Bloggen lukker

Inspireret af Ben Lights (2014) fine bog ‘Disconnecting with Social Networking Sites‘ (SNS) er jeg i gang med et oprydningsarbejde ift. min tilstedeværelse på forskellige sociale medier, herunder også mine blogs. Jeg har derfor besluttet at lukke denne blog og at samle mine skriverier på min oprindelige blog, som jeg startede i Januar 2008. Jeg har eksporteret indholdet herfra over på den blog, men da links i de forskellige indlæg stadig viser tilbage til denne blog, sletter jeg den ikke lige foreløbig …

Og så en lille advarsel på falderebet; Lights bog er ikke som titlen måske kunne antyde en fiks, lille selvhjælpsagtig opskriftsbog for, hvordan man kan håndtere sit online, herunder sociale medieliv mere hensigtsmæssigt. Tværtimod, er det et forskningstungt og empirisk baseret studie af feltet SNS, hvor der ifølge Light har været en tendens til at fokusere på forbindelses- eller koblingselementet både i forskning og praksis (også som det italesættes af producenterne). Lights argument er, at vi ikke kan forstå SNS, sociale medier mv. uden også at fokusere på afkobling, hvad enten det er frivilligt eller tvunget. Således er bogen også et studie i magt og afmagt. Det er en tankevækkende og anbefalelsesværdig bog, hvis man interesserer sig for udvikling af sociale teknologier og ikke lader sig skræmme af mange referencer og i øvrigt har et godt basiskendskab til feltet.

/Marianne

Reklamer

Forførende formidling – om hjernekrymmel i teknologidebatten

Der synes at være en stigende tendens til at bruge illustrationer af hjernen og referencer til neurovidenskab i den aktuelle debat om anvendelse af digitale teknologier (fx computere, tablets, smartphones og videospil) i uddannelsessystemet. Det interessante er, at disse referencer bruges både af teknologikritikere og teknologienthusiaster.

Hvad angår teknologikritikere, hørte jeg i marts en keynote på Danmarks Læringsfestival med Anette Prehn og Imran Rashid, hvor der var fokus på hjernen både i ord og billeder. Begge har skrevet bøger, der også har fokus på hjernen og neurovidenskab i det hele taget, og ikke mindst Rashids (2017) bog Sluk – kunsten at overleve i en digital verden har fået meget opmærksomhed.

En af dette års mest omtalte teknologikritiske bøger er Jesper Balslevs Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse. Balslevs fokus på hjernen er ikke så udtalt, men han refererer dog til Manfred Spitzer og begrebet ‘digital demens’, når han beskriver de negative effekter af digitalisering.

Netop Manfred Spitzers bog Digital demens, der oprindeligt udkom på tysk i 2012, er nu udkommet på dansk med et opdateret forord, og her er der også billeder af hjernen og neurovidenskabelige forklaringer på fænomener som demens, afhængighed og manglende indlæring.

På den anden side har fokus på hjernen og neurovidenskab også været brugt til at argumentere for øget brug af digitalisering i uddannelse, ikke mindst ifm. personaliseret læring, således som det ses hos Area9 Lyceum (der i øvrigt benytter sloganet ‘It’s all about brains’ og et hjernelogo) i udvikling af deres adaptive læringssystem og hos KL i deres initiativ Teknologispring, hvor personaliseret læring ses som en vision for børne- og undervisningsområdet.

Set udefra, er dette fokus på hjernen og neurovidenskab en interessant, men også problematisk udvikling. Andreas Lieberoth fra Aarhus Universitet har meget rammende beskrevet den især negative udlægning af teknologianvendelse som noget, der ligner en spejling af tidligere tiders medieraseri, denne gang dog tilsat ‘en gavmild håndfuld hjernekrymmel‘. Men hvad er egentlig problemet, når man hælder lidt hjernekrymmel ud over sine (forskningsfaglige) budskaber?

Som begrebet hjernekrymmel antyder, så er der tale om mindre enheder (af et komplekst felt), der kan bruges til at forsøde et givent budskab. Når hjernen, og i det hele taget neurovidenskab, tillægges en sådan forklaringskraft, så skyldes det iflg. flere undersøgelser, at:

  1. folk føler sig mere overbevidste om forklaringer på psykologiske fænomener (som fx læring og afhængighed), når disse indeholder neurovidenskabelig information – også selv om sidstnævnte er irrelevant for argumentet (Minahan & Siedlecki, 2016Fernandez-Duque, Evans, Christian, & Hodges, 2015Rhodes, Rodriguez, & Shah, 2014), og
  2. billeder af selve hjernen (men ikke grafer el. billeder af hjerneaktivitet) øger folks oplevelse af validitet (McCabe & Castel, 2008).

Der er altså noget, der tyder på, at især billeder af hjernen og i det hele taget neurovidenskab besidder en forsødende, for ikke at sige forførende kraft. Og det gælder jo uanset om der argumenteres for eller imod et givent fænomen.

Derfor er der behov for at være særlig påpasselig, når man formidler emner baseret på neurovidenskab. I en artikel om neurovidenskab i den offentlige sfære, skriver O’Conner, Rees & Joffe (2012, p. 220), at ‘contemporary neuroscience carries particular social weight’ ift. folks opfattelser af sig selv og andre, fordi hjernen i det sekulariserede samfund repræsenterer ‘the seat of mind and self’. Og forfatterne fortsætter:

Consequently, the production of brain-related knowledge is culturally important, carrying implications for how people see themselves as individuals and human beings (ibid.).

Og dette skyldes, som vi også så ovenfor, at:

Brain-based information posses rhetorical power: logically irrelevant neuroscience information imbues an argument with authoritative, scientific credibility (ibid.).

O’Conner, Rees & Joffe’s artikel er baseret på et studie af den generelle mediedækning af neurovidenskab i England i perioden fra 2000-2010. I deres analyse heraf bygger de bla. videre på Racine et al. (2005, 2006, 2010 – som citeret i artiklen, p. 220), der identificerer tre tendenser i mediefortolkninger af neurovidenskab, som er:

  • Neurorealism – describes the use of neuroimages to make phenomena seem objective, offering visual proof that a subjective experience (e.g. love, pain, addiction) is a ‘real thing’
  • Neuroessentialism – denotes depictions of the brain as the essence of a person, with the brain as synonym for concepts like person, self or soul
  • Neuropolicy – captures the recruitment of neuroscience to support political or policy agendas

O’Conner, Rees & Joffe finder endvidere i deres studie, at hjernen ses som en ressource, en måde at differentiere og kategorisere folk på og endelig som bevis for dette og hint. Dette bør iflg. forfatterne have konsekvenser for både den offentlige debat og for beslutningstagere:

Incorporation of neuroscientific evidence into policy debate should be closely monitored to ensure that the contribution is substantive rather than purely rhetorical and that neuroscientific evidence is not used as a vehicle for espousing particular values, ideologies, or social divisions (ibid., p. 225).

Forfatterne slutter af med at konkludere, at det ser ud til at:

… the brain has been instantiated as a benchmark in public dialogue, and reference to brain research is now a powerful rhetorical tool. The key questions to be addressed in the coming years revolve around how this tool is employed and the effects this may have on society’s conceptual, behavioral, and institutional repertoires (ibid).

Min pointe med at referere til disse studier, er ikke at kritisere de ovennævnte forfattere, firmaer og institutioner i den danske debat for deres foki og inddragelse af neurovidenskab. Men jeg synes, at det er slående som ‘hjernekrymmel’ vinder ind i debatten, og jeg tænker, at alle vi uden for det neurovidenskabelige felt bør være ekstra opmærksomme, således at vi ikke ukritisk lader os forføre af hjerne-smarte argumenter og vores generelle påskønnelse af reduktionistiske forklaringer – hvad enten de er for eller imod, det vi nu debatterer.

OPDATERING

På Twitter gjorde Henning Wettendorff (@HenningCella) mig opmærksom på dette nummer af Børn og Unge, hvori der er fokus på neuropædagogik, og hvor der gives følgende 7 råd ift. at gennemskue og vurdere om, der er tale om seriøs hjerneforskning eller ej:

Rådene er udarbejdet af Andreas Lieberoth (@liberothdk) og hans kolleger, og er bla. beskrevet i denne artikel.

/Marianne

Dataanvendelse og adaptive læringssystemer

Mandag d. 8. oktober 2018 deltog jeg i konferencen Den Digitale Erhvervsskole 6.0 arrangeret af forlaget Praxis, Uddannelsesforbundet, Danske Erhvervsskoler og -gymnasier, Danske SoSu-skoler og Danmarks Lærerforening. På dette års konference var fokus på ‘digitale læringsforløb’, hvilket bl.a. omfattede plenum oplæg om brug af data ifm. læringsforløb på erhvervsskoler og datainformeret lærersamarbejde. Hertil kom en række workshops, hvor jeg deltog i en om ‘Adaptiv læring i fire dimensioner’ og en om ‘De digitale læringsplatforme i praksis’. Det var nogle gode og informative oplæg og workshops med mange forskellige pointer. Her vil jeg fremhæve nogle af de pointer, som jeg tog med mig ift. den afsluttende debat om ‘adapative læringssystemer’, som jeg var blevet bedt om at moderere.

Brug af data i læringsforløb i erhvervsuddannelserne v. Pernille Hjermov (EVA)
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har gennemført en undersøgelse af erhvervsskolernes brug af data som et element i det pædagogiske udviklingsarbejde. Rapporten er endnu ikke offentliggjort, men Hjermov delte nogle af de foreløbige resultater. Skolerne og uddannelserne er nu så digitaliserede, at Hjermov advarede mod, at vi risikerer at drukne i digitale data. Der ligger derfor en stor ledelsesopgave i at organisere dataarbejdet, og Hjermov pegede på 5 væsentlige elementer, der med fordel kan fokuseres på, hvis data skal give mening ift. pædagogisk-didaktisk udviklingsarbejde:

Undersøgelsen dokumenterer en stor efterspørgsel på at vide mere om, hvordan data er blevet skabt, og hvad formålet med at anvende data skal være. Jeg synes også, at det er en meget vigtigt pointe, at data i sig selv ikke giver mening, men derimod skal bearbejdes og at dette tager tid. Her anbefalede Hjermov også, at man startede med at tage en diskussion om, hvordan data i det hele taget kan og skal forstås. Hvordan vi kommer fra data over information til egentlig viden, der kan anvendes meningsfuldt, er en stor udfordring, som kræver samarbejde på alle niveauer. Som Hjermov sagde, så er ‘dataarbejde et relationelt arbejde’. Skolerne indhenter typisk mange forskellige typer af data, og jeg overvejede i den forbindelse, om ikke der i den daglige (årshjuls-)praksis kan skelnes mere fordelagtigt mellem, hvem der beskæftiger sig med hvilke data. For netop ikke at drukne i dataoverflod, tror jeg, at det bliver vigtigt at beskytte især lærernes sparsomme tid.

Datainformeret teamsamarbejde – når data understøtter pædagogisk udvikling v. Niels Bjerre Tange (VIA)
Tid var også et emne i Tanges oplæg, der bød på et par dejligt konkrete eksempler på, hvordan lærere kan arbejde meningsfuldt med udvikling af datainformeret praksis. Tange var fokuseret på lærernes læring og udvikling, og mente at data kunne være med til at udfordre og kvalificere de antagelser, lærere har om egen praksis. Tange havde på baggrund af forskellige observationer bla. et bud på, hvordan et team (forstået som et Professionelt LæringsFællesskab, PLF) på en enkelt times møde kan få noget meningsfuldt ud af forskellige typer af afgrænsede data:

Ift. dette ville jeg nok tilføje, at der skal indgå noget systematisk opfølgning. Både i det enkelte team, men også på tværs og med deltagelse af den pædagogiske ledelse. Vellykkede møder kræver dog iflg. Tange, at der er etableret en klar teamkontrakt, der skal hjælpe med at strukturere og fastholde fokus:

Tange nævnte også en konkret observation, hvor medlemmer i et PLF diskuterede data om elever. Det var imidlertid svært at opnå enighed om, hvad data egentlig viste om eleverne. De lærere som kendte eleverne godt, havde andre fortolkninger, end de som ikke kendte eleverne så indgående. Der er ikke noget nyt i at fortolkning af data afhænger af ‘øjenene, der ser’, men det er vigtigt at gentage, da det siger noget om, hvor vanskelig og tidskrævende dataanalyse kan være i praksis. Og det aktualiserer udviklingen af en egentlig dataetisk praksis.

Både Hjermov og Tange advarede mod at tro, at datainddragelse kunne ses som en nem effektiviseringsløsning ift. pædagogisk-didaktisk udvikling, og begge påpegede ledelsens store ansvar og opfordrede lederniveauerne til aktivt at gå ind i arbejdet med at udvikle, monitorere og evaluere på skolernes digitale datapraksisser. Det handler, som jeg forstod oplægsholderne, om at udvikle en ny datakultur, hvor data ikke skal styre retningen, men informere og kvalificere praksis.

De digitale læringsplatforme i praksis v. Helga Schmidt Chemnitz (EUC Nordvestsjælland), Roelof Wouwenaar (ZBC) og Hans Jørgen Knudsen (NCE/Københavns Professionshøjskole)
Både på EUC Nordvestsjælland og på ZBC har man taget digitale læringsplatforme (Moodle/iPraxis) i brug og i denne workshop faciliterede min kollega dialogen mellem Chemnitz, der er malerfaglærer og Wouwenaar, der er digitaliseringschef. Fra begge fik vi helt konkrete eksempler på hvorfor og hvordan disse platforme indgår i den daglige pædagogiske praksis. Ift. den efterfølgende debat, var det dog især Wouwenaars oversigt over ZBC’s digitale teknologilandskab, som fangede min opmærksomhed:

Som det fremgår, har jeg markeret teknologierne i øverste venstre hjørne. Det illustrerer ikke-didaktiserede digitale teknologier, typisk sociale medier og services fra de store it-giganter. Her fortalte Wouwenaar, at han/ZBC er meget opmærksom på, at den pædagogiske-didaktiske anvendelse af digitale teknologier primært foregår gennem de systemer, der findes inden for den sorte ramme. Her er der nemlig tale om teknologier, hvor der kan indgås databehandleraftaler, hvilket er at foretrække – ikke blot af hensyn til regler og lovgivning (fx GDPR) som naturligvis er vigtigt, men også af mere dataetiske årsager.

Epinion har for nylig publiceret en undersøgelse af børn og unges adfærd omkring sociale medier og it-sikkerhed og er på vej med et opfølgende kvalitativt notat om skolernes håndtering af elevernes persondata og deres anvendelse af gratis digitale materialer. Heraf fremgår det, at skolerne (inkl. erhvervsskoler) har stor fokus på opbevaring og deling af personfølsomme data, men også, at der er udfordringer ift. eksempelvis anvendelse af sociale medier, hvor der mangler viden om it-sikkerheden og der hersker usikkerhed om, hvem der har ansvar ift. dataindsamling. Den manglende viden og usikkerhed genkender jeg fra min egen praksis med erhvervsskolelærere/-skoler, og derfor var det meget positivt at høre fra en skole som ZBC, hvor man altså forsøger at tage ansvaret alvorligt gennem udvikling af en egentlig dataetisk praksis.

Adaptiv læring i fire dimensioner v. Jan Krog Larsen (Area9 Lyceum)
Oplægget fra Larsen fandt jeg virkelig interessant, dels fordi jeg ikke vidste noget specifikt om det system, Rhapsode, som Area9 udvikler og anvender og dels fordi, der kan stilles så mange spørgsmål til arbejdet med adaptive systemer. Selv om det var vanskeligt at fange fuldt ud, hvad Area9 gør og tænker i løbet af et kort oplæg om et så komplekst system, så kommer her noget af det jeg noterede mig:

  • Termen ‘adaptiv læring’ er ikke entydig og derfor foretrækker Area9 at tale om personaliseret læring. Larsen betragter ikke nationale test som ‘adaptiv læring’.
  • Systemet er baseret på biologisk adaptive modeller og kunstig intelligens.
  • Det teoretiske fundament findes bla. i Fadel, Bialik & Trilling’s (2015) bog om fire-dimensionel læring, hvor der er fokus på viden, færdigheder, karakter og meta-læring
  • Det teoretiske fundament findes også i Blooms taksonomi. Der arbejdes i systemet med de laveste taksonomiske niveauer, mens det er op til læreren i undervisningen at arbejde med de højere niveauer. Det er således primært ‘viden’, der arbejdes med i systemet, mens de tre øvrige dimensioner lægges i undervisningen.
  • Alt indhold granuleres og gøres til konkrete mål. I en typisk undervisningsbog kan der, iflg. Larsen, være mellem 1500-2000 mål.
  • Indhold lægges ind af partnere, der også står for ‘curriculum design’ – mens Area9 står for indsamling og distribution. Hvordan forholdet mellem indholdspartnere, Area9 og de reelle brugere vægtes, er jeg i tvivl om.
  • Princippet bag systemet er ‘flipped learning’ – en form for avanceret lektielæsning, hvor systemet giver feedback, stiller spørgsmål og monitorerer progression.
  • Ud over faglige spørgsmål, spørges der også ind til elevens egen vurdering, der klassificeres ift. ubevidst/bevidst kompetence/inkompetence.
  • Endvidere arbejdes der med ‘recharge’, der så vidt jeg forstod det går ud på, at systemet gentager de elementer, den lærende har haft vanskeligheder med.
  • Læreren har også et dashboard, der bla. giver status på eleverne, som der kan handles ud fra.  Her synes jeg, at Larsen sagde, at læreren ikke selv skal tolke data, men snarere får målrettede handlingsanvisninger.
  • Læreren har mulighed for at anvende en tilknyttet ‘skills app’, der bl.a. kommer med bud på opfølgende opgaver og næste skridt i undervisningen.
  • Systemet kan iflg. Larsen tænkes ift. alle fag (det er allerede udviklet til US high schools), men vurderingen er, at det endnu ikke egner sig det mundtlige, gruppedynamikker og sociale aspekter. Her nævnes områder som ‘caring’ og ‘coaching’, der så vidt jeg forstod det, er områder, man arbejder på at udvikle.

Konferencen var målrettet erhvervsskoler, så der kom meget naturligt spørgsmål om, hvordan andre former for (ikke kodificeret) viden kunne tænkes at komme i spil, og her henviste Larsen til den nævnte ‘skills app’. Det var også en pointe, at Larsen og Area9 ofte oplevede at ibrugtagning af deres system krævede gentænkning af hele undervisningen – jf. inspirationen fra Fadel’s Center for Curriculum Redesign.

Undertitlen på Larsens oplæg var ‘fremtidens uddannelse i det 21. århundrede’, og set i det lys var jeg noget overrasket over, at der var tale om en art avanceret flipped learning, som jo kun adresserer en meget lille del af undervisning og læring. Men jeg kan sagtens have misset nogle pointer, og det kan også tænkes, at en uddybning af, hvad Area9 lægger i ‘curriculum redesign’ er langt mere omfattende end, hvad jeg lige nåede at opfatte. Endvidere gentog Larsen flere gange, at systemet ikke kan eller skal erstatte lærere og undervisning. Men læreren tiltænkes en anden rolle – sådan som det også er blevet fremhævet af andre, der arbejder med flipped learning.

Jeg synes som skrevet, at det var interessant at høre mere om Area9’s ideer og deres system, men der var mange aspekter, som jeg ikke helt fik fat i og en egentlig vurdering af systemets anvendelighed i en dansk kontekst, synes jeg kræver mere indsigt og en demonstration i praksis. Jeg synes i øvrigt heller ikke, at det lød som om, at Area9 har fokus på det danske uddannelsessystem lige pt. Der ligger i hvert fald nogle udfordringer ift. at få lavet indhold til så lille et sprogområde. Hertil og måske nok så vigtigt, kan det også tænkes at være mere passende til en amerikansk curriculum-kultur à la Tyler, mens der her i Danmark nok vil være mange som stiller spørgsmål ved, om det overhovedet giver mening at tale om, at læring kan findeles i kontrollerbare og fortløbende mikromål. Endelig synes jeg, at lærerens nye rolle som ‘træner’ ifm. anvendelse af denne type systemer fortjener en selvstændig debat. Træning og undervisning er for mig at se ikke det samme.

Debat om brug af adaptive læringssystemer – for og imod i en læringskontekst
I den afsluttende paneldebat deltog Jan Krogh Larsen (Area9 Lyceum), Morten Misfeldt (AAU) og Michael Lund Larsen (Det Nationale videnscenter for e-læring).

Jeg har vanskeligt ved at gengive debatten, da jeg ikke tog notater undervejs og der kom rigtig mange forskellige synspunkter og pointer frem. Min egen oplevelse var, at det blev en smule rodet fordi drøftelserne bevægede sig på forskellige niveauer. Nogle gange handlede det om principper og tanker bag, andre gange (og ofte) helt konkret om Area9’s system, som ingen af os (ud over naturligvis Larsen) havde set i funktion. Som Larsen også fremhævede i sin workshop, så er der ikke enighed om, hvad der skal forstås ved ‘adaptive læringssystemer’ og det giver de samme vanskeligheder, som når man diskuterer ‘digitalisering’. Arrangørerne havde bedt deltagerne om at forholde sig til følgende spørgsmål:

  1. Er adaptive læringssystemer måden vi skal lære på fremover, og hvad har det af betydning for elevernes læring?
  2. Hvad er de positive sider af adaptive læringssystemer?
  3. Hvad er de negative sider af adaptive læringssystemer?
  4. Hvordan skal skolerne håndtere teknologierne fremadrettet?

Som jeg oplevede det, så afhænger svarene på disse spørgsmål i høj grad af, hvilken type af adaptivt læringssystem, der menes. Det var nok tanken, at der kunne gives et generelt svar, men igen af deltagerne syntes at være direkte imod adapative systemer (jf. overskriften på debatten), da der netop kunne være tale om forskellige typer af systemer. Lund Larsen virkede umiddelbart som den, der var mest kritisk, hvilket han også har givet udtryk for i et par debatoplæg på Altinget her og her, hvor Area9’s direktør, Ulrik Juul Christensen kommer med et svar ind imellem. Lund Larsens pointe om, at adaptive systemer ikke kan bevæge sig ud over det lavtaksonomiske niveau og dermed være med til at udvikle kompetencer, som han gentog i debatten, blev ikke modsagt af Larsen, hvilket det så umiddelbart heller ikke er tanken, at det skal kunne jf. pointerne fra workshoppen oven for.  Misfeldt var især optaget af, hvad den type af systemer kan gøre ved det sociale aspekt af undervisning, og advarede også imod at bruge data fra denne type af systemer som den eneste form for vurdering af elever, læring og undervisning. Alle tre deltagere opfordrede til varsomhed ift. at tro, at adaptive læringssystemer kunne være svaret på diverse udfordringer i uddannelsessystemet. Det fremgik tydeligt, at disse kun skal ses som et supplement.

Een af mine største bekymringer vedr. adaptive systemer og i det hele taget brugen af data om elever, går på elevernes ret til privatliv. Her blev svaret at regler og love på området naturligvis skal overholdes. Men min bekymring rækker ud over regler og love, og handler snarere om, at jeg ikke er overbevist om at lærere, ledere og andre (fx forældre) bør have ret til at vide alt om elevers færden i digitale systemer – uanset intentionen. Det var en bekymring som Misfeldt godt kunne følge, for som han spurgte: kommer det så læreren ved, at han/hun kan se, at eleven har ‘læst lektier’ midt om natten? Jeg kan i hvert fald godt være bekymret for, hvordan det kan blive tolket og hvilke konsekvenser sådanne nye typer af ‘elevindsigter’ kan få.

Selv om det altså var min oplevelse, at debatten strittede lidt i alle retninger, så tog jeg det med, at vi har behov for langt mere viden om både adaptive systemer, dataanvendelse og ikke mindst dataetik – og det var faktisk også panelets afsluttende opfordring, at der bør etableres nogle erfaringsudvekslingsfora inden for området. Jeg er rigtig ærgerlig over, at jeg ikke kan gengive debatten mere udførligt, så derfor vil jeg opfordre til at dette læses som det det er, nemlig min oplevelse. Der er ganske givet nuancer og pointer, som jeg ikke har fået med.

/Marianne

OPDATERING

Slides fra de forskellige oplæg fremgår af denne side.