Om behovet for dannelse og kreativitet i en ‘robottid’

Lars Geer Hammershøj er blevet interviewet til DPU’s magasin Asterisk om ‘Dannelse i en robottid‘. Det er et ganske kort interview, men Hammershøj har en række interessante pointer og bud på, hvordan vi bevarer ‘teten i samarbejdet med robotter og maskiner’.

Selv om Hammershøj er enig i analyser af, at mange job i fremtiden er i risiko for at blive overtaget af robotter, har vi mennesker stadig overtaget blandt andet pga. forskellige aspekter af vores sociale intelligens og robotter har også flere alvorlige mangler:

Robotters problem er, at de kun har data – men ingen intuition – at trække på. De kan derfor hverken være kreative eller innovative.

I stedet for at frygte den teknologiske udvikling, mener Hammershøj derfor, at vi/uddannelsesforskningen skal fokusere på ‘at blive klogere på, hvad der bliver brug for at lære i en fremtid, hvor teknologien får mere og mere indflydelse på vores hverdag’.

For Hammershøj ligger svaret i dannelse, som er dét, der ‘adskiller os fra dyr og maskiner, og det er også her, vi skal finde og dyrke vores fordel i kapløbet med robotterne’. Hammershøj, der har udgivet en række publikationer om dannelse, heriblandt ‘Dannelse i uddannelsessystemet‘, som jeg er i øjeblikket i gang med at læse, trækker i interviewet på en klassisk definition af dannelse som dét at blive menneske i og gennem samfund: ‘ Man dannes som menneske ved at overskride sin egen verden og involvere sig i en større verden’. Men selv om Hammershøj trækker på en klassisk forståelse af dannelse, har han også følgende pointe om, at dannelse forankrer sig historisk, hvilket betyder at:

For at være tidssvarende må ethvert dannelsesbegreb derfor bygge på en analyse af samtidens vilkår for dannelse. I dag er samfundet i høj grad præget af en accelererende forandringshastighed – ikke mindst takket være den teknologiske og digitale udvikling. Mit bud er, at dannelse netop af denne grund bliver vigtigere end nogensinde før.

Og Hammershøj fremhæver af samme årsag også kreativitet som en vigtig komponent i fremtidig uddannelse:

Ingen robotter vil blive udstyret med social og kreativ intelligens inden for de næste 100 år. Det er også dét, der får mig til at sige at vi ikke skal frygte robotterne, sålænge uddannelsessystemet arbejder målrettet på at styrke dannelsen – herunder kreativiteten – hos børn og unge.

Om Hammershøj har ret i sin forudsigelse om robotters evner, skal jeg ikke gøre mig klog på, men i denne artikel gives et fascinerende overblik over nogle de tiltag, der aktuelt gøres mhp. at give robotter mere menneskelige træk og eksempelvis gøre dem i stand til at træffe etisk vanskelige beslutninger og udvikle moralske kompetencer. I artiklen fremhæves, at robotter hverken har værdier eller forståelse af hvad de gør – de gør bare.

En interessant pointe i artiklen er i øvrigt, at vanskelighederne med at udvikle robotters mere avancerede evner eller færdigheder ikke blot er tekniske, men i lige så høj grad skyldes, at vi mennesker ikke selv er afklarede eller enige om eksempelvis værdier. Og dermed ligger der også i arbejdet med udvikling af robotter et potentiale for vores egen udvikling.

Samme pointe fremhæves i denne artikel om Industri 4.0., kunstig intelligens og hvad sådanne fænomener kan betyde for uddannelsessystemet:

In short, the AI-driven revolution will have its winners and losers. To win, it is vital not just to avoid being displaced by new technologies, but also to capitalize on the new opportunities they present.

Artiklen byder på en interessant kritik af det Japanske uddannelsessystem, der er karakteriseret ved at have fokus på faktalæring og færdighedstræning:

The Fourth Industrial Revolution will amount to a major test for a Japanese education system focused on reciting facts and performing formulaic calculations – precisely the areas where humans cannot compete with intelligent machines. With all of our technological developments, human ingenuity and creativity remain unmatched. We should make the most of that, and give our young people the opportunity to use their innate advantages as effectively as possible.

Det kunne man også godt tænke lidt over i en dansk uddannelsessammenhæng. Og det understreger Hammershøjs pointe om, at vi skal have fokus på dannelse og kreativitet – også i vores inddragelse af og omgang med teknologi, robotter osv.

I ovennævnte bog om dannelse i uddannelsessystemet, udfolder Hammershøj sine tanker om dannelse og skelner mellem almen dannelse, og det han kalder for professionsdannelse. Sidstnævnte finder jeg særlig interessant ift. EUD-området, så det vil jeg vende tilbage til, når jeg har fået læst mig lidt mere ind i tænkningen. I videoen herunder, kan man få et indtryk af, hvad det drejer sig om:

/Marianne

Ja tak til flere nuancer i en ‘debil’ debat!

I starten af januar kom det frem, at Vækstfonden har besluttet at investere 190 mio. kr. i det danske selskab Area9 Lyceum, der producerer såkaldt ‘adaptiv lærings- teknologi’. Vækstfonden er statens finansieringsfond, der har som formål at ‘fremme vækst og fornyelse i små og mellemstore virksomheder for på den måde at opnå større samfundsøkonomisk afkast‘.

Grundlægger og Direktør hos Area9, Ulrik Juul Christensen udtaler i den forbindelse:

Vores mål er at skabe verdens førende læringsteknologiske virksomhed til såvel uddannelsessektoren som erhvervslivet. Og forhåbentligt kan det skabe et kraftcenter i Danmark for uddannelsesteknologi og forskning.

Selv om Vækstfondens målgruppe ikke umiddelbart er uddannelsessektoren, har bevillingen vakt opsigt blandt uddannelsesforskere og -praktikere netop fordi Area9’s forretning handler om både uddannelse og træning gennem anvendelse af adaptive teknologier.

I et debatindlæg på Altinget:Uddannelse har Michael Lund Larsen, Centerchef på Det Nationale Center for e-Læring, udtrykt sin generelle skepsis over for adaptive læringssystemer. Lund Larsens erfaring er, at adaptive læringssystemer:

alene understøtter udvikling af viden og færdigheder baseret på fakta; altså viden om eller færdigheder i forhold til spørgsmål, der har en anerkendt løsning – et specifikt facit.

Og iflg. Lund Larsen bør vi bør ‘bevæge os ud over læringsteknologier, der kun understøtter udvikling af viden og færdigheder’, hvis Danmark skal blive til et fyrtårn inden for digital læring. I det 21. århundrede efterspørges, iflg. Lund Larsen kompetencer som

evnen til selvledelse og selvlæring, evnen til at samarbejde og indgå i sociale relationer (både lokalt og globalt), evnen til at tænke kritisk samt evnen til at være innovativ og kreativ, herunder at være problemløsende.

Altså kompetencer, der vedrører problemstillinger, der netop ikke har en løsning på forhånd.

Ulrik Juul Christensen har i en replik svaret på noget af kritikken:

Area9 er, efter ti års forskning og efter at have afprøvet vores adaptive læringsteknologi på over otte millioner elever og studerende, meget langt fra de hidtidige danske løsninger, og vi laver platforme, der netop kan skabe rum for det, som Michael Lund-Larsen efterspørger.

Juul Christensen nævner i denne forbindelse, at han sidder i advisory boardet for Center for Curriculum Redesign på Harvard University, ‘som netop arbejder med fremtidens standarder for fire-dimensional læring, der præcist indeholder de efterlyste kompetencer inden for de fire dimensioner: viden, færdigheder, karakter, metakognition’.

Kilde

Jeg formoder, at når dette nævnes, så må det betyde, at Area9 også arbejder ud fra ideen om ‘fire-dimensionel læring’, og at det er disse dimensioner, der nu, med Vækstfondens bevilling, skal arbejdes på i forhold til at udvikle 4. generation af adaptive læringssystemer. Juul Christensen nævner også, at der er

offentliggjort en række studier, der belyser den positive effekt, som vores anden- og tredje-generationssystemer for adaptiv læring har: Op til 90 procent af eleverne finder det relevant, de får markant højere karakterer, og frem for alt falder de ikke fra.

Det fremgår dog ikke hvor disse studier er offentliggjort, og jeg har heller ikke kunne finde dem på Areas9’s hjemmeside, så det er umuligt at vurdere, hvordan sådanne resultater er frembragt og hvordan de eventuelt hænger sammen med udvikling af mere kompleks viden, færdigheder og kompetencer, som rækker ud over fakta-niveauet.

Hvad angår ‘corporate learning’ har Area9 ‘påvist, at vores læringsplatform kan reducere studietiden med op til 50 procent, og at virksomheders kompetenceniveau løftes betragteligt i forhold til normale e-læringskurser.’ Igen er der ikke henvist til nogle kilder.

Juul Christensen efterlyser også, at debatten om e-læring (som vel i denne sammenhæng gøres synonym med adaptive læringssystemer) foregår på ‘et oplyst, videnskabligt grundlag’ og håber at

vi kan have en mere nuanceret dialog end den debile e-læring vs. lærere debat – den er helt irrelevant. Værdien af lærere kommer til at stige ved brug af intelligente teknologier.

Jeg ved ikke lige hvor Juul Christensen har oplevet, at debatten har handlet om ‘e-læring vs. lærere’. Det er ikke en problematik som eksempelvis Lund Larsen nævner i sit debatoplæg. Men under alle omstændigheder er det,  efter min mening, katastrofalt at lave en klassisk fejlslutning ved at udelukke debat om lærerens rolle ifm. anvendelse af digital læringsteknologi med et pennestrøg – for nu at blive i Juul Christensens eget sprogbrug. Den debat jeg har set, eksempelvis på Twitter og i øvrigt har deltaget i med kolleger, har ikke handlet om e-læring vs. lærere, men snarere om, hvad det er for en rolle og hvilket ansvar lærere kan tænkes at få ift. anvendelse af ‘adaptive læringssystemer’ – og det er ikke en ‘debil’ debat. Tværtimod.

Debat om anvendelse af teknologi i undervisnings- og læreprocesser er ikke ny i Danmark, men popper op med jævne mellemrum. Et aktuelt eksempel opstod ifm. Kommunernes lancering af deres ‘Teknologispring‘, hvor man bla. kunne se følgende vision for området omkring børn og læring:

Kilde

Set med mine pædagogiske-didaktiske briller er der mange virkelig problematiske forhold i denne vision. Juul Christensen skriver, at ‘værdien af lærere stiger’ ved brug af intelligente teknologier. Det er uklart for mig, hvad der menes hermed, men hvis fremtidens lærer reduceres til en data- og individfokuseret læringsmoderator som i Kommunernes vision, så kan jeg godt forstå betænkelighederne og ikke mindst behovet for at debattere det.

Der er for mig at se ingen tvivl om, at vejen til meningsfuld ‘e-læring’ må baseres på en kritisk og konstruktiv dialog mellem de involverede aktører, herunder særligt mellem industrien og de pædagogiske eksperter i form af forskere og praktikere inden for området. Derfor er det også positivt, at Juul Christensen og Area9 inviterer til dialog, men det vil nok være klogt ikke på forhånd at afvise, hvad der er legitimt at debattere, men derimod at lytte og forsøge at blive klogere på de bekymringer, der eksisterer.

Måske kunne et første skridt være at gøre Area9’s visioner, baggrund og projektplan mv. offentlig tilgængelig, således at debatten reelt kan tages af alle på et mere nuanceret og oplyst grundlag?

/Marianne

STIL præsenterer ‘kompetence dashboard’ på Læringsfestivalen 2018

Undervisningsministeriets ‘Styrelsen for It og Læring‘ (STIL), har annonceret, at styrelsen, på Danmarks Læringsfestival 2018, vil præsentere et ‘dashboard’, der kan vise hvilke digitale kompetencer arbejdsmarkedet efterspørger. Et ‘dashboard’ kan, iflg. Version2, beskrives som en visuel repræsentation af de data, der følges og opsamles og består ofte af udvalgte grafiske visninger i form af trafiklys, speedometre eller grafer. STIL skriver om redskabet:

Arbejdsmarkedets efterspørgsel efter digitale kompetencer
Hvilke konkrete digitale kompetencer efterspørger arbejdsmarkedet egentlig? Hvilke programmeringssprog er i fremvækst, og hvordan er efterspørgslen efter kompetencer indenfor robotteknologi?

Det og meget mere kan man blive klogere på via machine learning og automatiseret analyse af realtidsdata fra godt 1. mio. jobopslag fra de seneste ti år. STIL har udviklet en prototype på et dashboard, der viser arbejdsmarkedets efterspørgsel efter digitale kompetencer blandt faglærte og ufaglærte. Dashboardet giver bl.a. mulighed for at dykke ned i helt detaljerede kompetencer inden for konkrete programmer og inden for specifikke jobområder, fx tømrere, elektrikere, detailhandel etc.

Præsentationen foregår ved specialkonsulent, Line Steinmejer Nikolajsen (STIL) d. 6. marts på læringsfestivalen. Min erfaring er, at rigtig mange EUD-faglærere er usikre på, præcis hvilke digitale kompetencer arbejdsmarkedet efterlyser. Så umiddelbart synes jeg, at det lyder interessant, og det er en præsentation, som jeg glæder mig til at høre. Jeg ved ikke ret meget om hverken ‘machine learning’, ‘automatiserede analyser’ eller såkaldte ‘dashboards’, men via Twitter, henviste Rune Heiberg Hansen fra Danmarks Akkrediteringsinstitution (AI) mig til denne analyserapport fra 2015  ‘Veje til viden om fremtidens kompetencebehov‘ – tak Rune :-)

Rapporten, hvor AI har undersøgt nærmere, hvordan uddannelsesinstitutioner arbejder med at sikre relevante uddannelser og hvilke kilder til viden, der anvendes i denne forbindelse, er god at blive klog på ift. hvordan eksempelvis en ‘jobopslagsanalyse’ kan foregå og fungere. I rapporten tages udgangspunkt i Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelsers definition af kvalitet og relevans på enkelte uddannelser, der lyder således:

Kvalitet og relevans i den enkelte uddannelse handler om både omfanget og indholdet af de studerendes læring. Det vil sige, både om de studerende lærer tilstrækkeligt meget på et tilstrækkeligt højt niveau, og om karakteren af det lærte matcher den kombination af viden og kompetencer, som sikrer uddannelsens anvendelighed. (AI, 2015, s. 11)

Her synes jeg, at det er værd at bemærke udtrykket ‘uddannelsens anvendelighed’, der i min optik rækker ud over arbejdsmarkedets aktuelle behov, hvilket jeg vender tilbage til. Selv om rapporten således har fokus på videregående uddannelser, kan den måske godt give et indblik i hvordan STILs kommende jobopslagsanalyse ‘dashboard’ kan se ud og hvordan det kan tænkes anvendt.

AI forklarer ‘jobopslagsanalyse’ som:

et redskab, der forsøger at kvantificere arbejdsmarkedets efterspørgsel af kompetencer. Det sker ved en systematisk tekstanalyse af alle offentlige tilgængelige jobopslag, som gør det muligt at opgøre statistisk, hvilke kompetencer aftagerne efterspørger. Analysen opdeles på både brancher, uddannelser og regioner. (AI, 2015, s. 71)

AI gør opmærksom på, at en sådan type jobopslagsanalyse er konfirmativ, men at den også kan bruges eksplorativt til at undersøge tendenser og at resultaterne efterfølgende kan bruges til målrettede surveyopfølgninger. Det fremgår også, at AI ser denne typer af redskaber som supplement til andre informationskilder (fx. aftagerpaneler, uddannelsesudvalg, dimittendundersøgelser mv.). AI nævner også en række af de begrænsninger, der kan være forbundet med datadrevet analyse, herunder at forskellige kompetenceord kan dække over samme kompetencer (hvilket understreger nødvendigheden af fortolkning), og at analysen kun inkluderer offentligt tilgængelige jobopslag (hvilket udfordrer datagrundlaget inden for områder, hvor rekruttering foregår gennem netværk og på andre uformelle måder). Desuagtet disse begrænsninger, kan jobopslagsanalyse give information om populære kompetencer, største aftagere, regionale forskelle mv. I rapporten gives flere eksempler på sådanne analyser, og herunder vises et eksempel på, hvilke informationer, der kan komme ud af en analyse af 344 jobopslag på laboranter:

AI, 2015, s. 75

Om STILs jobopslagsanalyse og tilhørende ‘dashboard’ kommer til at fungere på denne måde, kan jeg ikke vide, men jeg ser både nogle interessante perspektiver og nogle udfordringer inden for de erhvervsrettede uddannelser, herunder især ift. EUD.

Som det fremgår af udsnit fra Erhvervsuddannelsesloven herunder, er formålet med EUD bla. at imødekomme arbejdsmarkedets behov (§1, stk. 2, pkt. 4), og som sådan giver det god mening at søge information og viden om, hvilke digitale kompetencer, der efterspørges.

Bekendtgørelse af lov om erhvervsuddannelser.

 

Det første spørgsmål, der melder sig er derfor, hvordan STIL definerer digitale kompetencer? Der findes mange forskellige definitioner, men jeg kunne forestille mig, at man måske tager udgangspunkt i OECD’s skelnen mellem hhv. almene, avancerede og specialist-kompetencer inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT):

  1. Almene IKT-kompetencer: Kompetencer hos brugere af generiske værktøjer (fx tekstbehandling, regneark og internet-relaterede værktøjer som browser og e-mail), der er basale og nødvendige i informationssamfundet, såvel privat som i arbejdslivet.
  2. Avancerede IKT-kompetencer (’avancerede IKT-brugere): Kompetencer hos brugere af avancerede og ofte sektorspecifikke softwareværktøjer. IKT er ikke deres primære jobfunktion, men et afgørende værktøj, der anvendes som led i deres primære jobfunktion.
  3. IKT-specialist kompetencer (’IKT-specialister): Personer med IKT-specialist kompetencer evner at udvikle, drive og vedligeholde IT-systemer. De arbejder med IT på et så specialiseret niveau, at det kræver en formel uddannelse for at varetage deres jobfunktion. (Højbjerre Brauer Schultz, Kubix og Alexandra Instituttet, 2016, s. 16)

I beskrivelsen af redskabet, nævner STIL bla., at det giver mulighed for ‘at dykke ned i helt detaljerede kompetencer inden for konkrete programmer’. Om der både vil være fokus på generiske og de mere avancerede, sektorspecifikke programmer eller værktøjer på niveau 2 og 3, fremgår ikke. Det bliver i øvrigt også interessant at se hvilke kompetenceord, der tænkes anvendt. Som sagt er det min erfaring, at faglærere ofte er i tvivl om, hvilke digitale kompetencer, der efterlyses og det er især hvad angår kompetencer på niveau 1 og 2, hvor arbejde med IKT eller digitalisering mere bredt ikke er den primære jobfunktion. Men også for faglærere, der uddanner EUD-elever til arbejde som IKT-specialister, kan der være tvivl, fordi udviklingen på det teknologiske område går så stærkt og ofte adskiller sig markant fra da faglærerne selv blev uddannede og arbejdede i branchen.

På den erhvervspædagogiske diplomuddannelses modul ‘Praksisrelateret Undervisning’ opfordrer vi de studerende (faglærere) til at være ude i kortere virksomhedsforløb for netop at blive ajourført med, hvad der rører sig inden for deres fag – ofte især, hvad angår digitalisering. Her har jeg aktuelt en faglærer, som har været nysgerrig på i hvilket omfang, hvordan og hvornår programmet ‘Navision’ anvendes, mens en anden studerende har været nysgerrig på anvendelsen af ‘Autostore’ og ‘Pick-by-voice’ – for begges vedkommende med henblik på bedre at kunne matche undervisningen med virksomhedernes behov og forventninger. Her ser vi altså eksempler på, at faglærerne efterlyste mere viden om anvendelse af forskellige IKT-baserede programmer og værktøjer på niveau 2, og spørgsmålet er, om STILs kommende redskab vil kunne afhjælpe et sådant behov.

Jeg tænker, at det umiddelbart vil kunne i et vist omfang, men det er også væsentligt at bemærke, at begge disse faglærere ikke kun var interesserede i at blive klogere på hvilke konkrete kompetencer, der efterlyses, men i lige så høj grad, var de nysgerrige på den konkrete, situerede anvendelse. Det giver sjældent mening at kigge på kompetencer isoleret set, så allerede her er jeg noget skeptisk. Og det understreger, efter min mening, at sådanne data-analytiske redskaber ikke kan stå alene, men netop – som også AI påpeger – må ses som supplement til andre informationskilder – fx virksomhedsbesøg.

På et andet af diplomuddannelsens moduler, ‘Digitale teknologier i de erhvervsrettede uddannelser’, oplever jeg især et behov for mere viden om niveau 1 kompetencer. Hvilke mere generiske og almene digitale kompetencer er det faglærerne skal sigte imod, når de ønsker at sætte fokus på undervisning i, med og gennem anvendelse af IKT – det hersker der også stor usikkerhed omkring. Og her kommer formålsparagraffens stk. 2, pkt. 3 også ind i billedet, dvs. hvordan kan faglærerne klæde eleverne på til at kunne begå sig mere generelt og blive aktive, demokratiske borgere i et stadig mere digitaliseret samfund? Spørgsmålet er derfor også, om STILs nye redskab vil indtænke et samfundsaspekt eller om det udelukkende vil fokusere på arbejdsmarkedet. Noget kunne tyde på det sidste, men jeg kan jo kun forholde mig til den korte beskrivelse herover. Øvrige spørgsmål, der også trænger sig på er:

  1. Hvordan er redskabet tænkt ift. Rådet for de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser, de faglige udvalg og de lokale uddannelsesudvalg?
  2. Hvordan er det tænkt, at faglærere og ledere skal klædes på i forhold til det fortolkningsarbejde, der uundgåeligt må komme med anvendelse af redskabet? Og det vil igen pege tilbage på spørgsmål 1, idet jeg formoder, at der skal være et vist samarbejde.
  3. Hvordan er økonomien? Jeg formoder ikke, at det bliver gratis at anvende, så hvordan stiller det skolerne i deres indbyrdes konkurrenceforhold?
  4. Hvordan stiller redskabet de mange (ofte små) virksomheder, der primært benytter sig af uformelle rekrutteringskanaler – og som ofte kan være sæsonbetonede? Har STIL mon gjort sig overvejelser om, hvordan disse virksomheders behov kan imødekommes?
  5. Hvordan er redskabet tænkt i forhold til de nye videncentre, der netop har fokus på de digitale aspekter af visse udvalgte EUD-uddannelser? Her kunne de øvrige spørgsmål også komme i spil.
  6. Er der planlagt en evaluering af redskabets anvendelse og meningsfulde, pædagogiske nyttighed?

AI skriver indledningsvist i deres rapport, at ‘det er svært at spå om fremtiden’ (AI, 2015, s.11), men også, at det er nødvendigt ift. at sikre relevante uddannelser, og det er jeg for så vidt enig i ift. EUD. Jeg er dog stadig skeptisk over for den type BIGdata-analyser, ikke mindst fordi jeg frygter, at det kan gå hen og blive et styringsværktøj i ressourceknappe tider, hvilket nok især ville kunne gå ud over det samfundsmæssige ansvar, der også påhviler EUD. Kvalitet og relevans kan, som vi så ovenfor, ses i forhold til uddannelsers anvendelighed, og det må altså også inkludere et bredere samfundsmæssigt sigte, samt mere individuelle og personlige ønsker og behov (eksempelvis også for efter- og videreuddannelsesmuligheder). Det bliver under alle omstændigheder interessant at høre mere om redskabet!

/Marianne