her.

Her var det godt at se, at DEG også har fokus på mere end højt specialiserede kompetencer. Lars Kunov så både stærk faglighed og udvikling af faglig identitet som væsentlige ambitioner. På samme vis som UVM, ser også DEG et potentiale i centrene ift. bla. at styrke EUD’s prestige og tiltrækningskraft, og her tænker jeg, at det vil være væsentligt at tale til og med de unge som andet end ‘kommende højt specialiseret arbejdskraft’ – jf. EEO’s Helene Glundholts indlæg her.

Og iflg. DEG kan centrene yderligere bidrage til at hjælpe med at indfri nogle af de målsætninger, der bla. fulgte med den seneste EUD-reform:

Særligt interessant var det at se, hvilke områder DEG mener, at centrene skal være opmærksomme på i deres arbejde med at blive både lokalt/regionalt og nationalt forankrede og relevante:

Til denne liste, ville jeg tilføje et opmærksomhedspunkt ift. de erhvervsskoler, der ikke på den ene eller anden måde er tilknyttet videnscentre. Jeg talte med et par undervisere, der kom fra én af de skoler, der ikke er tilknyttet noget videnscenter, og de var meget nervøse for den åbenlyse konkurrencefordel som videnscenterskolerne får. Deres kommentar var, at man måske hellere skulle have placeret videnscentrene på neutrale lokationer. Under alle omstændigheder var mange deltagere på konferencen enige om, at den helt store udfordring bliver at gøre centrene nationale og bæredygtige ud over de allokerede midler, hvis indsatsen skal nytte noget på sigt.

Lars Kunov nævnte i denne forbindelse de tværgående initiativer, der også følger med centrene:

Ministeriet har også varslet, at det planlægges at etablere et 10. center for mere generel digitalisering på EUD-området – ifølge Jesper Nielsen var det dog endnu uafklaret, hvor dette skal placeres – og det vil være oplagt, at et sådant center får en rolle i også at opsamle og sprede viden fra de 9 øvrige centre.

Hvis man på forhånd havde sat sig ind i diverse information fra UVM om videnscentrene, var der reelt ikke noget nyt eller overraskende i Jesper Nielsens oplæg, men det var ikke desto mindre godt at få bekræftet, hvordan ministeriet tænker disse forskellige digitaliseringsinitiativer. Efterfølgende spurgte jeg Jesper Nielsen, om han havde nogen idé om, hvordan STILs nye kompetence dashboard tænkes ind ift. videnscentrene, men da det ikke er en del af hans arbejdsområde, havde han ikke hørt ret meget om det initiativ, så mere information om dette må vente til Danmarks Læringsfestival d. 6. marts, hvor dashboardet præsenteres.

Videnscentrene er stadig under oprettelse og der er mange ubesvarede spørgsmål. Der blev eksempelvis spurgt ind til hvilken rolle lærerne, de faglige udvalg og virksomhederne (aftagerne) kan tænkes at få. Ud over at alle aktører spås en central rolle, var det dog sparsomt med konkrete svar og initiativer. Iflg. UVM skal centrene evalueres første gang allerede i juni 2018.

/Marianne

*) Jesper Nielsen trådte til med få timers varsel, efter at UVM’s departementschef, Jesper Fisker havde måtte aflyse.

Oversigt over de ni videnscentre:

Automation og robotteknologi 
Syddansk Erhvervsskole (værtsskole), Herningsholm og EUC Syd.
TECHCOLLEGE (værtsskole), Mercantec, TEC, EUC Nordvest og NEXT

Velfærdsteknologi 
SOSU Nord (værtsskole), SOSU Frederica – Vejle – Horsens og SOSU Fyn
SOPU (værtsskole) og SOSU C

Procesteknologi 
EUC Lillebælt (værtsskole) og Kold College

Håndværk – design og arkitektur 
NEXT (værtsskole), Mercantec og TECHCOLLEGE

Håndværk – bæredygtighed, klimarenovering og byggeri 
Learnmark (værtsskole), Roskilde Tekniske Skole og Den jyske Haandværkerskole

Digital handel 
Aarhus Business College (værtsskole) og 11 partnerskoler

Databaseret service og forretningsudvikling
IBC International Business College (værtsskole) og 14 partnerskoler