Hvordan håndterer vi myter – og forskningsformidling?

Der eksisterer en række myter indenfor den pædagogisk-didaktiske praksis. Tre af de mest sejlivede, som jeg desværre meget ofte støder på, er:

  • Synlig læring – her tænker jeg på hele effekt/Hattie-hypen
  • Læringsstile
  • Digitalt indfødte

Alle tre har gennem længere tid været udsat for stærk kritik – især blandt internationale forskere – og er reelt blevet “debunked”. Karakteristisk for disse myter er, at de appellerer til praktikere, fordi det er så dejlig bekvemt og i en vis udstrækning harmonerer med vores private anekdoter (jeg ser mig selv i spejlet her!). Interessant er også, at disse myter i stor udstrækning indgår i ministeriets og mange faglige organers vokabular.

Udfordringen er blandt andet, at der er et gran af sandhed i disse myter; ja, visse didaktiske elementer har større effekt end andre, ja mennesker lærer forskelligt – og ja, set kronologisk er visse unge opvokset med teknologi på en måde som ældre generationer ikke er.

Problemet er blandt andet alle de konsekvenser, som disse myter tilskrives – ikke mindst i forhold til hvad det kan og skal betyde for en pædagogisk-didaktisk praksis.

DebunkerClub
Billedet er hentet fra: http://www.debunker.club/ – der varmt kan anbefales.

Vi skal naturligvis kunne appellere til og kommunikere med praktikere, men i hvor høj grad kan vi – som forskere og professionelle i øvrigt – tillade os at gå på kompromis?

Min egen tilgang er, at jeg som underviser adresserer disse myter, lægger op til kritisk refleksion og i så vid udstrækning som muligt forsøger at komme med alternative måder at drøfte og tilgå fænomenerne på. Som underviser kan jeg altså bruge disse myter konstruktivt, hvilket jo også hænger sammen med min rolle som “gatekeeper”.

Som forsker finder jeg det imidlertid langt mere kompliceret. På Metropol er der et klart krav om, at vi skal “omsætte” vores forskning til praksis. Det vil sige, at der er en generel anerkendelse af, at vi ikke bare kan bruge vores forskning direkte ind i undervisningen eller ude i praksis. I denne forbindelse har jeg flere gange oplevet, at jeg er nødt til at gå på kompromis med min faglighed for at gøre min kommunikation forståelig. Det er ikke en kritik af hverken Metropols tilgang eller af praktikerne, men snarere en personlig undren og til tider frustration: hvordan kan jeg kommunikere troværdigt og samtidig forståeligt, således at den viden der skabes i forskningen reelt kan kvalificere og forhåbentlig anvendes?

Forskningsformidling – ikke bare i forhold til aflivning af myter, men helt generelt – er en tricky størrelse, men også meget spændende!

/Marianne

I The Debunking Handbook kan man i øvrigt læse om de risici, der kan være forbundet med at forsøge at aflive myter; nemlig at de forstærkes ..

Reklamer

Hvorfor forsker vi, for hvem og hvordan?

I min afdeling– Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) – på Professionshøjskolen Metropol, har vi gennem længere tid haft en livlig debat om vores forskning. Baggrunden er, at vi skal igangsætte nogle større og længerevarende forskningsprojekter og udarbejdelse af de tilhørende projektbeskrivelser har givet anledning til mange spørgsmål især vedr. formål, mål, forskningsdesign og leverancer. Ud over at vi har drøftet disse spørgsmål internt i de enkelte projektgrupper, har vi også haft løbende drøftelser på afdelingsniveau. På Metropol har man valgt en integreret model for forskningen, hvilket i princippet betyder, at alle fastansatte undervisere skal deltage i forskningsprojekter og forskningsmiljøer bygges op lokalt i de enkelte institutter og afdelinger. Opbygning af forskningsmiljøer har stået på igennem et par år, men alligevel synes der stadig at være behov for nogle grundlæggende diskussioner og afklaringer. Det er ikke en kritik, men en konstatering af komplekse forandringstiltag tager tid, og i virkeligheden betragter jeg det som et sundhedstegn, at vi igen og igen vender tilbage til de mere grundlæggende spørgsmål; hvorfor, for hvem og hvordan.

I min forskningsprojektgruppe er vi fem personer, der har vidt forskellige faglige baggrunde og erfaringer med at bedrive forskning. Vi har derfor brugt meget tid på at læse og drøfte forskellige typer af baggrundsdokumenter vedr. forskning.

Uddannelses- og forskningsministeriet henviser til OECD’s Frascati-manual, når det kommer til definition af forskning, innovation og udvikling. Hvad angår forskning skelnes der mellem hhv. grundforskning og anvendt forskning, der har forskellige formål:

Grundforskning er eksperimenterende eller teoretisk arbejde med det primære formål at opnå ny viden og forståelse uden nogen bestemt anvendelse i sigte.

Anvendt forskning er eksperimenterende eller teoretisk arbejde, som primært er rettet mod bestemte anvendelsesområder. (UFM. no date – mine fremhævelser)

Kigger vi videre i Bekendtgørelse af lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser står der bla. følgende om formål og opgaver:

 §5.Professionshøjskolen skal med udgangspunkt i sit uddannelsesudbud varetage praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter i tæt samspil med det aftagende arbejdsmarked, øvrige uddannelses- og videninstitutioner og det omgivende samfund.

Stk. 2. Forsknings- og udviklingsaktiviteterne har til formål at tilvejebringe ny viden og konkrete løsninger på udfordringer inden for de erhverv og professioner, som professionshøjskolens uddannelser er rettet mod. (LBK nr. 936 af 25/08/2014 – mine fremhævelser)

Så langt ser det altså ud til, at vi på Metropol/i NCE skal bedrive anvendt forskning rettet mod bestemte anvendelsesområder indenfor vores erhverv og professioner. Spørgsmålet er så, hvilke anvendelsesområder og hvordan anvendt forskning skal forstås. Sidstnævnte er ikke en diskussion, der er ny eller unik for professionshøjskolerne, men genfindes i universiteternes modus 1 og 2 diskussioner. Metropols prodekan for Det Samfundsvidenskabelige og Pædagogiske Fakultet, Tobias Høygaard Lindeberg, har udtalt følgende i et interview med Forskerforum:

”Der står i loven, at vores forskning og udvikling skal være rettet mod de problemstillinger, professionen står over for, og være relevant for de uddannelser, vi udbyder. Så det er ikke fri forskning. Der skal være en direkte anvendelighed.” (Lindeberg i Forskerforum, 2014)

Et spørgsmål vi drøfter i denne forbindelse er, hvad der forstås ved ”fri” forskning, altså det vi ikke skal. Er ”fri” kun at forstå som en modsætning til anvendelig, eller ligger der mere i det? Og, hvem skal definere, hvad der er anvendeligt – og for hvem?

Noget andet som vi også er usikre på i min gruppe er, hvorvidt der skal/bør skelnes mellem om det er forskningen eller udviklingsaktiviteterne, der skal tilvejebringe konkrete løsninger – og hvordan skal disse i øvrigt forstås? Det har konsekvenser for forskningsdesign og leverancer.

Metropol har, som alle andre videregående uddannelsesinstitutioner, indgået en udviklingskontrakt med uddannelses- og forskningsministeren, der måske kan kaste lys over nogle af vores spørgsmål. Af mål 6 i den aktuelle udviklingskontrakt (s.12) fremgår det:

Metropoludviklingskontrakt_6

Forskning og udvikling skal altså kvalificere både uddannelser og konsulentydelser. Igen kan man spørge, om der skal/bør skelnes mellem hvad, der skal kvalificere hhv. det ene eller det andet. Men det tyder på, at forskning på Metropol først og fremmest tjener vores interne videnudvikling og måske er knap så orienteret mod det omgivende samfund – i hvert fald er det en indirekte orientering? Spørgsmålet er interessant fordi det drejer sig om, hvem der kan forvente at få udbytte af forskningen*, og her bliver ”tilvejebringelse af konkrete løsninger” også relevant.

Der er i min afdeling bred enighed om, at den forskning vi bedriver skal kunne anvendes i vores undervisning, men spørgsmålet om hvorvidt og hvordan (fx gennem udvikling af konkrete løsninger) vi skal forholde os til resten af praksisfeltet, er omdiskuteret. Her er det også vigtigt at bemærke, at NCE hører til EVU-området, dvs. vi efter- og videreuddanner erhvervsskolelærere som er en noget anden målgruppe, end dem vi finder på grunduddannelserne og hertil kommer en årelang tradition for samarbejde med praksis gennem forsøgs- og udviklingsarbejde og konsulentydelser ude på skolerne. For mange i NCE, vil fokus på anvendelse af ny viden i undervisningen alene derfor være et brud med hidtidig praksis.

Opbygning af et forskningsmiljø er et brud med hidtidig praksis, og der skal naturligvis være forskel på forskning og andre aktiviteter, men der venter os en spændende proces med at få nærmere defineret væsentlige grundlagsspørgsmål. Vi har derfor inviteret vores prodekan til vores næste fælles NCE-forskningsmøde for netop at få drøftet, hvordan vi kan forstå og praktisere anvendt forskning.

/Marianne

*) Der er mange interessenter ift. den forskning, der foregår på professionshøjskolerne – bla. aftagerne af vores dimittender. Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Niels Christian Barkholt, skrev i marts 2015 denne blogpost med fokus på videnomsætning og om at gøre forskning ”modtager-orienteret”. Selv om der tales ind i et specifikt felt, synes jeg, at Barkholt har mange gode pointer, der kan være med til at kvalificere forskningsdiskussioner på professionshøjskolerne mere generelt.

Om forholdet mellem skole, undervisning og læring

Tidligere på ugen fulgte jeg en debat på twitter mellem @eDidaktik (Niels Jakob Pasgaard) og @NannaTolborg, som handlede om formålet med skolen. Jeg har ofte set Niels Jakob argumentere imod læring i den henseende, og jeg har undret mig. Så jeg blandede mig, og Niels Jakob opfordrede mig til at læse noget af den Hollandske uddannelsesforsker, Gert J.J. Biesta, der gennem de senere år har argumenteret imod, det han kalder for læringsgørelse (learnification) af uddannelse.

Den skole som Nanna og Niels Jakob diskuterede er Folkeskolen (FS), hvilket har betydning for, hvad der menes om formål mv. Det skal indledningsvist understreges, at jeg ikke personligt har erfaring som underviser i FS, så mine synspunkter er baseret på teori uden konkret erfaring, hvilket ikke er optimalt. Siden 1999 år har jeg derimod undervist på erhvervsskole, universitet og nu senest på professionshøjskolen Metropol, hvilket naturligvis præger min tilgang til undervisning og læring.

Nanna og Niels Jakobs diskussion udsprang af en anmeldelse i Folkeskolen.dk af bogen ”Læringscentreret skoleledelse” (Bjerg & Staunæs, 2015), hvor Niels Jakob kom med følgende kommentar:

NJP_FS250315

(kilde)

Hvis man kigger på FSs formålsparagraf, er der er tale om et pluralistisk formål med skolen, som sideløbende skal tjene både individets og samfundets interesser – der i øvrigt ikke nødvendigvis er sammenfaldende, men det er en anden diskussion.

FSformaal

(kilde)

Jeg bemærker, at formålet er tredelt, og at drejer sig om, at der gennem undervisning og forældresamarbejde skal skabes betingelser for læring og hvad, der nok skal tolkes som nutidens dannelsesideal (ofte italesat som livsduelighed*). Jeg lægger mærke til, at der er tale om, at eleverne både skal lære noget specifikt og få lyst til at lære mere, og at elevernes alsidige udvikling og samfundsdeltagelse er i fokus. Så jeg læser det altså sådan, at skolen har både læring og dannelse som formål, og at dette skal ske gennem undervisning – selv om ordet undervisning ikke fremgår.

Når jeg læser ”læring” og ”undervisning” ud af formålsparagraffen hænger det sammen med sætninger som ”give eleverne kundskaber og færdigheder”, ”give dem forståelse for …” og ”skabe rammer for …”. For mig handler undervisning primært om at skabe betingelser for læring af noget – fx viden om dansk kultur og historie. Desuagtet, hvad jeg i øvrigt mener om skolens formål, så er jeg altså ikke enig med Niels Jakob i, at læring ikke er skolens formål. Men vi kan nok godt enes om, at læring ikke bare skal skal være et mål i sig selv – nej, der skal læres noget. Og som jeg ser det, er det præcis dette noget, som underviseren skal træffe pædagogiske-didaktiske beslutninger omkring, dvs. undervisningens hvad, hvordan og hvorfor. Jeg tror dog ikke, at Niels Jakob og jeg er helt enige om omfanget af underviserens beslutningskompetence og ansvar.

I starten af marts delte Niels Jakob følgende interessante præsentation på slideshare:

I slide #2 skriver Niels Jakob følgende:

eDidaktik_slide2

Jeg kan følge Niels Jakob et langt stykke af vejen, men når det kommer til udgangspunktet, er jeg ikke enig. Skolen har, som vi så ovenfor, en dobbelt forpligtigelse ift. at varetage både individuelle og samfundsmæssige interesser, og som sådan må der tages udgangspunkt i de ministerielle formål og mål, når undervisningen skal planlægges. Skolen skal forberede til livet, men både det individuelle og det samfundsmæssige. Skolen skal forberede til videre uddannelse, og hvis ikke der var en vis ensartethed i den viden og de færdigheder og kompetencer, som elever kan forventes at være i besiddelse af efter endt skolegang, så ville det, efter min mening, underminere elevers fortsatte færd i uddannelsessystemet.

I slide #8 skriver Niels Jakob:

eDidaktik_slide8

Igen er jeg uenig, idet jeg mener, at ministeriet faktisk har defineret formålet og at det skal respekteres. Men baseret på min egen undervisningserfaring, vil jeg nu mene, at formål og ofte også mere konkrete læringsmål typisk er åbne for fortolkning, så jeg tænker at underviseren stadig har vide rammer. Her kan min manglende erfaring fra FS dog godt udgøre en bias – min oplevelse er, at der er meget fokus på målstyring/-kontrol i FS , og det kan reducere underviserens beslutnings- og handlemuligheder uhensigtsmæssigt. Eksempelvis mener jeg, at dette tiltag om, at lærerstuderende skal lære at undervise “læringsmålstyret” er dybt problematisk, idet det umiddelbart lægger op til en samlebåndsdidaktik, som fuldstændig underkender undervisningens situerede karakter og deraf følgende behov for variation. Men igen, må jeg understrege, at jeg udtaler mig fra distancen.

I slide #12 kommer Niels Jakob selv ind på fortolkningsmulighederne:

eDidaktik_slide12

Som skrevet, mener jeg også, at formål kan og skal tolkes – ikke mindst fordi der altid skal ske en tilpasning ift. lokale kontekster og elevers forudsætninger, men jeg er uenig i Niels Jakobs brug af ordet gerne. Jeg ville faktisk erstatte gerne med “- og altid i dialog med andre lærere, pædagogiske ledere og skoleaktører (fx forældre og andre faggrupper end lærere)”. Det hænger sammen med, at jeg ikke ser undervisning som et ansvar underviseren kan eller skal stå alene med. Med alle de krav, der stilles til undervisning fra mange forskellige sider af samfundet, mener jeg faktisk, at det kan være til underviserens egen fordel at få ansvaret delt med andre**. Det betyder i min optik ikke, at underviseren skal reduceres til en passiv nikkedukke, som blot skal tage ja-hatten på og makke ret ift. ledere og andre beslutningstageres forgodtbefindende (for nu at skrive mig ind i den aktuelle og lidet frugtbare FS-diskurs). Nej, samarbejdet og ansvarsfordelingen må naturligvis bero på en respektfuld dialog, hvor underviserens ekspertise og erfaring skal udgøre fundamentet. Og, det er nok her, at nogle FS-undervisere desværre oplever at blive overhørt og underkendt pga. dårlig pædagogisk ledelse.

Niels Jakob og jeg har før diskuteret forskellige emner på Twitter,  og som skrevet opfordrede han mig til at læse noget af Biesta, hvilket jeg nu har gjort i form af artiklen “Giving Teaching Back to Education: Responding to the disappearance of the Teacher” (Biesta, 2012). Det er, indrømmet, det eneste, jeg indtil videre har læst af Biesta, så igen må jeg erkende at være på lidt usikker grund, men ikke desto mindre synes jeg, at artiklen har kastet lyst over nogle af Niels Jakobs ideer og holdninger, som tydeligvis er præget af Biesta.

Biestas artikel udspringer af en bekymring over en samfundsudvikling,

[t]hat has been going on in our educational institutions and our societies more generally, which is the disappearance of teaching and the concomitant disappearance of the teacher. (Biesta, 2012, s. 35 – min fremhævelse)

Udgangspunktet er altså en bekymring for, at både undervisning og dermed samtidig underviseren er ved at forsvinde – ikke i bogstavelig forstand, men snarere forstået som vores/samfundets normative opfattelse heraf. Biesta peger på to hovedårsager, der hænger sammen:

  1. opfattelse af undervisning som ren kontrolinstans, og
  2. læringsgørelse af undervisning

Biesta advarer mod at reducere alt, hvad der er betydningsfuldt ifm. uddannelse til spørgsmål om læring (Ibid., s. 36), og han opsummerer sine pointer på følgende vis:

The quickest way to express what is at stake here is to say that the point of education is never that children or students learn, but that they learn something, that they learn this for particular purposes, and that they learn this from someone. The problem with the language of learning and with the wider ‘learnification’ (Biesta, 2010a) of educational discourse is that it makes it far more difficult, if not impossible, to ask the crucial educational questions about content, purpose and relationships. (Ibid., s. 36 – original kursivering)

For Biesta er formålet med uddannelse altså ikke at elever lærer, men at de lærer noget af bestemte årsager og af nogen. Vi ser altså, at Biesta lægger vægt på didaktikkens normative dimension – jf. også Niels Jakobs slide #3. Det kan synes en smule overflødigt at fremhæve, at læring i sig selv ikke bør være formålet***. Når jeg selv fremhæver læring som et af  FSs formål, ligger det implicit i min forståelse, at læringen naturligvis er rettet mod noget. Men jeg er med på, at Biestas fremhævelse hænger sammen med hans argumentation ift. læringsgørelse. Denne læringsgørelse, ser Biesta bla. udtrykt i den aktuelle diskurs om uddannelse, hvor han ser en voksende tendens:

[t]o refer to teachers as facilitators of learning, to teaching   as the creation of learning opportunities, to schools as learning environments, to students as learners and adults as adult learners, to the field of adult education as that of lifelong learning, and to the very idea of education as that of ‘teachingandlearning’—which I deliberately write as one word, as this is how many people nowadays seem to use it. (Ibid, s. 37)

Jeg er for så vidt enig med Biesta og Niels Jakob i, at der i efterhånden mange år har været et meget stort fokus på læring – og ofte desværre på bekostning af undervisning. Når vi i den danske pædagogiske debat – måske især initieret af Illeris’ arbejde – begyndte at vende blikket mod læring i sin tid, mener jeg imidlertid, at det var både nødvendigt og tiltrængt. Spørgsmålet er så bare, om vi har erstattet et stadig nødvendigt fokus med et andet?

Biesta forklarer læringsgørelse med forskellige forhold i samfundsudviklingen, men peger også på tendenser indenfor pædagogikken. Særlig vægt lægger han på den betydning som konstruktivistiske læringsteorier har fået i det pædagogisk-didaktiske arbejde:

But the most important factor in the rise of the language of learning and its impact on educational practice has been the emergence of new theories of learning, particularly constructivist approaches. Constructivist theories have shifted the emphasis away from the activities of the teacher towards those of the student and have thus put those activities—often referred to as ‘learning’ (but see Biesta, in press- a)—on centre stage.

Although constructivism is first of all a theory of learning, the uptake of this theory in schools, colleges and universities has led to a change in practice that is often characterised as a shift ‘from teaching to learning.’ (Ibid., s. 37)

Igen vil jeg give Biesta ret. Indenfor mit eget felt, omtalte vi eksempelvis Erhvervsuddannelsesreform2000 som en reform, der skulle afstedkomme skift i fokus fra undervisning til læring, og i den aktuelle FS-debat omtales reformen – i hvert fald af beslutningstagere – stort set kun som en læringsreform. Og ift. den rolle konstruktivistisk (og især socialkonstruktivistisk) læringsteori har fået, erindrer jeg tydeligt, hvordan studerende på universitetet ikke sjældent spurgte mig, om det var ok at bruge andre læringsteorier i deres opgaver. Jeg vil dog stille mig tvivlende overfor om “miseren” skyldes konstruktivistiske teorier per se, eller om det snarere skyldes den måde, hvorpå disse teorier er blevet fortolket og anvendt i det pædagogisk-didaktiske arbejde og diskurser. Det er imidlertid en længere diskussion, som jeg vil reservere til et fremtidigt indlæg.

Biesta udfolder naturligvis sine argumenter og har eksempelvis også bud på uddannelsens formål (1. kvalificering, 2. socialisering og 3. subjektivisering), underviseren som giver af undervisning, samt effekt- og evidensproblematikken. Alt sammen interessant og læseværdigt. For nu vil jeg dog afslutte med at kigge på Bieastas skelnen mellem “at lære fra” og “at blive undervist af”, hvorom han skriver:

When we learn from our teachers, we could say that we ultimately approach and use our teachers as a resource. The teacher here is structurally at the same level as a book, the internet or any other ‘learning resource’ in that when we learn from such resources we go to them with our questions in order to find (our) answers. We could say, therefore, that when we learn from our teachers we are in a very fundamental sense ‘in control’ of our learning and our engagement with our resources more generally.

This is precisely where the experience of ‘being taught’ is a radically different one, because when we are being taught by someone, something enters our field of experience in a way that is fundamentally beyond our control.(Ibid., s. 42)

Bista lægger her vægt på, at undervisning bringer noget “other”, noget fremmed ind i situationen, og som jeg læser ham, vægter han det at blive “undervist af” højere end det at “lære fra”. Jeg synes her, at Biesta underkender, at andre end underviseren (fx andre elever eller folk udenfor skolen) kan bringe noget fremmed til bords. Dermed returnerer han underviseren til en ekspertrolle, hvor der, efter min mening, ikke er langt til fordoms “jeg-alene-vide” opfattelsen af underviseren – hvilket, jeg mener, er fejlagtigt i et medialiseret videnssamfund. Men måske tolker jeg ham for firkantet her?

Det, der sammenfattende måske nok undrer mig mest, når jeg læser Biesta og diskuterer med Niels Jakob, er hvorfor et perspektiv nødvendigvis skal udelukke et andet? Hvis vi skal til at fokusere på underviseren og undervisning alene, gør vi os så ikke skyldige i netop det, som Biesta og Niels Jakob tilsyneladende opponerer imod; nemlig et ensidigt fokus på det ene eller det andet. Jeg synes, at der er en tendens til at skabe nogle falske dikotomier forstået sådan, at tingene adskilles for skarpt og den gensidige afhængighed går fløjten. Jeg ville foretrække et dialektisk syn på tingene ..

/Marianne

*) Jeg synes dette dannelsesideal er problematisk, fordi det knyttes så tæt til nytteværdi og dermed fuldstændig underkender dannelsens egenværdi – og at viden i det hele taget kan have værdi uafhængigt af praktisk nytte. Og hvad angår livsduelighed, lægger det så ikke også op til, at man omvendt kan være livsuduelig? Det er da en trist måde at opfatte mennesker på …

**) Også i et meget væsentligt videndeling og -udviklingsperspektiv, men det er en anden diskussion.

***) Det kan i øvrigt også diskuteres om ikke læring i nogle tilfælde kan være et mål i sig selv, men det er også en anden diskussion.

It og frafaldstruede elever – et amerikansk litteraturstudie

IT-at-riskFor et par uger siden udgav Stanford Center for Opportunity Policy in Education (SCOPE) en spændende rapport om brugen af it i forhold til at støtte frafaldstruede elever. Rapporten opsummerer et litteraturstudie, hvor forfatterne har analyseret 70 nyere studier, der alle har brugt it til at støtte “high school students”, som var i fare for at droppe ud på grund af en række både personlige/sociale og faglige faktorer. Selve studiet, der formodes at definere, hvad der menes med eksempelvis både “high school students”, frafald, it og hvilke kriterier studierne er udvalgt fra, er endnu ikke offentliggjort*, og som sådan skal det følgende læses med en vis forsigtighed.

Desuagtet, at det således endnu ikke er muligt at gennemskue, hvordan forfatterne er nået frem til deres konklusioner, vil jeg på baggrund af min egen erfaring med at arbejde med it og undervisning gennem de seneste 15 år mene, at rapporten byder på nogle interessant fund, som også kan være relevante i en dansk EUD kontekst.

Forfatterne indleder med at problematisere brugen af it i undervisningen: i mange år har der været stor tiltro og store forhåbninger til, at it kunne løse alle mulige didaktiske-pædagogiske problemstillinger i skolerne, men de hævder, at it ofte ikke har levet op til forventningerne i forhold til frafaldstruede elever. På baggrund af litteraturstudiet, når forfatterne alligevel frem til følgende:

The good news is that research shows that if at-risk-students gain ready access to appropriate technology used in thoughtful ways, they can make substantial gains in learning and technological readiness (Darling-Hammond; Zielezinski & Goldman, 2014, s. 4).

Det interessante i denne sammenhæng er jo så hvad, der skal forstås ved hensigtsmæssig teknologi og gennemtænkte måder at bruge teknologien på? Til at forklare dette, har forfatterne udarbejdet en figur, der viser, hvad de kalder for “a digital learning ecosystem”, altså en form for digitalt læringsøkosystem:

DigitalLearningEcosystem(Darling-Hammond; Zielezinski & Goldman, 2014, s. 4).

Figuren illustrerer, hvordan forskellige didaktiske elementer relaterer sig til og påvirker hinanden. Hermed får forfatterne synliggjort en meget væsentlig pointe omkring valg og udbytte af it i undervisningen, nemlig at det afhænger af mål, teknologiske aspekter, læringskonteksten og den lærende. Figuren viser også, hvorfor det er så vanskeligt at sige noget skråsikkert om hvilken form for it, der har hvilken form for virkning – det afhænger af mange flere forskellige faktorer. Således fortsætter forfatterne:

The ecosystem is much more complex than the binary concepts of technology use that were common at the end of the twentieth century. (…) Even now, it is common for researchers to attend some but not all aspects of the digital learning ecosystem presented here. It is these details, however, that ultimately make the difference in technology outcomes (Darling-Hammond; Zielezinski & Goldman, 2014, s. 4 – min fremhævelse).

Enhver, der har undervisningserfaring genkender kompleksiteten, og således problematiserer forfatterne også, efter min mening, typiske effektstudier, der kun kan forholde sig til få variable. I litteraturstudiet har forfatterne forsøgt at forholde sig til denne kompleksitet og kommer med en række eksempler på studier, hvor det har været muligt at identificere flere faktorer. På denne baggrund når forfatterne frem til tre variable, der har indflydelse på, hvorvidt it med succes kan støtte frafaldstruede elevers læreprocesser og -mål:

  • interaktiv læring (med fokus på multimodalitet)
  • brug af it til at udforske og skabe, fremfor repetition
  • passende sammensætning af lærere og teknologi

Især den midterste pointe med at bruge it til højere ordens aktiviteter, også selv om der er tale om frafaldstruede elever, finder jeg interessant, da jeg kunne forestille mig, at mange lærere ville være nervøse ved at stille den form for krav til målgruppen, men her er det jo også værd at huske på, at der stadig kan differentieres indenfor forskellige niveauer i enhver form for taksonomi.

Nedenfor følger en række fremhævelser fra rapporten s. 7-14, hvor forfatterne uddyber de tre variable.

Scope_7

Scope_8

Scope_11

Scope_12

Forfatterne har også et par interessante overvejelser i forhold til Flipped Classroom, hvor de finder:

The studies that do exist suggest that college students in flipped classrooms are more likely to watch video lectures at home than to complete text-based reading, and that they learn more from interactive video lectures than other video lectures or in-person lectures (Darling-Hammond; Zielezinski & Goldman, 2014, s. 14)

Om dette også gælder “high school students”, og om frafaldstruede kan finde tid og rum til at benytte denne form for udenfor-skolen aktivitet, kan forfatterne ikke udtale sig om pga. manglende studier. Værd at bemærke her, er under alle omstændigheder, at succes med Flipped Classroom er forbundet med interaktiv video.

Rapporten lister også en række gode råd til beslutningstagere, der ønsker at bruge it til at støtte frafaldstruede elever:

  1. It-strategier bør gå efter 1:1 computer adgang
  2. It-strategier skal sikre hurtig internetadgang
  3. Frafaldstruede elever får størst udbytte af it, hvis der designes med henblik på høj interaktivitet og multimodalt engagement i forhold til materialer
  4. Det digitale didaktiske design skal muliggøre, at de frafaldstruede elever kan både skabe og tilegne sig ny viden
  5. Beslutningstagere og lærere bør stræbe efter blendede læringsmiljøer karakteriseret ved høj lærersupport og muligheder for interaktion mellem både elever og teknologi.

Endelig afslutter forfatterne med et væsentligt råd i forhold til lærernes kompetencer og skolens it-infrastruktur:

All of these recommendations must rest on a base of adequate supports for teacher learning about how to use the technologies and pedagogies that are recommended. In addition, such initiatives must include the technical assistance that educators need to manage the hardware, software, and connectivity that make technology infusion possible (Darling-Hammond; Zielezinski & Goldman, 2014, s. 15).

Alt i alt, er det en fin rapport som medvirker til at udfylde noget af det videnshul, vi har i forhold til brug af it til at støtte frafaldstruede elever. Når det så er sagt, vil jeg i øvrigt mene at alle typer af elever, vil kunne få gavn af ovennævnte råd.

/Mariis

*) Via Twitter har jeg været i kontakt med en af rapportens forfattere, Molly B. Zielezinski (@MollyBullock), som kunne fortælle, at studiet publiceres i løbet af efteråret. Når det sker, opdaterer jeg denne post med link.

EUD-reform – fokus på it og undervisningsdifferentiering

I denne uge var jeg inviteret til at holde oplæg på en konference om EUD-reformen arrangeret af Praxis – Erhvervsskolernes Forlag og Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE). Temaet for konferencen var “Bedre erhvervsuddannelser på elevniveau”, og jeg var blevet bedt om at holde to forskellige oplæg: et rettet mod lederne og et rettet mod lærerne. Begge oplæg handlede i større eller mindre grad om it og undervisnings-differentiering, der er to fokusområder i den nye EUD-reform. Invitationen hang sammen med, at vi i NCE dels fungerer som paraplyorganisation for et FoU-projekt om Pædagogisk Ledelse, og dels at vi er i gang med en forundersøgelse om lige præcis it og undervisningsdifferentiering.

Tirsdag d. 16. september holdt jeg oplæg for lederne ad to omgange, og mine slides kan ses herunder. I disse to sessions deltog i øvrigt både ledere og lærere, hvilket understreger, at lærerne også er nysgerrige på, hvad lederne tænker om reformen og hvad, der egentlig forstås ved “pædagogisk ledelse”.

 

Onsdag d. 17. september holdt jeg plenumoplæg på den “store” scene – jeg følte mig i hvert fald lidt lille og klemt bag pult og høje borde, men heldigvis er mikrofonen jo opfundet ;-)

1709_1

Og de slides kan ses herunder:

 

I forhold til begge oplæg, var det vigtigt for mig at pointere, at undervisningsdifferentiering ikke er een bestemt metode, men et undervisningsprincip, der som sådan bør gennemsyre hele den didaktiske tænkning, hvilket faktisk kan være temmelig kompliceret. Og det bliver ikke mindre kompliceret af at inddrage it. Begge dele forudsætter stor didaktisk viden og kunnen, men det kan lade sig gøre – og lærerne kan og vil gerne. Min bøn til lederne var, at give lærerne rum (også mentalt) og tid – og i øvrigt at inddrage lærerene i stor udstrækning, da det er dem, der sidder med ekspertisen i forhold til kerneydelsen. I oplægget til lederne, trak jeg ikke blot på vores erfaringer fra projektet om Pædagogisk Ledelse, men også på en af EVA’s rapporter, hvor de har analyseret kvalitetsinitiativerne på EUD-området. En pointe heri, er at eleverne med fordel kan inddrages mere – også i arbejdet med at gøre det Fælles Didaktiske-Pædagogiske Grundlag (FDPG) levende i hele organisationen.

Desværre var jeg nødt til at suse hjem efter mit sidste oplæg pga. andre aktiviteter, men det var mit indtryk, at konferencen var en stor success – jeg nød i alle tilfælde at få snakket med både ledere og lærere. Det engagement, som EUD-ledere og -lærere altid udtrykker på trods af endnu en reform, er en kilde til stadig inspiration :-)

/Mariis

Indtryk fra konferencen kan ses i denne facebook-gruppe, hvor jeg også forventer, at der vil komme besked om de øvrige oplægsholderes slides.